’Spies og morgenbolledamerne’: Man trykker på pause i ren afmagt under DR’s rystende serie om Simon Spies
Han efterlod sig Skandinaviens største rejsebureau sammen med en friere måde for danskere at se den store verden. Men han efterlod også en stribe af kvinder med dybe sår, og for flere af dem helede de aldrig.
I et halvt århundrede har vi moret os over rejsekongen Simon Spies’ eskapader og aparte omgang med kvinder. Hr. Spies, rejs og vær glad, var et dansk kulturikon og en ferm forretningsmand. Men Simon Spies var også manipulerende, magtsyg og misbrugte mindreårige.
Om man vil det eller ej, skal der én gang for alle tilføjes nogle barske kapitler til historien om folkehelten.
De kapitler har Anika Barkan taget på sig at skrive sammen med holdet bag dokumentarserien ’Spies og morgenbolledamerne’. Anika er lillesøster til den afdøde Heidi, der som 15-årig blev en del af Simon Spies morgenbolle-dameslæng. Om end Anika ikke ved meget om sin søsters tid i koncernen, så hun sin søster blive sexarbejder og dø af aids-komplikationer som 25-årig. Desværre er Heidis skæbne ikke unik.
I 70’erne var Simon Spies’ morgenbolledamer en morsomhed for danskerne og en sensation for pressen. Spies omtalte pigerne som hans husholdersker, der gav ham selskab og bagte hans morgenboller.
Men alle i Spies-koncernen, og samtiden for den sags skyld, vidste, at morgenbollepigerne skulle gøre langt mere end at se godt ud for at tilfredsstille rejsekongen. De unge piger levede i en kultlignende konstellation, bundet sammen af jagten på det gode liv på bekostning af deres uskyld og formative år.
En midaldrende mand fik fripas til at huse et harem af udskiftelige piger mellem 15-18 år – i årevis. Han lokkede piger fra trange kår ind i sit luksusliv og gav dem snerten af hans egen rejse fra bunden af samfundet til toppen af Danmark.
Det muliggjorde, at en række unge piger blev groomet til at give deres kroppe i bytte for pelse, Rolexure og kolde kontanter – indimellem for et køleskab og et tv, hvis det var, hvad familiens pige manglede derhjemme. På den anden side af et liv som morgenbolledame var der stofmisbrug, drab og selvmord.
Som Anika siger, er der en grund til, at mange af dem ikke er her i dag.
En af dem, der står tilbage, er Charlotte Nielsen. Hvor første afsnit af serien dypper tæerne i livet som morgenbolledame, fortæller Charlotte ærligt og smertende om den egentlige vej ind og ud af Spies’ harem. Charlottes historie er både overraskende og genkendelig på samme tid – som Metoo-bølgen har vist os, bruger magtmisbrugende autoriteter oftest de samme tricks for at opnå deres mål. De lokker, manipulerer og udstøder til sidst.
Men der er noget overraskende ved at møde en Harvey Weinstein- eller Jimmy Saville-lignende skurk i vores egen andedam. ’Spies og morgenbolledamerne’ viser os (igen!), at vi hverken kan skubbe MeToo til side i dag eller negligere dens tilstedeværelse i vores fortid: Vores egen Spies var en del af problemet.
Generelt lykkes det serien at sætte et fedt spørgsmålstegn ved ikke bare hyldesten af Spies, men de danske værdier vi hylder ham ud fra. For frisind og frigørelsen af porno var en revolution med en gedigen skyggeside. Tør vi for alvor nuancere og fortælle en anden historie om Danmarks frie 70’ere?
Vi må ikke glemme, at engang var børneporno lovligt i Danmark, børneskuespillere blev udnyttet bag skærmen, og Spies betalte mindreårige for samleje.
Alligevel er der stadig mange, der tyer til at forsvare Spies, folkestemningen og at hengive sig til den klassiske det-var-en-anden-tid-hymne. Serien giver dem taletid, men uden at det bliver mikrofonholderi.
I andet afsnit optræder en tidligere piccoline hos Spies Rejser, Maja Lüchau, der dengang sagde fra over for Spies’ tilnærmelser. Hun mener, at kvinderne selv har et ansvar for at have takket ja til Spies – indtil tilrettelæggeren konfronterer hende med et for morgenbollepigerne velkendt scenarie: Hvis en mand tilbyder en pige 10.000 kr. for sex, men får nej, har manden så alligevel ikke et ansvar for at have stillet spørgsmålet?
Vildest og mest forargende er dog Spies’ ven Carl Bjerredahls udtalelser. Hvis du ikke har set dokumentarserien endnu, er du nok alligevel stødt på de kontroversielle citater, han slynger ud i forsvar for sin gamle ven.
Hvor andre famler sig frem til problematiske udtalelser, lander Bjerregaard dem gang på gang i første hug. Alt fra, at ingen i Danmark kan hidse sig op over »en luder, som får én på hovedet«, til at ingen piger på 15 i 70’erne alligevel var jomfru.
Selvom jeg selv tabte kæben og måtte trykke pause i ren afmagt, da jeg hørte disse udtalelser, er det nu engang dét, en del af befolkningen tænker. Det er vigtigt, at ’Spies og morgenbolledamerne’ lykkes at få ham med i samtalen – ikke fordi han har ret, men fordi han repræsenterer et synspunkt, der nu engang findes. Hans bemærkninger bliver et vigtigt udgangspunkt for diskussionen af serien og samtidens syn på MeToo.
’Spies og morgenbolledamerne’ efterlader nogle uhyrligt vigtige indtryk, der virkelig sætter sig. Hvordan Spies manipulerede piger med psykologi og penge til hans sygelige jagt på at skubbe menneskers grænser. Og hvordan hans handlinger selv i samtiden var dybt ulovlige, men fik lov at passere. Faktisk var det ungdommen, der stillede de mest kritiske spørgsmål til Spies i programmet ’Unge Spør’, som der vises klip fra.
Og dét er grunden til, at vi skal se tilbage. Vi kan bedre forstå, hvordan vi skal handle, hvis vi forstår, hvordan man lod stå til. Vi kan kun lære at sætte spørgsmålstegn ved vores ikoner, hvis vi ved, at flere af dem også har en skyggeside. Vi skal lære at lytte og høre den fulde historie, før vi selv svarer igen.
Dét lykkes ’Spies og morgenbolledamerne’ med at fortælle os.
Kort sagt:
’Spies og morgenbolledamerne’ vil i sidste ende ikke tage noget fra myten og manden Simon Spies. Den vil ikke nedgøre, men nuancere et liv og et eftermæle, som alle danskere har eller vil skulle tage stilling til den. Den vil starte en samtale – og det virker da også, som om det meste af nationen er gået til tasterne.
Anmeldt på baggrund af hele serien.