’The White Lotus’ sæson 2: Introsekvensen lover liderlighed og fordærv – man må vente længe på begge dele

’The White Lotus’ sæson 2: Introsekvensen lover liderlighed og fordærv – man må vente længe på begge dele
'The White Lotus' sæson 2. (Foto: HBO Max)

Første sæson af ’The White Lotus’ kunne få selv de privilegieblinde til at se klart. I en mere og mere ulige verden ramte seriens skaber Mike White en zeitgeist med sit mikrostudie af en gruppe uhyre rige amerikaneres verdensfjerne tidsfordrivelse på Hawaii.

Karaktermordet på USA ulidelige overklasse var umuligt at tage øjnene fra, og serien blev en af HBO’s mest anmelderroste serier i nyere tid og et overraskende sommerseerhit.

Nu kommer sæson 2 og dermed det obligatorisk spørgsmål: Hvordan følger man op på succesen uden at gentage sig selv? Mike Whites svar er, at man gentager ferieturen med USA’s rigeste one percent, men under nye, luftigere og lækre syditalienske omgivelser.

‘The White Lotus’ sæson 2. (Foto: HBO Max)

Sæsonen starter således igen som et mordmysterie (faktisk er der to lig) og tager os derefter en uge tilbage, hvor karaktergalleriet sejler ind til den sicilianske udgave af et White Lotus-hotel. Men da de først er kommet i land, fornemmer man hurtigt, hvordan serien har taget en anden farve og form i de nye omgivelser.

Første sæsons klaustrofobiske kultur- og klasseintriger mellem gæsterne og de ansatte på Hawaii er væk. »When in… Sicily«, må White have tænkt. Manuskriptforfatterens billede af det fattige Syditalien fremstår som et romantisk postkort med 60-70’er hits, panoramiske ture langs Middelhavet, gudesmukke villaer og kraftige machovinde. Ideen om Berlusconis Italien optræder som bagtæppe for sæsonens udforskning af moderne køn og parforholdsdynamikker.

Vi får serveret forskellen på mandeidealer i de tre generationer af Di Grasso-mænd, Bert (F. Murray Abraham), Dominic (Michael Imperioli) og Albie (Adam DiMarco). Mens de to ældste har kærligheden til ’Godfather’-patriarkatet og utroskab til fælles, lever blide og blåøjede Albie med Stanford-uddannelsen i kontrast til sit fædrene ophav.

Ideologiske modsætninger finder man også i de to gamle college-roommates Cameron (Theo James) og Ethan (Will Sharpe), som har taget deres respektive partnere Daphne (Meghann Fahy) og Harper (Aubrey Plaza) med til et luksuriøst gensyn. Når Harper som jurist arbejder med krænkelsessager og taler om, hvordan hun ikke kan sove på grund af verdenssituationen, falder det selvtilfredse svar fra Cameron og Daphne, at de ikke har lyst til at få deres lyserøde pengesky spoleret af de overdrevne nyheder eller bekymre sig om at stemme.

‘The White Lotus’ sæson 2. (Foto: HBO Max)

Sidst, men ikke mindst har Tanya (Jennifer Coolidge) trods begivenhederne i første sæson igen valgt at booke sig ind på en White Lotus-facilitet. Denne gang på elskovstur med sin mand Greg (Jon Gries), som hun mødte på Hawaii … og sin assistent Portia (Haley Lu Richardson), som Tanya på vanlig neurotisk vis hurtigt kommanderer til at holde sig ude af parrets åsyn.

Læg dertil to unge lokale call girls, som løssluppent spankulerer rundt på hotellet og udlever sugar girl-livet blandt de gæstende ældre mænd, og der burde være lagt i kakkelovnen til en masse komplikationer og kras satire. I de første fem afsnit, som denne anmelder har set, holder serien dog underligt længe formerne og, hvad værre er, for meget på overfladen i sin udforskning af vores køn og relationer.

Dominic kan midt i sin skilsmissekrise ikke holde sig fra unge kvinder. Portia er træt af verdens forudsigelighed og mænd formet af aktuelle diskurser. Albie vil gerne Portia, men står for meget af det, Portia vil væk fra. Trods et glimrende cast forekommer flere af karaktererne endimensionelle, og den mest uudgrundelige og interessante af dem, Tanya, er mest af alt med på en badebillet, fordi Jennifer Coolidge er så fantastisk i rollen.

Det føles ellers farligt spændende, når Cameron og Daphnes blanke bobletilværelse med plads til udenomsknalderi forekommer mere sund end Harper og Ethan fysiske kølighed. Ethan synes at have nok tilfredsstillelse i tidlige løbeture og Pornhub, mens Aubrey Plaza med sit blik fint spiller splittelsen mellem Harpers foragt og fristelse over for ultragiftige Cameron. Igen bliver det ved det latente og forbipasserende.

Seriens producer David Bernard har fortalt, at sæsonen er »inspireret af Bergman og Trier«. Man mærker den mere dramatiske tone, måske endda også sympati for flere af karaktererne, men de store moralske spørgsmål og den menneskelige smerte er kun svagt til stede. I hudfletningen af moderne parforhold kunne man passende skele til en anden Trier – Joachim, hvis man skulle være i tvivl – som i ’Verdens værste menneske’ langt bedre indfanger hverdagens små konflikter og får både sjov og sorg ud af kønsrollemønstrene.

Når nu man valgte at placere serien i Italien, hvorfor så ikke låne fra Paolo Sorrentinos satiriske portræt af overklassens eksorbitante livsstil og de eksistentielle spørgsmål, de afføder. Fylde hvert et billede ud med bombastiske æstetiske armbevægelser og provokerende liderlighed i stedet for seriens tilbageskuende, politisk ufarlige og lettere karikerede stedgengivelse, hvor selv motivet af de tilbagevendende sicilianske masker mister sin mystik.

‘The White Lotus’ sæson 2. (Foto: HBO Max)

Dermed ikke sagt, at den fråsende elite i ’The White Lotus’ behøver at drukne i deres eget champagneopkast som hos Ruben Östlund. Mindre kan gøre det.

Hvis nu bare noget af det barokke fordærv og den animalske liderlighed, introsekvensen er gennemsyret af, tittede mere frem. Den kommer først rigtigt til syne i femte afsnit, og det skal nok ende i en eller anden form for katarsis. Indtil da kører serien meget i det samme tilbagelænede tempo, og som fjerdedagen i strandstolen med aperol spritz på menuen begynder trætheden også at melde sig.

Der er hedonisme og visuel lækkerhed for alle pengene, men der mangler simpelthen vildskab, et mørke og en betændt konflikt mellem de forskellige modstillinger.

Der mangler også en generel klarhed over, hvad dælen Mike White vil sige om køn, sex og parforhold med sine karakterer, og hvorfor det bedre borgerskab skulle være de bedste repræsentationer til at få det frem. Ofte tager det ikke andre former end den varme luft i tarmene hos den gamle gris Bert, sexafhængigheden hos den lidt yngre gris Dominic og misogynien hos møgsvinet Cameron.

Og der kunne man trods alt godt bruge nogle flere nuancer.


Kort sagt:
Skildringen af de ulidelige, rige amerikanere har i trit med de nye sicilianske omgivelser mistet en del af den satiriske brod og den samfundsaktuelle skarphed til fordel for fortærskede mandefigurer og karakterfattige kvinder blandt badeferiestemning og tilbagelænet lækkerhed.

Anmeldt ud fra de første fem afsnit.

’The White Lotus’ sæson 2. Serie. Hovedforfatter: Mike White. Medvirkende: Jennifer Coolidge, Aubrey Plaza, Theo James, Haley Lu Richardson, Michael Imperioli. Spilletid: 7 afsnit á 60 min. Premiere: 31. oktober på HBO Max
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af