Optakt til ‘Andor’: Der er håb for, at den kommende Star Wars-serie tør ryste posen

Det kan blive sundt for ’Star Wars’, at den nye Disney+-serie ikke handler om en magtfuld jedi eller den særligt udvalgte.
Optakt til ‘Andor’: Der er håb for, at den kommende Star Wars-serie tør ryste posen
'Andor'. (Foto: Lucasfilm)

Behøver vi få en forklaring på, hvor ethvert bæltespænde og lyssværd kommer fra?

Tanken melder sig op til premieren på endnu en omgang baghistorie til ’Star Wars’-universet.

I ‘Andor’ får vi historien om Cassian Andor, den skånselsløse rebelspion og snigmorder, som i ‘Rogue One’ var med til at stjæle planerne til Dødsstjernen, for at Luke senere kunne sprænge den i luften.

Efterhånden er ’Star Wars’-kronologien absolut ikke for begyndere. ‘Rogue One’ forklarede begivenhederne, der ledte op til ‘A New Hope’ (ikke ligesom prequeltrilogien, der sluttede 19 år tidligere). Nu fortæller ’Andor’ så, hvad der ledte op til ’Rogue One’.

Hvornår præcis ‘Andor’ finder sted, vides ikke endnu, men et sted mellem Imperiets begyndelse i ‘Revenge of the Sith’ og starten på slutningen for Imperiet i ‘Rogue One’.

Og det er langt fra det eneste spørgsmål, man stiller op til premieren på Disney+ 21. september. Her kommer nogle af de øvrige:

Hvad kan vi forvente af ’Andor’?

Disney+ var begyndelsen på et utal af Star Wars-serier, som næppe får en ende foreløbigt. Kvaliteten har dog ujævn, fra første sæson af ‘The Mandalorian’, som revolutionerede både ’Star Wars’ og special effects, til ‘The Book of Boba Fett’, som kunne få selv de største Fett-fans til at tænke, at han ville være bedst tjent med at blive nede i Sarlacc’ens mave.

Instruktøren bag ‘Rogue One’, Gareth Edwards, har ikke noget med ‘Andor’ at gøre, men man øjner et håb i seriens forfatter og showrunner Tony Gilroy. Udover at have skrevet ‘Bourne’-filmene skrev og instruerede Gilroy også massive reshoots til ‘Rogue One’ som ifølge The Verge reddede filmen.

Det er ikke til at vide, præcis hvordan Gilroy ændrede filmen, men efter sigende skulle filmens mørkere tone og slutningen, hvor (spoiler alert) alle karaktererne dør, blandt andet være hans fortjeneste. Gilroy udvidede også Cassian Andors rolle i filmen, hvorfor det nu giver mening at karakteren uddybes yderligere.

Har vi fået for meget ’Star Wars’?

Som kæmpe Star Wars-fan er det korte svar nej. Men som Marvel-trætheden efterhånden sætter ind i den brede befolkning, er det relevant at spørge, hvornår nok er nok.

Da ‘Rogue One’ kom, var verden klar på mere ’Star Wars’. Efter ti års pause var den nye trilogi med Rey, Poe og Finn lige startet, og vi hungrede efter lyssværd og laserlyde. Men sequeltrilogien skuffede mange, og flere af de planlagte film blev omdannet til serier (for eksempel ‘Obi-Wan Kenobi’) med mindre budgetter. De serier, vi har fået indtil videre, er dog kun toppen af isbjerget af, hvad der venter.

‘Andor’. (Foto: Lucasfilm)

Det siger sig selv, at så længe kvaliteten er i top, går der længere tid, før fans hopper fra. Men det er ikke nok bare at lave gode serier. Det betyder også noget, om skaberne bag formår at genopfinde det oldgamle univers. Hvis Star Wars bliver en genre i sig selv, ligesom Marvel er ved at blive, bliver vi hurtigt trætte af mekanismerne.

Hvis ‘Andor’ bliver en spionthriller a la ‘Bourne’ og fjerner sig fra the chosen one-fantasygenren, tror jeg ikke, ’Star Wars’-trætheden for alvor sætter ind endnu. Måske kan den endda trække nye fans til, som synes, at resten af universet er lidt for fjollet.

Er serien til fans eller nye seere?

Første sæson af ‘The Mandalorian’ krævede ikke meget forhåndskendskab til ’Star Wars’ for at kunne nydes. Anden sæson bragte dog mange ansigter tilbage – Boba Fett, Bo-Katan Kryze, Ahsoka Tano og Luke Skywalker for at nævne et par stykker (sidstnævnte kender ikke-Star Wars-fans nok også godt …).

Selvom det var god service for fans, blev mange irriterede over, at der ikke kan fortælles historier fra galaksen, uden at bringe de samme tre familier ind i det. Selvom ‘Andor’ også byder på et par gensyn, er intentionen ifølge Gilroy, at serien også skal kunne nydes uden et indgående kendskab til det tidlige oprørs nøglepersoner.

Tony Gilroy kom lidt i problemer hos fansene, da han før ‘Rogue One’ udtalte, at han ikke kunne lide Star Wars, hvilket han senere rettede til, at han ikke nærede den samme ærefrygt som mange andre. Netop det betød, at ‘Rogue One’ ikke blev den kavalkade af namedropping, som Star Wars nogle gange bliver.

Problemet med Star Wars for tiden (læs: efter 2015) har været, at universets oprindelige skabere for det meste ikke er med længere. Den næste generation af instruktører og serieskabere – J.J. Abrams, Jon Favreau, Ron Howard – var selv fans, som voksede op med filmene, så de prøvede at genskabe magien. Det lykkedes nogle af gangene.

Men jeg tror, det ergodt med et sæt nye øjne, som ikke prøver at emulere eller skabe en ny ’A New Hope’, men bare prøver at lave en god film eller serie. Som så tilfældigvis foregår i ’Star Wars’-universet.

Hvem kan vi forvente at se?

Jeg har allerede spoilet, at (næsten) alle karaktererne fra ‘Rogue One’ dør i slutningen af filmen. Gruppen af rebeller mødes primært også for første gang i filmen, så vi får hverken Felicity Jones’ Jyn Erso eller den dejlige duo af Chirrut Îmwe og Baze Malbus at se.

Ej heller er Alan Tudyks sarkastisk tørre robot K-2SO bekræftet på rollelisten, men mon ikke man får mødet mellem ham og Cassian at se i en senere sæson?

Rebel-lederen Mon Mothma, som vi først så i ‘Return of the Jedi’, får til gengæld sin hidtil største rolle. I traileren ser vi hende, dengang hun stadig var senator, hvor hun navigerer den prekære situation at være folkevalgt demokrat i et nyskabt diktatur.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ligeledes er den livslange rebel Saw Gerrera, spillet af Forest Whitaker, tilbage. Hans første optræden var som ung rebel mod separatisterne i den animerede serie ‘The Clone Wars’, mens hans seneste var som Jyn Ersos (knap så gode) surrogatfar og desillusioneret rebelfanatiker i ‘Rogue One’.

Størstedelen af castet er dog helt nye i Star Wars-regi, som Stellan Skarsgårds Luthen Rael, en dobbeltagent hvis sande loyalitet endnu er ukendt, og Adria Arjonas Bix Caleen, en mekaniker som bliver rebel sammen med Andor. Seriens skurke bliver Imperiets hemmelige politi, Imperial Security Bureau eller ISB, som også har en række nye karakterer.

Hvad gjorde Cassian Andor til den mand, han er i ‘Rogue One’?

Er det overhovedet spændende at følge udviklingen af en mand, hvis historie vi kender enden på? I ‘Rogue One’ lærer Cassian, at han ikke behøver ofre sig for sine synder, men at han kan gøre det for at skabe håb.

Han skammer sig over, hvad han har gjort i oprørets navn, men forstår også nødvendigheden af sine handlinger. Hvis det er destinationen, kommer rejsen dertil så til at være interessant? Det samme kan jo siges om ‘Rogue One’ og egentlig også prequeltrilogien.

Det afhænger af, hvor Cassian starter sin rejse gennem galaksen, og hvad han kommer ud for. Jeg tror, det er sundt for Star Wars, at hovedpersonen for en gangs skyld ikke er den mest magtfulde jedi eller udvalgte, men blot en mand, der må leve med konsekvenserne af sine handlinger.

’Andor’ kan ses på Disney+ fra 21. september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af