‘Verden er uskarp’: Det er en fornøjelse at lære fire danske, kvindelige veteranfotografer at kende i ny film
»Kunstmarkedet er stadig en drengeklub, og det betyder, at kvindelige kunstnere ofte først opdages, når de er døde eller er 80 år gamle«.
Sådan lød det i 2020 i et debatindlæg i Politiken af kunstneren Augusta Atla, som pressematerialet til dokumentarfilmen ‘Verden er uskarp’ henviser til.
Filmen handler netop om fire danske kvindelige fotografer over 80 år og beviser på den måde Atlas klage. Mens jeg så filmen, var min mest dominerende tanke da også, hvorfor jeg aldrig havde hørt om nogen af disse vidunderlige, dygtige og på hver sin måde fandenivoldske fotografer, Else Tholstrup, Nanna Bisp Büchert, Tove Kurtzweil og Marianne Engberg.
Nu er det aldrig for sent hverken at blive klogere eller blive anerkendt, så herfra skal der lyde en tak til instruktør Iben Haahr Andersen for at hive de fire kvinder frem i lyset, fortælle deres historier og dele deres kunst.
‘Verden er uskarp’ handler både om kvindernes karrierer, tilgang til arbejde og kunstneriske metoder og visioner. I alle henseender er filmens hovedpersoner umådeligt inspirerende. Ikke mindst når det gælder deres drive til at slå igennem som kvinder i en mandeverden.
Mest slående er Marianne Engbergs fortælling om at arbejde som modefotograf i New York i 1960’erne, hvor hun fik job på bureauet J.F. Smith Studio ved at redde nogle ødelagte fotografier. Hun blev assistent for den mandlige chef, der betalte hende godt, lærte hende en masse og tog hende med rundt i hele verden. Til gengæld tog han også æren for alle hendes billeder og hendes distinkte stil.
Det fik hun på et tidspunkt nok af og startede sit eget studie, hvor hun udviklede sig til estimeret kunstfotograf inden for såkaldt hulkamerafotografi. I dag kan man se hendes værker på kunstmuseet Louisiana.
Også Else Tholstrup har døjet med diskrimination. Som underviser i fotografi på Kunstakademiet blev hun stadig kun betalt som kontordame. »Hvorfor jeg finder mig i alt det, ved jeg sådan set ikke. Men det gjorde jeg«, siger hun i filmen. En situation, de fleste kvinder nok kan nikke genkendende til på en eller anden måde.
Tholstrup havde ellers kvalifikationerne i orden. Som den første danske kvinde blev hun uddannet på den prestigefyldte Bauhaus-skole Institute of Design i Chicago og har rejst som fotograf over hele verden. Hendes eventyrlyst resulterede blandt andet i, at hun i Sri Lanka ved et tilfælde blev ansat som stillfotograf på David Leans Oscar-vindende filmklassiker ‘Broen over floden Kwai’ fra 1957. Mega sejt! Og igen tænker jeg: Hvordan jeg aldrig har hørt om den Hollywood-historie?
Vi møder også Tove Kurtzweil, en anerkendt eksperimenterende portræt- og kunstfotograf, der har et særligt poetisk blik på hverdagen og naturen. Og vi er i godt selskab med Nanna Bisp Büchert, der har fundet inspiration til sin kunst i sit liv som mor og husmor og blandt andet poserer humoristisk med et grydelåg som ’glorie’.
Hun er et eksempel på, at det såkaldte kvindelige blik – eller bare mangfoldighed i det hele taget – vitterligt resulterer i nogle andre motiver og stemninger end dem, vi får, når kunsten kun defineres af hvide mænd.
Ellers er der ikke noget specielt ’feminint’ ved fotografernes arbejde. De er bare knaldgode, nysgerrige og ihærdige kunstnere, der er blevet uretfærdigt overset på grund af deres køn. Og ikke desto mindre har samme gejst og virketrang som 80-90-årige.
Det er altid vidunderligt at høre kunstnere fortælle om deres fag, og Iben Haahr Andersen er god til både at få sine hovedpersoner til at formidle deres visioner og forklare deres metoder og lade deres personligheder skinne igennem.
Det er en fornøjelse at lære kvinderne at kende, og for en gangs skyld ønsker man, at filmen på beskedne en time og et kvarter ville være længere. Verden er muligvis uskarp, men det er filmen ikke.
Kort sagt:
Det er både kunstnerisk og personligt inspirerende at møde de fire danske kvindelige alt for oversete veteranfotografer, som dokumentarist Iben Haahr Andersen sætter tiltrængt fokus på.