Roland Møller går i detaljer om sin kriminelle fortid i ny DR-podcast

Roland Møller går i detaljer om sin kriminelle fortid i ny DR-podcast
Roland Møller. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Det har aldrig været en hemmelighed, at Roland Møller har en kriminel fortid med adskillige fængselsdomme i bæltet.

Det var trods alt takket være disse erfaringer, at han i første omgang blev tilknyttet som konsulent og siden kom på rollelisten i Tobias Lindholm og Michael Noers skelsættende fængselsfilm ‘R’.

Men efterhånden som han har bevist sit værd i forskellige typer roller og film – fra kok i ‘Kapringen’ til brysk sergent i ‘Under sandet’ – og har fået prishæder oven i hatten, har det også været magtpåliggende for ham ikke konstant at blive forbundet med hans lyssky fortid.

Og han har generelt tøvet med at gå i alt for mange detaljer om sin kriminelle løbebane.

I dag er han etableret stjerneskuespiller med en international karriere, hvor han har spillet over for nogle af klodens største stjerner som Charlize Theron (‘Atomic Blonde’), Liam Neeson (‘Sidste stop’), Dwayne Johnson (‘Skyscraper’) og Colin Farrell (‘The North Water’).

Måske er det derfor, han nu er klar til at gå i flere detaljer om sin tid i fængslet og sine 10 domme for vold.

I hvert fald fortæller Møller åbenhjertigt i et afsnit af DR’s nye podcast ‘Fængsel’. Podcasten bestyres af Wilhelm Østergaard fra frisørsalonen Henri, der tidligere har haft podcasten ‘I stolen hos Henri’, som vi i januar hyldede for et fremragende interview med en anden ‘R’-skuespiller, Dulfi Al-Jabouri.

Wilhelm fik selv en fængselsdom for vold, da han var 17, og i sin nye podcast under DR-fanerne taler han med andre, der har afsonet tid, om hvad fængslet gør ved én.

Roland Møller er den mest prominente gæst i de foreløbigt fire afsnit, og hans fortælling er et lyt værd, hvis man er det mindste fascineret af dansk films vildeste grimme ælling-historie.

Skuespilleren fortæller blandt andet, hvordan han fik sin første fængselsdom – 30 dage i isolation i Odense Arrest – som 19-årig efter at være havnet i slagsmål med det meste af et karatehold på gågaden i Odense. Han og nogle venner havde startet bataljen ved at skyde isterninger i nakken på en flok skaldede fyre, og så var fanden ellers løs.

Senere beretter Møller, hvordan han startede sin seriøse kriminelle karriere ved at agere beskyttelse for de lokale pushere. I en scene som taget ud af ‘The Wire’ fortæller han, hvordan han først fik nogle unge rødder til at genere pusherne, hvorefter han som en frelsende engel trådte til med løfte om at kunne passe på dem.

Han røber også, hvordan han var med til at yde sikkerhed for konvojers færd over Fyn, og at pistol og skudsikker vest var en fast del af uniformen.

Før han var 30, havde han fået 10 domme for vold. I fængslet opnåede han en plads i toppen af hierarkiet, fordi han hurtigt satte sig på hashhandelen bag murene. Siden blev han talsmand for fangerne og fandt blandt andet en gammel paragraf i retsplejeloven, der tilsagde, at staten skulle betale for prostituerede til de fanger, der afsonede en straf på mere end fem år, og som ikke havde kone eller kæreste. Ikke overraskende gjorde det Møller til en populær mand blandt medfangerne!

Roland Møller fortæller også, at han var med til at orkestrere fire fangeflugter for andre indsatte, og hvordan han måtte tage forholdsregler, da han blev sat i fængsel sammen med nogle fyre, han selv havde tævet. Her blev han blandt andet truet med at få brækket sine knogler i så små dele, at han kunne trækkes ud af toilettet.

Roland Møller kom for sidste gang ud af fængslet, da han var 30, og han endte som elev på en musikhøjskole sammen med folk, der var mindst 10 år yngre. Her blev han efter en heftig druktur for første gang rigtigt set og tilgivet for, hvem han var, og det var et vendepunkt på et tidspunkt, hvor han godt vidste, at der skulle ske noget andet.

I podcasten fortæller Roland Møller også om, hvordan fængslet stadig sidder i ham og har præget ham som menneske, på godt og ondt. Han bekender sin dårlige samvittighed over for sine forældre, og han giver også sit råd til, hvad man skal gøre for unge mennesker, der sidder i fængsel i dag.

Det er på alle måder en interessant beretning.

Roland Møller er snart aktuel i Russo-brødrenes serie ‘Citadel’, der er en af de dyreste serier nogensinde. Han er også på rollelisten i Julie R. Ølgaards debut som instruktør, ‘Englemageren’.

‘Fængsel’ kan høres her eller i din podcast-app.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af