De sarte øjeblikke overrasker i gensyn med Will Ferrells største eksperiment

Historien er spækket med film, der ikke fik den anerkendelse ved premieren, de havde fortjent. Denne sommer fremhæver vi nogle af de film fra 00’erne, som bør indlemmes på klassikerlisten, og i dag skriver Niki Vraast-Thomsen om den nærmest fuldstændigt improviserede ’Anchorman’, der som få film har skabt udtryk, der i dag er en fastindgroet del af sproget.
De sarte øjeblikke overrasker i gensyn med Will Ferrells største eksperiment
Will Ferrell i 'Anchorman'. (Foto: PR)

SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. Følelsen af ikke helt at fatte, hvad der lige er sket, er en af de ypperste følelser at få efter en tur i biografen. Hvis man er heldig, betyder det, at man har set et nybrud.

I mange, mange år var kulturskribenters eneste reference til skæv comedy at kalde det »Monty Python’sk«. I Danmark har vi i over 20 år hørt om »mandrilsk« gakkethed. For mig blev ‘Anchorman’ et lige så stort referencepunkt. Ligesom med ’Casper og Mandrilaftalen’ forstod jeg ikke først, hvad jeg havde set.

Det var da, jeg genfortalte filmen for en kammerat, at jeg opdagede, hvor sjov den er. Ligesom jeg knækkede af grin, da jeg første gang skulle genfortælle, hvordan Broder Salsa sorterede müsli og sagde »København er altid kokos«, så var det, da jeg skulle fortælle om jazzfløjtescenen, at jeg fattede ‘Anchorman’.

Kort før jazzfløjtescenen sidder Ron Burgundy (Will Ferrell) med Veronica Corningstone (Christina Applegate) på en fin restaurant i 70’ernes San Diego. Alle kender Ron Burgundy, for han er nyhedsvært på den lokale tv-station, der netop igen har kunnet fejre førstepladsen i ratings. Og seer-ratings kan ikke tage fejl. Ron Burgundy er en gud.

Denne guddoms almægtige position er imidlertid blevet truet af begrebet »diversity«. Nyhedschefen vil have mere diversitet og har derfor besluttet at ansætte den dygtige journalist Veronica Corningstone som co-anchor på nyhedsprogrammet. »Hvad fanden er diversitet?«, spørger en fra nyhedsholdet, og Ron Burgundy kan med sædvanlig alvidenhed forklare, at Diversity vist er navnet på et gammelt træskib fra borgerkrigstiden.

Så dumt, at det bliver sjovt

Veronica Corningstone har på det her tidspunkt allerede gennemlevet horribel chikane fra drengeklubben bestående af den bramfri sportsreporter Champ Kind (David Koechner), den dameglade feltreporter Brian Fantana (Paul Rudd) og den blanke vejrmand Brick Tamland (Steve Carell), anført af Ron Burgundy.

»We need to bed her quick«, bliver de enige om, for en dame skal ikke komme og tro, at hun kan trænge ind på mændenes enemærker.

»It is anchorMAN, not anchor lady! And that is a scientific fact!«, siger Champ Kind. De desperate mænd prøver alt, også Brian Fantanas særlige parfume Sex Panther, som 60 procent af gangene virker hver gang. »It’s illegal in nine countries. Yep, it’s made with bits of real panther, so you know it’s good«.

‘Anchorman’. (Foto: PR)

Intet virker. Men i sidste ende kan ingen modstå Ron Burgundys charme, og han lukker aftalen, da han i restauranten uærligt modstræbende bliver overtalt til at give et lille nummer på sit hof-instrument, jazzfløjten. I starten er det bare lidt fjollet. Stor og klodset mand med et meget lille og ikke typisk maskulint instrument. Og så bliver det vildere og vildere.

Han spiller jazzfløjte, som var han Pete Townshend med elektrisk guitar, hopper op på bordene, sparker til glas og flasker, og han er også et smut ude på toilettet, hvor han spiller, imens han kigger ind under toiletdøren. Til sidst suger han alkohol op i fløjten for at sætte ild til det og blæse en flamme ud af den, som var han Ace Frehley fra KISS.

Det er dumt, og så bliver det dummere, indtil det er så dumt, at det bliver sjovt. Og scenen fører direkte over i den animerede elskovsscene, hvor Ron og Veronica rider hen over regnbuer på enhjørninger.

Pludselig skønsang

I dag kan det satiriske blik på den mandsdominerede og ekstremt chauvinistiske medieverden (også) i 70’erne virke lidt som et åbenlyst mål, men ‘Anchorman’ udkom 12 år før Fox News sex-skandalen, og 13 år før Weinstein-skandalen fik metoo-bølgen til at rulle. Det var godt set at høste komik fra en verden, hvor en række mænds enevælde stod for fald, lang tid før vi alle snakkede om diversitet, kønskvoter og patriarkatet.

‘Anchorman’ indeholdt woke satire før wokeness.

Måske ville Adam McKays seneste film, den udskældte ’Don’t Look Up’, blive set som et større værk, hvis filmen var udkommet for 20 år siden i stedet for sidste år, hvor filmen bare pegede på en trist virkelighed, som nogle enten benægtede eller var smerteligt klar over i forvejen.

Da ‘Anchorman’ havde premiere, husker jeg, at en del af kritikken gik på, at det var uforståeligt, hvorfor den stærke kvinde Veronica Corningstone kunne ende med at falde for den oppustede Ron Burgundy. Hun er den eneste relativt normale karakter blandt det imponerende ensemble af komisk overdrevent uduelige mænd.

‘Anchorman’. (Foto: PR)

Legen er netop, at vi lader, som om Ron Burgundy, i Will Ferrells skikkelse, kan være en uimodståelig kraft med whisky-indsmurt smørstemme, og at han selv med sin begrænsede intellektuelle kapacitet kan være kongen i det lokale nyhedshierarki. Den leg dikterer, at selv den selvstændige Veronica Corningstone smelter i selskab med Ron Burgundy.

‘Anchorman’ er optaget med masser af improvisation, hvor Adam McKay lod sine spillere tage scenen om og om igen, op mod 20 gange, hvor de hver gang kunne tillade sig at sige noget nyt og se, hvad der skete. Det giver en sitrende fornemmelse til filmen, hvor man aldrig ved, hvad der kommer, udover at man hurtigt lærer, at det sandsynligvis er mere vanvittigt end det, man forestiller sig.

Men det er ikke kun gross-out humor og slag under bæltestedet. Jeg blev også overrumplet af sært sarte øjeblikke, som da Ron fortæller drengeklubben, at han er forelsket i Veronica. Brian Fantana spørger, hvordan det føles, det der med at være forelsket. Et pludseligt ønske om intimitet midt i et fællesskab baseret på objektivisering af kvinder.

Eller scenen hvor mændene et kort øjeblik samles om flerstemmig skønsang om ’Afternoon Delight’. Hvor kom det fra? Det virker for random til at have stået i manuskriptet på forhånd.

Et væld af kommende stjerner

Prisen for improvisationen er, at filmen virker ujævn og med en papirstynd historie, og komikken bliver fodslæbende hen mod slutningen, hvor dramaturgi-regler dikterer, at der skal være en stor finale. Det er noget med nogen, der falder ned i bjørnegrotten i zoologisk have, og det er langt fra filmens stærkeste scene.

Der skal et imponerende mod til fra instruktørens side for at gennemføre den komiske vision og holde fast i sin metode, når så lidt er planlagt på forhånd. Manuskriptet handlede i en tidlig fase om to fly, der styrter ned i en bjergkæde. Det ene fly er fyldt med nyhedsværter og det andet med aber og nærkampsvåben. Det bliver til en overlevelseskamp mellem kannibalistiske nyhedsværter og aber, der bruger kastestjerner.

Jeg får lyst til at se den film. Det vidner om en flydende proces, hvor alt kan udvikle sig til noget andet, hvis det er sjovere, og eksperimentet lykkedes med ‘Anchorman’.

‘Anchorman’. (Foto: PR)

Der var så meget ubrugt improvisationsmateriale og scener med handlingstråde, som røg i klipperummet, at Adam McKay var i stand til at sammensætte en hel spillefilm ud af det. ’Wake Up, Ron Burgundy: The Lost Movie’ udkom som ekstramateriale på dvd-udgivelsen, og selvom den ikke holder som selvstændig film, er det sært fascinerende at se komikere lege scenerne frem og prøve at toppe hinandens groteske indfald.

Hvis du ikke har set ‘Anchorman’ i lang tid, har du måske glemt, hvor mange kommende stjerner og cameos, der gemmer sig rundt omkring. I den berygtede kampscene – »That escalated quickly!« – kan vi spotte Vince Vaughn, Luke Wilson, Ben Stiller og Tim Robbins som medlemmer af konkurrerende nyhedsteams.

Seth Rogen dukker op som kameramand, Danny Trejo som bartender, og Jack Black er motorcyklisten, der sparker Ron Burgundys hund ud over broen med ordene: »That’s how I roll«.

Fra San Diego til Skuldborg

Få film kan prale af at sætte så mange udtryk i søen, der er blevet en del af sproget.

Der var ingen før ‘Anchorman’, der refererede til sine armmuskler som »guns«, men jeg har hørt det hundredvis af gange siden, bare fordi Ron Burgundy er overbevist om, at den eneste måde at nedlægge pæne damer på er ved at give dem »two tickets to the gun show«, som han siger, imens han flexer og kysser sine middelmådige biceps.

Jeg var så begejstret for ‘Anchorman’, at da jeg et par år efter premieren skulle skrive en sketch til børneprogrammet ’Klamborg’ på TV 2, blev en nyhedsreporter navngivet Michael Bordeaux. Min egen lille hyldest til Ron Burgundy.

I Danmark er den tætteste reference til ‘Anchorman’ Brian Lykke og Kasper Nielsens vellykkede podcastsatire ’Undskyld vi roder’. Her insisterer hovedpersonerne fra den (fiktive) jyske by Skuldborg på, at det er godt at være i gulvhøjde med lytterne, og deres motto er »det globale i det lokale«.

Det lyder for mig som et ekko af Ron Burgundys opfordring til sine seere, som tydeligvis har et mindreværdskompleks over for mere prominente amerikanske storbyer: »Stay Classy, San Diego«.

’Anchorman’ er i hvert fald i en klasse for sig.

’Anchorman’ kan ses på Netflix, Paramount+, Viaplay, Blockbuster m.fl.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af