Genndy Tartakovsky skabte en gedigen succes med sin Cartoon Network-perle, ’Samurai Jack’.
Bagefter begyndte han at arbejde i kulisserne med en ny idé. Han ville skabe en ordløs historie om en lille dreng og hans dinosaur, primært rettet mod børn og unge.
Da Pixar samme år, i 2015, udkom med ‘The Good Dinosaur’, skrinlagde Tartakovsky imidlertid projektet og genoplivede det først fire år efter i en blodig voksenversion med serien ‘Primal’, som er i gang med sin anden sæson på Adult Swim.
’Primal’ er endnu ikke blevet et mainstream-hit. Faktisk er det nok de færreste herhjemme, der har hørt om den.
Men i skyggerne fra det brede spotlys har den udviklet sin egen dedikerede fanskare, for den er dybt original og står i modsætning til resten af voksentegnefilmgenren ved at være næsten helt uden dialog. Mens ordene fylder meget i animationshits som ‘Rick and Morty’ og ‘Invincible’, er Tartakovskys historie næsten udelukkende formidlet igennem animation.
Handlingen er egentlig enkel. Vi følger en neanderthaler, kalder Spear, og en lille hun-tyrannosaurus, kaldet Fang, mens de forsøger at overleve i en barsk og forhistorisk jungle, hvor alting har øjne og tænder.
Det kan lyde næsten enfoldigt, men det er det ikke. ’Primal’ er nemlig proppet med modsætninger, som sørger for, at serien hverken forkalker i en nichekolonne eller forfalder til farveløs mainstream.
Man kan fremhæve tre modsætninger som de primære grunde, at man bør kaste sig med ud i junglen med spyd og hugtand.
1. Stilen er enkel og detaljerig
’Primal’ er skabt af animatoren og instruktøren Genndy Tartakovsky (’Dexters Lab’, ’Samurai Jack’) og bærer skaberens særegne streg, som på en gang fremstår ligetil og avanceret.
Hulemanden Spear ligner en klassisk tegneseriefigur, med arme og ben i identisk størrelse og en overkrop som et Electrolux-køleskab, men bevæger sig agilt og flydende i flotte animationer, der på en gang er absurd overdrevne og umage realistiske.
Den samme kombination gør sig gældende for alle seriens væsner, de fantasiskabte såvel som de reelt forhistoriske. Og Tartakovsky har med denne grafiske mellemtilstand skabt et univers, der virker som en kombination af en naturdokumentar og en tegneserie.
Ligesom med ’Samurai Jack’ kan man mærke en grundlæggende kærlighed til animationsmediet som kunst snarere end en kavalkade af flydende billeder, der skal akkompagnere en skrevet historie.
Hvert sekund indebærer et bevidst valg om at fokusere på én ting fremfor en anden, og det gør ’Primal’ til en fortrinlig efterlevelse af gode gamle Ernest Hemingways citat om, at god historiefortælling er evnen til at finde den del af billedet, der fortæller hele historien – og zoome ind.
2. Universet er skønt og grufuldt
Modsætningen mellem det smukke og brutale udgør en sitrende vekselvirkning, der gør serien konstant spændende. Mens voksentegneserieverdenen for tiden flyder over med voldsorgier, hvor kranier bliver knust som valnøddeskaller, så snart en bi-karakter slår en prut på en cykel, sørger ’Primal’ for at kontrastere junglelivets uforsonlige vold med dens overvældende skønhed.
Ligesom i virkelighedens natur er der ingen kære mor. Børn bliver fortæret, og æg bliver knust under foden på tonstunge rovdyr med sylespidse tænder, men ligesom en god skudduel i en western kun bærer den spænding, som forspillet har anlagt, kryber brutalitetens chokeffekt først under huden, når den står i kontrast til sin modsætning.
’Primal’ sørger for at gå balancen imellem rislende vandfald og morderiske flyveøgler, og en af grundende til, at den lykkes med det, er at…
3. Historien er langsom og intens
’Primal’ er ikke bare historiens tid og tema. Det er også dens stil. Seriens ordløse fremdrift tvinger hvert afsnit tilbage til en mere oprindelig fortælleteknik, der efterlader fokus og tempo som de eneste tilbageværende redskaber.
’Primal’ er på en gang dvælende og voldsomt intens. I ét øjeblik er vi til stede i en forhistorisk oase, hvor hundredvis af sommerfugle bevæger sig i lyserøde skyformationer over krystalklart søvand. Det næste er vi tilskuere til en blodig gorilla-kamp i Abe-Colosseum.
Særligt langsommeligheden er et modigt valg i en dialogfri serie, hvor karaktererne kun kan kommunikere gennem handling og ansigtsudtryk. Det er samtidig et ekstremt forfriskende pust i en kakofoni af animationsserier, hvor figurerne plaprer deres vittigheder af som Mick Øgendahl på tre kander kaffe.
Denne angst lader ikke til at berøre Tartakovsky, og netop fordi serien tager sig tid til at udforske sit eget univers, føler man sig suget ind i historien og efterlades hændervridende, oprigtigt bekymret, når vores hulemand og dino kæmper for livet i ’Primal’s smukke voldsunivers.
’Primal’ kan ses på HBO Max.