‘Pistol’: Danny Boyle når bag myten om ikonisk punkband i ny serie
»Folk er ligeglade med, hvordan du lyder. Det er, hvordan du ser ud, som betyder noget«.
Sid Vicious havde tydeligvis luret en af de afgørende faktorer bag det britiske punkfænomen, da han blev hyret som bassist i genrens indflydelsesrige band Sex Pistols.
For punk var netop lige så meget et visuelt fænomen, som det var en ny retning for rockmusikken i perioden 1976-78. Og hvilken bedre formidler af denne larmende og opsigtsvækkende bevægelse, der vrængede af systemet end Danny Boyle, der slog igennem med 90’er-klassikeren ‘Trainspotting’, som er glaseret i punk-æstetik.
Sammen med manuskriptforfatter Craig Pearce har Boyle kastet sin opmærksomhed på Sex Pistols og folder detaljerigt deres fortælling ud i seks afsnit, som giver plads til karakterernes nuancer, i takt med at London-bandets hæsblæsende karriere kortlægges.
En del af seriens fokus hviler på guitarist Steve Jones, fra han starter sit første orkester, The Swankers, som var forløberen for Sex Pistols. De er gradvist ved at finde en identitet, men som desillusionerede unge mennesker er det kommende punkscenarie ved at blive optegne
»Vi er pissed off, og vi keder os. Ingen giver en skid for os, så vi giver heller ikke en skid for dem. Det skal være vores image«.
Jones og hans musikalske kumpaner finder åndsfæller i tøjbutikken SEX, hvor mødet med de to indehavere, modedesigneren Vivienne Westwood og i særdeleshed hendes partner Malcolm McLaren, bliver afgørende. Westwood opsnapper tydeligt the winds of change og giver den nye ungdom visuelle identitetsmarkører med fokus på læder, lak, bondage og korsetter.
Et vigtigt fokus, fordi modedesignerens vision (blandt andet at give en ny emanciperet betydning til beklædningsgenstande, der tidligere holdt kvinder fastspændt) bidrog så essentielt til synliggørelsen og udbredelsen af punkfænomenet.
Hvor Westwood havde tæft for, hvordan man klædte de unge punkere på, havde McLaren i dén grad sans for, hvordan man fik dem eksponeret. Da en pladekontrakt med prestigefyldte EMI ryger i vasken efter en tv-optræden, hvor Sex Pistols laver skandale, er det således led i en større plan.
Bandet underskriver en mere lukrativ aftale med Virgin Records, og McLarens flair for iscenesættelse får pressen til at stimle sammen foran Buckingham Palace og på en båd, der sejler forbi Houses of Parliament, mens singlen ‘God Save the Queen’ brager løs og drøner opad den engelske hitliste i sommeren 1977.
Bag dette mediecirkus, hvor Sex Pistols blandt andet blev omtalt som the filth and the fury, lærer vi bandmedlemmerne at kende.
I en række sekvenser står det klart, hvorfor Steve Jones har et problematisk forhold til sin nedladende og modbydelige stedfar. Ligesom der dvæles ved hans kærlighedsrelation til Chrissie Hynde, hvis egen musikkarriere tog fart som frontfigur i The Pretenders, mens Sex Pistols slingrede mod opløsningen.
Et tilsvarende fokus tillægges venskabet mellem Sid Vicious og forsanger Johnny Rotten. Man ser både de to rødder anspore til optøjer, så flasker knuses i nattelivet, men også hvordan Vicious nyder at komme i Rottens barndomshjem og blive opvartet med morens tea and biscuits.
Med dette opmærksomme blik for de involverede er det klædeligt, at Boyle ikke forfalder til den mytologiske dyrkelse af punkhistoriens mest ikoniske par.
Selvom der ganske vist filmes i slowmotion, da den amerikanske punkfan Nancy Spungen gør sit indtog og kommer til at besegle Vicious’ skæbne, får nuancerne ligeledes plads til at folde sig ud.
Ja, hun fremstår som en groupie, hvis heroinmisbrug har gjort hende apatisk og manipulerende. Men vi oplever samtidig en ensom skizofren pige, der prøver at navigere i tilværelsen. Tragedien, der har udødeliggjort såvel hende som Vicious, fremstilles så nænsomt som muligt, og det gør indtryk, når en fortvivlet Sid erklærer sin kærlighed til sin kæreste, da Nancy ligger stukket ihjel på deres badeværelse. Hvorvidt han var ansvarlig for hendes død, lader Boyle være et åbent spørgsmål.
Omgivet af så meget drama og uro var Sex Pistols’ kollaps uundgåeligt, og efter en kaotisk turné i USA, hvor Vicious er så utilregnelig, at han må mandsopdækkes af hele to tour managers, mens McLaren skaber splid mellem bandmedlemmerne, er det slut.
Om end nogle af skuespilpræstationerne i det lange løb bliver en anelse fastlåst i en working class/cockney-trivialitet, er man ganske underholdt gennem hele serien.
Med fokus på at lade nøglepersonerne drive fortællingen frem og med serieformatets muligheder har Danny Boyle skabt et nuanceret portræt af et band, der på forbavsende kort tid efterlod et yderst varigt indtryk.
Kort sagt:
Historien om det legendariske punkband Sex Pistols fortælles med nuancerede og detaljeorienterede portrætter af nøglepersonerne, som stod i begivenhedernes centrum.