’Rick and Morty’ sæson 6: Hvor er det herligt, at ’Rick and Morty’ er begyndt at elske sig selv igen
Som trofast ’Rick and Morty’-fan siden seriens spæde start er det en fornøjelse at se universets skøreste morfar/barnebarn-duo tilbage i storform.
Efter femte sæsons svingende kvalitet og neurotiske tone, som dog blev løftet markant af de sidste tre strålende afsnit, begynder man at kunne skimte Dan Harmon og Justin Roilands sydende kreativitet og komiske timing på ny.
Jeg var ellers ved at blive alvorligt bekymret …
Serien, der siden de første afsnit har gennemgået en rivende udvikling fra ’Tilbage til fremtiden’-parodi til quotable kulturfænomen, har været præget af en ærgerlig tendens i de seneste par sæsoner, hvor et par afsnit har vist et skræmmende lavt bundniveau. Man kan nævne bundskraberen fra fjerde sæson, ’Claw and Hoarder: Special Ricktim’s Morty’, og femte sæsons øjebæ ’Rickdenpedence Spray’.
Samtidig har folkene bag ’Rick and Morty’ virket mellemfornøjede over seriens popularitet. Høje forventninger, fanteorier og seriens ophobede plottråde har øjensynligt lagt sig som en tung dyne over forfatterrummet.
Konsekvensen: En mere og mere fremtrædende identitetskrise, hvor det lader til, at serien har svært ved at finde ud af, om den skal tage sig selv seriøst eller ej (læs: incestbaby). Og modsat de tidlige sæsoner, der på blændende vis mixede gravitas og patos (Ricks selvmordsforsøg i ’Auto Erotic Assimilation’ er et glimrende eksempel) med nihilistisk kynisme og tossede sci-fi-eventyr, har der været for langt mellem snapsene i de seneste sæsoner.
Men med sidste sæsons eminente finale in mente og de første afsnit af sæson 6 er Harmon og Roiland på rette kurs igen. Man kan mærke, at selvhadet er begyndt at fortone sig, og fortællelysten og kærligheden til fansene blomstrer igen. Og duoens nyfundne kærlighed til deres hjertebarn ses allerede i sjette sæsons første afsnit ’Solaricks’.
I stedet for at trykke på restart-knappen, som serien tidligere har gjort ved at gå tilbage til de episodiske afsnit, bevæger vi os direkte ind i det serialiserede drama, som Rick hellere end gerne undgår.
Vi fortsætter, hvor femte sæsons finale slap, og hvor seriens superskurk, Evil Morty, destruerede The Central Finite Curve – en væg, der adskilte de universer, hvor Rick var den klogeste skabning, og de øvrige uendelige universer.
Derfor er Rick og Morty nu strandet i rummet med en defekt portal gun. Heldigvis dukker Rum-Beth op (en af de to versioner af Beth, hvoraf den ene er en klon) og redder dem fra at sulte ihjel i en sjov ’Avengers: Endgame’-reference. Hurtigt er de tilbage på jorden, hvor Rick forsøger at genstarte sit portalsystem, men i stedet sender alle tilbage til deres oprindelige univers.
Morty lander i universet fra sæson 1 (’Rick Potion #9’), hvor alle er blevet reduceret til Cronenberg-monstre, og hvor hans eneste tilbageværende familiemedlem er en hårdtpumpet og ublu version af Jerry, der er bitter over, at Morty lod ham og resten af familien i stikken.
Rick havner også i sit oprindelige univers, hvor han konfronteres af en AI-version af sin kone, som han satte i verdenen for at torturere sig selv, efter en anden version af Rick dræbte hans familie. En version af Rick, der rent faktisk viser sig at være vores egen Mortys oprindelige Rick – og som meget vel kunne være seriens nye big bad. Jerry ender ligeledes i sit eget univers, hvor hans ægteskab hænger i en tynd tråd, og hvor han endnu ikke har gennemgået nogen form for karakterudvikling.
Afsnittet er en smule omsonst at gengive, da det trækker tråde tilbage til flere af de tidligere sæsoner, som man helst skal have set, for at det giver mening. Har man det, vil man elske ’Solaricks’, da afsnittet både dyrker seriens mytologi og samtidig lader karaktererne deale med nogle af deres valg og oplevelser.
Det andet afsnit, ’Rick: A Mort Well Lived’, er også et glimrende gensyn med arkadespillet ’Roy: A Life Well Lived’, hvor en forvirret Summer må forsøge at lave en ’Die Hard’, mens Rick og Morty er fanget i spillet. Her brillerer Peter Dinklage i en perfekt Hans Gruber-parodi, mens afsnittets a-plot, hvor Mortys personlighed er fragmenteret ud i de milliardvis af NPC’er, som er med i spillet, for alvor aktiverer lattermusklerne.
I tredje afsnit, ’Bethic Twinstinct’, starter Beth og Rum-Beth en glohed (om end svimlende narcissistisk) affære, alt imens Jerry er den eneste, der ikke aner, hvad der foregår. Afsnittet, der bestemt er en smule i det kontroversielle hjørne, giver både Jerry og Beth masser af rum til at shine, og i ægte ’Loki’-stil bliver det på papiret incestuøse forhold rent faktisk til en følsom og morsom historie om seksuel opvågning, kontroltab og selvaccept.
Fjerde afsnit, ’Night Family’, tager et genreskift over i horrorgenren, hvor grynede vhs-billeder pryder introen, mens et John Carpenter-inspireret score følger afsnittet igennem. Her er vi lidt mere i rutineland, og på trods af genrelegen er afsnittet ikke helt så stærkt som de tre første.
Kort sagt:
Sjette sæson sparker ’Rick and Morty’ på ret køl igen efter nogle år med en truende identitetskrise og svingende kvalitet. Indtil videre har vi fået en god blanding af episodiske og serialiserede afsnit, interessant karakterudvikling og vanlig nihilistisk metahumor, og nu kan man blot håbe, at det høje niveau holder sæsonen ud – og at forfatterne undgår flere incestbabyer.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.