(Artiklen indeholder spoilers for ‘The Watcher’ og ‘Parasite’.)
Kunne alle ‘The Watcher’s problemer være løst, hvis familien havde installeret et overvågningskamera ved deres postkasse?
Måske.
Et af de mest ufordøjelige handlingspåfund i Ryan Murphys voldsomt populære Netflix-hit var i den grad, at ingen af de utallige kameraer, den overvågede Familien Brannock installerede, formåede at fange den ondsindede brevskriver. Hvis fyndige formuleringer gang på gang fik det til at løbe koldt ned af ryggen, seriens komplet latterlige forhold til sit eget mysterie til trods.
For de nedfældede iagttagelser gav ofte indtryk af langt mere, end hvad man kan se ind af et vindue.
Mens Familien Brannock rendte rundt som hovedløse kyllinger, gjorde sig uvenner med det fulde udtræk af freakshow-naboer og delte frustrationerne med den dobbeltspillende ejendomsmægler Karen Calhoun, ville man som seer blot vide en ting: Hvem skriver brevene?
Undervejs diskede ‘The Watcher’ op med adskillige falske spor og forklaringer, der blev dummere og dummere, som serien skred frem. Men hver gang der listede en sortklædt skikkelse rundt på de bonede gulve i dagslys, kunne man alligevel mærke, at ‘The Watcher’ havde fat i en grundfrygt, der gjorde det umuligt at slukke.
For var den mystiske sorte skikkelse en hemmelig ubuden beboer i husets gyserkælder eller på loftet? Hvis man lukker øjnene for det monumentale plothul ved postkassen, ville det forklare meget.
‘The Watcher’ føltes langt henad vejen, som var den tilrettelagt af Hans og Grete på flødefarvet mdma, så retningsløst som den formåede at strø sine brødkrummespor. Men tiltrækningskræften har rødder i to virkelige true crime-fænomener, der på hver sin vis taler ind i et basalt overgreb på privatlivets fred.
Dels er der seriens virkelige forlæg, en New York Magazine-artikel om virkelighedens Familien Brannock (Familien Broaddus), der blev terroriseret af klamme stalker-breve, da de flyttede ind i deres nye hus.
‘The Watcher’ taler dog også ind i et andet fænomen fra virkeligheden, når den i sit målløse opklaringsarbejde leger med ideen om, hvorfor brevskriveren ikke optræder på sikkerhedskameraerne. Nemlig at overvågeren faktisk bor på 657 Boulevard, uden Familien Brannock ved det.
I true crime-kredse bliver fænomenet kaldt for »phrogging«. Og det er netop, når Ryan Murphys populære husspektakel trækker på det, at ‘The Watcher’ leverer de mest pirrende gyserøjeblikke.
Virkelighedens creepypasta
Urban Dictionary beskriver udtrykket »phrogging« således:
»Phrogging is a person secretly living in another person’s home. The word is pronounced ‘frogging’ and gets its name because phrogs, as the people who engage in this activity are called, tend to ‘hop’ around from house to house, as a frog might do on a lily pad«.
Der er senest blevet lavet en kulørt Lifetime-dokumentar om fænomenet, ‘Phrogging: Hider in my house’, der udforsker virkelighedens sager, hvor folk har gemt sig på lofter og i krybegange i andre folks huse. Selvfølgelig til uhørt rædsel, når det gik op for husenes ejere, at der var nogen, der levede i deres hjem og fik et ækelt kick ud af at overvåge dem.
»Phrogging« er ikke et velkendt eller velbeskrevet fænomen på niveau med for eksempel »squatting«, hvor det er efterladte bygninger, der bliver taget i brug. Men selvom det lyder som en grum vandrehistorie, eller såkaldt creepypasta, er det muligvis mere udbredt i virkeligheden, end man skulle tro.
Fænomenet lyder da umiddelbart også som guf for enhver gyserinstruktør. I Bob Clarks kultklassiker ‘Black Christmas’ (‘En morder i dit hus’) fra 1974 leges der med en form for »phrogging«, da en morder flytter ind på loftet i et sorority-hus for at myrde unge piger. I gyseren ‘I See You’ fra 2019 bliver en familie også terroriseret af to hjemløse phroggere. En mindre uhyggelig phrogger finder man også i Disney-hittet ‘Encanto’, hvor familiens sorte får Bruno principielt er phrogger i det magiske eventyrhus efter familien har slået hånden af ham.
I det hele taget taler tanken om en ubuden beboer ind i en helt klassisk frygt for, at der gemmer sig monstre under sengen, spøgelser på loftet eller ondskab i kældermørket. Frygten for spøgelser er i sig selv frygten for en form for overnaturlige phroggers, om man vil. Der skaber utryghed bare ved tanken om, at de er der, selv hvis man ikke kan se eller mærke dem.
‘The Watcher’ formår sine mange fejl til trods, at formidle det ubehag i glimt. Selvom brevene i sig selv er uhyggelige, er det i momenterne, hvor en harmløs ekstrabeboer, muligvis en »phrogger«, lusker rundt, der er det mest dragende ved ‘The Watcher’.
For det, der i virkeligheden gør »phrogging« fascinerende uhyggeligt, er dets lurepassende tilstedeværelse, som en uvelkommen parasit, du ikke anede levede i din krop.
Oscar-sensationel phrogging
Det er da også i den koreanske filmsensation ‘Parasite’, phrogging er brugt absolut bedst.
I Oscar-vinderen bliver det helt store twist leveret, da det viser sig, at den tidligere husholderskes mand huserer i husets hemmelige kælder og har gjort det i årevis, helt uden filmens rige familie har opdaget det.
Ikke ulig Bong Joon-hos klassesatiriske mesterværk vil ‘The Watcher’ gerne spidde en overklassefamilies grådighed.
Samtidig dyrker serien en prætentiøs ide om huset som amerikansk symbol på kernefamilien og sammenhængskraften. Som i Ryan Murphys rodebunke måske bliver pillet fra hinanden, men ikke på den intellektuelle måde. Det føles mere som en fejlslagen skuffeoprydning, hvor man giver op midt i sit eget mastodontiske rod, end det føles som en allegori over et kriseramt boligmarked i Trumps martrede USA.
Hvor ‘Parasite’ spinder guld på phrogging-begrebet, optræder det kun som en af mange ubeslutsomme tråde i ‘The Watcher’.
Det er en skam. For i de momenter, hvor serien tør bringe ideen om, at husets brevskrivende vogter får sin insiderviden som decideret uhyggelig ekstrabeboer, er ‘The Watcher’ allerbedst.
Særligt en scene i finaleafsnittet, hvor Jennifer Coolidges ejendomsmægler Karen har overtaget huset, kommer vi gysende tæt på husmonstret.
Her driver det gæk med den nye ejer og forvandler boligen til et rædselskabinet af mystiske lyde og lader badekarret flyde over med glohedt vand. Karen får sit første brev fra overvågeren i husets altoverskyggende gyserobjekt: køkkenelevatoren.
Her træder brevskriveren ny grund og styrer udenom postkassen med det klare budskab, at vedkommende formentlig er rykket fysisk ind i huset.
Knap når Karen at læse beskeden om, at huset har bedt overvågeren om at »bringe det folk som dig. Folk der sætter grådighed over alt andet«, før hendes tæppetisser ligger død på gulvet, og den sortklædte skikkelse decideret stiger op ad en hemmelig lem i trappen bag hende. Hvorefter hun løber skrigende bort ud i den mørke suburbia-nat.
Spøgelseshusets fascinationskraft
Når ‘The Watcher’ fascinerer ved at lege med phrogging som greb, forener det både rendyrket gysergrundangst i beskyttelsen af privatlivets fred og en moderne besættelse af ejendom.
Selvom huset har spillet hovedrollen i klassiske amerikanske gyserværker fra ‘Psycho’ til ‘The Haunting of Hill House’, såvel som ‘home invasion’ lægger navn til en hel genre, taler Ryan Murphy-serien også ind i samtidens besættelse og fascinationen af ejendom, der gennemsyrer realitygenren, hvor alt fra makeover-programmer til ejendomsmæglerintrigerne i ‘Selling Sunset’ er sikre seersucceser.
Genistregen i ‘Parasite’ bestod i, at den i forvejen spydige upstairs/downstairs-fortælling pludselig stak endnu dybere, da amøbebeboeren pludselig hev afgrundene mellem klasseforskellene helt ned i det hemmelige kælderrum.
‘The Watcher’ kommer både op på loftet, ned i kælderen, forbi en falsk tilståelse og mange andre af husets mystiske afkroge. Men trods glimtvis fascinationskræft består seriens endegyldige fiasko i manglen på en faktisk hemmelig beboer.
I sidste ende har den kun kreativitet til at stikke tæerne i det ellers fascinerende fænomen.
‘The Watcher’ kan ses på Netflix.