Med sine 10 år på markedet er Tinder gået fra kontroversiel moralsk fordærvelig datingrobot til allemandseje. Og om man har været på alle eller ingen Tinder-dates, har man formentlig et rimelig klart omrids af swipingens glæde, gys og gru.
For udover at revolutionere datingverdenen matchede Tinder hurtigt med tv-seerne som oplagt komediemateriale og udfyldte et hul i skildringen af moderne dating på skærmen.
Samtidig faldt appens indtog sammen med streamingalderens eksplosion i serier, hvor især de webserieinspirerede dramedys om singlelivet var hurtige til at sørge for, at Tinder-troper blev en ting i, og udenfor, fiktionen.
Hvor det engang var et nybrud, da Meg Ryan og Tom Hanks i ‘You’ve Got Mail’ forelskede sig på, oh my god, INTERNETTET (hooket op på et godt gammeldags modem), har datingappen siden sit indtog i serieland skrevet flittige fodnoter til 90’ernes rosenrøde romcom-æra.
Men har algoritmen sat screwballkomediens såkaldte meet cute på bænken for evigt?
Ingen grund til romantikerpanik. Tinder-momenterne er stadig fortrinsvis et pinligt, sjovt, grænseoverskridende eller decideret farligt stop på vejen mod den ægte kærlighed. Men sjældent rugekasse for everlasting love.
Ulig virkeligheden, hvor det varende Tinder-forhold formentlig kun bliver mere mainstream, har vi stadig den store romantiske historie om matchet, der bliver til for evigt til gode på fiktionsfronten.
Til gengæld har Tinder været afgørende for skildringen af mere realistiske historier om mennesker, der mødes. Og er det ikke også at foretrække?
Vi gennemgår streaminglandskabets mest lyse og mørke øjeblikke med fiktionelle datingapps.
‘Yes No Maybe’: En dansk firstmover af en knaldperle
Tinder har ingen måske-knap. Men det havde den danske firstmover Mads Rosenkrantz Grages fiktionelle ‘Yes No Maybe’-app, som hovedpersonen brugte til at knalde sig gennem den københavnske kvindebestand. Stærkt inspireret af bagmandens egne erfaringer fra mere end 250 Tinder-dates i kølvandet på et breakup.
‘Yes No Maybe’ var med til at sparke døren ind for en ny æra af DR-ungdomsserier med sit, dengang, rimelig friske take på Tinder som digital knaldperle.
Grages serie tog tidligt fat i nogle arketypiske datingklichéer fra en MILF-episode til Amalie Lindegårds talende vandfald af en feminist, der helst ikke ville dele den hundedyre regning på Hanzo. Dobbeltmoralen var allestedsnærværende, og generelt var der på befriende vis plads til at date alle fra gravide kvinder til transkønnede modeller og decideret maniske manic pixie dreamgirls.
Selvom hovedpersonen Mads (Youssef Wayne Hvidtfeldt) i to sæsoner datede på livet løs, lykkedes han ikke med at swipe sig til ægte kærlighed. De store romancer var nemlig alligevel forbeholdt livets ‘organiske’ møder, hvor det i første sæson var en right next to the right one-situation med veninden og senere Carla Philip Røders forførende femme fatale.
‘Master of None’: Den perfekte catch all-scorereplik
»Going to Whole Foods, want me to pick you up anything?« lyder Aziz Ansaris catch-all scorereplik i seriens datingafsnit, hvor alteregoet Devs drikker rødvin med en kvindekavalkade, han møder gennem appen Love at First Sight.
Som en vaskeægte seriedater stiller han dem det samme spørgsmål, tager dem på den samme vinbar, videre på den samme rooftop-bar og prøver at kysse dem (hvis de altså ikke er for mærkelige) i taxaen på vejen hjem.
‘Master of None’-vinklen på kærestejagt i en Tinder-tidsalder efterlader ingen tvivl om, at det er et håbløst sted for en ægte romantiker. Der opstår skam skægge og søde øjeblikke, hvor man tror på romancen.
Som da en fan af Devs Cupcake-show viser sig at være søn af manden bag ‘Scatman’-ørehængeren og giver gratis shots plus en perfekt intern joke. Eller da en tung date kølhales, da det viser sig, at kvinden er Devs foretrukne Ramen-blogger »Ramaniac«.
Men når det kommer til stykket, bliver flirten for det meste affortryllet af dealbreakers, som i seriens ånd tæller alt fra racistiske kondomkrukker til menige misforståelser.
‘Dave’: Fantasien om at matche med Doja Cat
Kender du det, når Doja Cat er i ens dm’s, mens man er på vej i IKEA med sine forældre? Næppe.
Det er nemlig den slags, der kun sker i den hvide weirdo-rapper ‘Dave’s univers. Da han i en af sæson tos sjoveste afsnit løfter sløret for sin distraherende flirt, er forældrenes brillante reaktion da også at spørge, »om hun er jøde?«.
Hvis man drømmer om datingappen som et slaraffenland for fantasier, leverer afsnittet ‘Somebody Date Me’ fanfiction-svælgen af den mest underfundige slags.
Dave får adgang til en eksklusiv datingapp for celebrities og VIPs, og beskedudvekslingen, der bringer ham ind i varmen hos matchet Doja Cat, er et underholdende studie i iPhone-flirt. Med en sms-kemi så brandvarm, at folk spekulerede i, om de sås i virkeligheden.
Synsvinklen er splittet, så vi også følger Doja Cats dag set fra hendes telefonskærm, mens afsnittet på sjoveste vis dyrker sandkornet af sandsynlighed for, at hun nogensinde ville swipe til venstre på Los Angeles’ mest kiksede white boy-rapper.
Derudover kan man se afsnittet i et helt nyt lys i kølvandet på sangerens virale crush på ‘Stranger Thing’s (ligesom Dave) blege og krølhårede Joseph Quinn?
‘Insecure’: Daten er den samme gamle sang
De samme spørgsmål. De samme uinteressante svar. Den samme akutte lyst til at skrige aftenens heldige hr. ingenting ind i hovedet. At man ikke er til at stole på, når det gælder parforhold, har været sin eks utro og udelukkende går på dates for at fylde tomrummet.
Om det er fyre fra Tinder, Hinge eller Bumble er lige meget, for frustrationerne er de samme. Og dem får Issa Rae afløb for i en af sine karakteristiske raps fra ‘Insecure’.
I ‘Insecure’ er Tinder-møderne som regel alt andet end »Hella Great«, som afsnittet ellers hedder.
Men generelt er seriens allestedsnærværende apps fra Tinder til Instagram og Uber med til at gøre ‘Insecure’ til millennial-arvtager efter ‘Sex and the City’ og dens præteknologiske partnermøder, som et portræt af det moderne datingliv, der matcher tidsånden.
‘Black Mirror’: En issyl i digitaliseringens flænsede datinghåb
Hvis man gerne vil have det mørkere, er den britiske dystopiserie ‘Black Mirror’ altid leveringsdygtig.
Og ingen moderne tendens går fri, når seriens forfatter Charlie Brooker er ude med sin teknopessimistiske rædselsrive. Heller ikke Tinder og den moderne menneskelighed, der blindt overlader deres frie vilje til en databestemt drøm om den eneste ene.
Afsnittet ‘Hang the DJ’, der tager sin titel efter The Smiths emorefrain, leger med spørgsmålet: »Hvad nu hvis du kendte den præcise udløbsdato for alle dit livs forhold?«.
Her bliver søgende singler udstyret med en tracker, der bestemmer, hvem man skal date, og hvor længe. Enhver tvivl kan man få svar på ved at spørge robotstemmen i det Tinder-inspirerede device. Men skal man forlade en, man er forelsket i, bare fordi det digitale system siger det?
‘Hang the DJ’ stikker en issyl i digitaliseringens flænsede datinghåb. Afsnittet er både smukt og grumt i sin udprægede nihilisme, der muligvis er den mest medrivende fortælling om algoritmebaseret kærlighed til dato.
‘I May Destroy You’: Alle grænser kan overskrides
Britiske Michaela Coels ‘I May Destroy You’ stiller skarpt på mange afkroge af millennialtilværelsen, som den ser ud for seriens tre sorte hovedpersoner i London.
En af seriens mange opsigtsvækkende scener fortæller dog en ubehagelig, grænseoverskridende og vigtig historie om overgreb, som det kan se ud i den digitale tidsalder. Her har den mandlige hovedkarakter Kwame (Papa Essiedu) med en potentiel flirt planlagt et trekantsmøde hos en fremmed mand, han har mødt gennem Grindr, der går galt.
Scenen sætter fokus på samtykke, og hvordan det kan blive negligeret uafhængigt af køn, seksualitet, fysisk omfang og forudgående interaktion. I ‘I May Destroy You’s urovækkende tilfælde står man paf tilbage med hovedpersonen, der bliver brutalt frarøvet sin værdighed på det mindste øjeblik.
Det kan ofte føles moraliserende at gøre teknologiske udviklinger til skurken, men ‘I May Destroy You’ starter også en vigtig samtale om, hvordan moderne menneskers mest intime grænser stadigvæk ofte kan overskrides, selvom de muligvis er blevet forskudt milevidt under påvirkning af teknologien.
‘Salsa’: Sex med den nye generation
Udover at stå bag årets mest banebrydende ungdomsserie opfandt Jonas Risvig i ‘Salsa’-serien også en hookup-app, der kunne dyste med Tinder, Grindr og Feeld. Nemlig sexappen Drift, der fik horder af instruktørens unge Instagram-følgere til at bede ham om også at lancere teknologien i virkeligheden.
På Drift kan seriens unge pigegruppe, ført an af 19-årige Uma (Safina Coster-Waldau), finde og rate sexpartnere ud fra anonyme handles og billeder. Hvilket gør det både let, fantastisk og en lille smule farligt at swipe sig til seksuel erfaring og nye orgasmer.
Med Drift som omdrejningspunkt fokuserer ‘Salsa’ på ung seksuel udfoldelse på en helt ny måde. Og serien er på mange måde første revolutionerende kulmination på, hvordan Tinder-årtiets teknologiske revolution af kærligheden har formet en ny generations forhold til lyst, sex og forelskelse.
Public service-moralen spøger heldigvis stadig, og ‘Salsa’ advokerer for sexpositivisme med omsorg og opbyggelighed i hånden.
Heller ikke for det nye kuld findes tv-kærligheden via en app. Men intet tyder nu heller på, at det er den, de leder efter på iPhone-skærmen.