’See For Me’: Underholdende home invasion-thriller med et twist
Sophie er ikke thrillergenrens typiske blinde-karakter.
Hun er ikke en scream queen, der qua sit manglende syn fremstilles som et let, hjælpeløst offer. Hun er heller ikke et supermenneske, som er blevet kompenseret med en forøget høre- og lugtesans eller andre overnaturlige evner.
Sophie (Skyler Davenport) er en ganske almindelig teenager, faktisk en temmelig usympatisk en af slagsen. Vi ved ikke meget om hende, andet end at hun vrisser af sin mor, og at hun stjæler værdifulde genstande fra de tossedyre villaer, som hun lejlighedsvist ser efter, når de velhavende ejere er på forretnings- eller fornøjelsesrejser.
Det er derfor også lidt svært at have sympati for hende, når hun, efter at have stjålet en rødvin til 4500 dollars, får låst sig selv ude af en luksuriøs rigmandsbolig ude i en skov i Upstate New York.
Det er minusgrader, og den nærmeste nabo bor milevis væk, men heldigvis for Sophie har hun en app på sin telefon – See For Me – som forbinder hende med krigsveteranen Kelly (Jessica Parker Kennedy), der hjemme fra sit gamerværelse guider hende sikkert ind i huset igen via telefonens kamera.
Opkaldet bliver begyndelsen på et langt intenst døgn for de to, for senere samme aften ringer Sophie nødtvungent Kelly op igen, efter tre organiserede indbrudstyve har invaderet huset.
Randall Okitas anden spillefilm er en home invasion-thriller med et twist. Vi har et stort afsondret hus med mange rum, en isoleret hovedperson og en gruppe aggressive indbrudstyve, som jagter hende i et klassisk katten-efter-musen set up.
Det nye i ’See For Me’ er selvfølgelig, at hovedpersonen er blind, og så altså appen, som kobler hende sammen med en assistent, som kan hjælpe hende rundt i huset.
Det er en simpel, men effektiv præmis. Suspense og blinde karakterer er altid en effektfuld kombination, da det i sig selv er nervepirrende, at man som tilskuer kan se mere end karaktererne. Med appen får genren imidlertid en ny dimension, idet Sophie får mulighed for at gøre modstand på en måde, som føles realistisk for en helt almindelig blind person.
Når ’See For Me’ er en film med så få karakterer, som tilfældet er, hviler meget på kemien mellem de to hovedkarakterer. Instruktør Okitas har givetvis villet, at Sophie og Kelly skulle blive fortrolige i løbet af filmen, men efter 92 minutters spilletid føles de stadig relativt fremmede for hinanden.
Det er ikke skuespillernes skyld. Davenport, som er juridisk blind i virkeligheden, gør det forbilledligt, men overlevelsesplottet fylder så meget, at der ikke rigtigt bliver plads til intime udvekslinger, som knytter karaktererne, sådan som man har set det vellykket eksekveret i en lignende film som ’Den skyldige’.
Det er en meget fin detalje, at Kelly både er krigsveteran og gamer, for måden hun guider Sophie rundt i huset på minder om et førstepersons skydespil – med Sophie som spillets paranoide protagonist. Hun har dog den fordel, at modstanderne er relativt uduelige, ja nærmest karikerede, hvilket er ærgerligt, når nu filmen ellers gør et stort nummer ud af at styre uden om klichéer.
’See For Me’ er en underholdende film. Præmissen er der, locationen er spot on, og den dynamiske klipning sikrer, at man aldrig rigtigt keder sig.
Det er dog heller ikke en film, som vil lagre sig i hukommelsen, for karaktererne er simpelthen for flade til, at man gider investere sig i dem.
Kort sagt:
’See For Me’ er et opfindsomt spin på home invasion-genren og god omgang underholdning, men heller ikke meget mere end det.