’Official Competition’: Penélope Cruz og Antonio Banderas har en fest i skæg satire over filmbranchen
I en scene i spanske Mariano Cohn og Gastón Duprat metafilmsatire ‘Official Competition’ har den excentriske kunstfilminstruktør Lola Cuevas (Penélope Cruz) bedt sine to skuespillere Iván Torres (Oscar Martínez) og Félix Rivero (Antonio Banderas) tage nogle af deres mange priser med til prøverne på sin film ‘Rivalerne’.
De to erfarne skuespillere spiller brødre, og for at få dem til at mærke samhørigheden binder hun dem sammen med husholdningsfilm. Så tager hun deres Goya-priser og Golden Globes én for én og smider dem ned i en metalmakulator, mens de granvoksne mænd hyler i vilden sky.
Lektionen i at give slip på sin forfængelighed – som hun også inkluderer sig selv i ved at afslutte seancen med sin egen Guldpalme – er blot ét af de mange grænseoverskridende mindfucks, Lola som en anden Lars von Trier eller Ruben Östlund udsætter sine skuespillere for i kunstens tjeneste.
Man ville have ondt af de to herrer, hvis det ikke var, fordi de selv var så ulidelige og faktisk godt kunne trænge til lidt mere ydmyghed. Det gælder også Lola.
I ‘Official Competition’ er alle involverede i filmbranchen frygtelige krukker med kæmpe egoer. Det er svært underholdende og ikke langt fra virkeligheden, selvom satiren naturligvis er overdrevet.
Forfængeligheden starter hos den ældre rigmand Humberto Suárez, der i første scene lader sin assistent vide, at han for at sikre sit eftermæle ønsker at producere en film. Der er ikke meget kulturel kapital i at være en succesfuld medicinaldirektør, men så er det godt, at man kan købe sig til den kunstneriske prestige.
Han køber i dyre domme rettighederne til den nobelprisbelønnede roman ‘Rivalerne’ og hyrer landets hotteste instruktør, Lola, til at skrive manuskript og instruere.
I et sjovt møde mellem kunstner og pengemand bider hun al skam i sig og udlægger romanen for Humberto, der naturligvis ikke har læst den. Hun overbeviser ham også om, at de to meget forskellige stjerner, Ivan og Felix, der aldrig har spillet over for hinanden, er de perfekte til at spille historiens to rivaliserende brødre.
Og rivalisere gør de også på settet, hvor de begge er opsatte på at bevise, at de er den anden overlegen, og at deres metode er den bedste. Iván er en anerkendt og prætentiøs teaterskuespiller, der graver dybt i sit indre og gør sit forarbejde grundigt med at finde ind til sin karakter. Han er ikke til fals for ussel mammon eller overfladisk hæder.
Alligevel fanger Lola ham i at holde Oscar-takketale i sit omklædningsrum, hvor en kaffekande udgør den statuette, han er rejst til Hollywood for at betakke sig for.
Félix er en internationalt kendt filmstjerne, der kører i dyre biler og omgiver sig med yngre kvinder. Han har ikke har brug for en forhistorie for at fremføre sine replikker overbevisende og taler i lange baner om sit tætte forhold til publikum, som er de eneste, der virkelig sætter pris på hans talent.
I en læseprøve stejler Iván over Lolas krav om, at han skal græde, for det kan han ikke bare gøre på kommando. Så begynder Félix til begges overraskelse at hulke, men afslører snart sit trick: Mentol.
De to hanelefanter strides, mens Lola provokerer dem på forskellig vis. Sjovest er, da hun sætter dem til at gennemspille en scene under en kæmpemæssig sten, der hænger i en kran – for at sætte dem under pres. Det er helt åndssvagt, men filmens styrke er, at metoderne faktisk virker:
Både Ivan og Felix spiller i momenter så formidabelt, at man næsten glemmer, at der blot er tale om en filmprøve i en film. Banderas og Martínez er i hopla, både når de gestalter skuespillernes film og spiller de to krukker med herlig selvironi. Også Penélope Cruz har det tydeligvis sjovt i rollen som selvfed og manipulerende kunstner med stort K.
Man kan ikke lade være med at tænke, at typerne må virke bekendte.
Kort sagt:
Penélope Cruz, Antonio Banderas og Oscar Martínez har en fest som henholdsvis krukket kunstfilminstruktør og store skuespillere i den skægge og meget metaagtige spanske filmsatire.