’Jurassic World Dominion’: Nu bør dino-franchisen erklæres uddød
’Jurassic World: Fallen Kingdom’ sluttede med, at en flok dinosaurer stak af fra deres fangenskab og flygtede ud i verden, så de nu lever blandt mennesker overalt på jorden.
Man skulle ellers mene, at det med menneskeheden våbenarsenal skulle være pærelet at holde bestanden nede. Især set i lyset af menneskets evne til at smadre alt, der kommer i vejen for vores udvikling.
Men nuvel, præmissen i opfølgeren ’Jurassic World: Dominion’ er, at der lever dinosaurer overalt på jorden, hvilket filmen tager sig god tid til at etablere.
I kølvandet på de to foregående film var forventningerne til den episke afslutning mildest talt beskedne. Men den kommer hæderligt fra start med en fin introduktion til grundpræmissen. Siden afslutningen på den forrige film er vi blevet tudet ørene fulde af, at dinosaurernes færden blandt mennesker skulle være treerens hovedpræmis. Men det fylder stort set intet i den efterfølgende handling og tangerer til falsk markedsføring.
Til gengæld er der noget andet, der trækker op og gør filmen mere seværdig end de to ’World’-forgængere: det glædelige gensyn med Sam Neill, Laura Dern og Jeff Goldblum, der for første gang siden 1993 er samlet som henholdsvis Dr. Alan Grant, Ellie Sattler og Ian Malcolm.
Hvor glædeligt dette gensyn end måtte være, leverer de dog ikke fortidens charmerende samspil, og de bidrager ikke med noget nævneværdigt til filmens historie eller franchisen som helhed. Men skønt er det at se dem sammen igen.
Ellie Sattler opdager en ny art af kæmpegræshopper, hvis dna er identisk med en art, der oprindeligt levede i kridttiden. Det viser sig, at selskabet Biosyn, der ledes af Lewis Dodgson (Campbell Scott), står bag den nye altødelæggende art, der truer verdens økosystem.
I samarbejde med sin gamle mentor og kæreste Alan opsøger Ellie Biosyns laboratorier for at finde beviser, der kan fælde Dodgson og hans virksomhed, hvor Ian Malcolm arbejder.
I mellemtiden har Biosyn kidnappet Owen og Claires adoptivdatter, Maisie (Isabella Sermon), hvis gener blandt andet kan rette op på den økokatastrofe, Biosyn har skabt. Derudover har de taget Owens raptorven Blues unge til fange.
Kidnapningen får Owen og Claire ud i et hæsblæsende kapløb mod tiden og de laserstyrede Indoraptore, der blev etableret i den foregående film.
Denne jagt fylder alt, alt for meget i filmen og understreger blot, at franchisen ikke har mere at byde på. Owen på sin motorcykel på flugt fra Indoraptoren, mens Claire ligeledes flygter fra selv samme art, er både overflødigt og uspændende.
Efter gentagne gange at være døden nær ankommer de til Biosyn. Her mødes fortiden og nutiden, da Owen, Claire, Alan, Ellie og Ians veje krydses, og de i fællesskab skal redde både Maisie, verdens økosystem og den baby-raptor, som Owen har lovet Blue at bringe sikkert hjem.
Ja, du læste rigtigt: Owen har afgivet et løfte til en raptor. Jeg blev træt, da dette forhold mellem Owen og Blue blev indledt i ’Jurassic World’ og jeg bliver endnu mere træt, når jeg nu også skal overvære et menneske kigge en raptor dybt i øjnene og sige: »I’ll bring her home. I promise«. Denne menneskelige kommunikation med det livsfarlige rovdyr er og bliver tåkrummende pinligt.
Med en spilletid på knap to og en halv time er ’Dominion’ franchisens længste film. Man skulle tænke, at det var tid nok til at præsentere noget nyt, men ’Dominion’ er primært et hav af gentagelser: CGI-dinosaurer i massevis, samlebånds-Hollywood-action og -eksplosioner, der dækker over en tynd historie.
Franchisen burde have lært noget af sin egen morale: Hvis økonomi er hovedårsagen til at genoplive noget, der for længst er dødt, er det bedst at lade være.
Kort sagt:
At ’Jurassic World Dominion’ er bedre end sine to forgængere, skyldes primært det glædelige gensyn med Neill, Dern og Goldblum. Derudover er der ikke meget at komme efter i franchisen, der nu efter 30 år bør erklæres officielt uddød.