‘Bad Bitch’-skaber Diêm Camille har sparket en lukket dør op: »Jeg havde brug for at bevise over for Danmark, at de her mennesker eksisterer derude«

Serieskaber og skuespiller Diêm Camille har savnet mørke mennesker på skærmen hele sit liv. Hun håber, at den DR-aktuelle ‘Bad Bitch’ kan være med til at rykke på diversiteten i den danske film- og tv-branche.
‘Bad Bitch’-skaber Diêm Camille har sparket en lukket dør op: »Jeg havde brug for at bevise over for Danmark, at de her mennesker eksisterer derude«
Diêm Camille. (Foto: Malene Nelting)

Da traileren til P3-serien ‘Bad Bitch’ landede, skrev jeg i en nyhedsartikel, at serien »gav zero fucks for følelser«. Hvilket på mange punkter ikke kunne være mere forkert. 

»Hele serien handler om at nå ind til sin egen sårbarhed. Det er den eneste måde, hvor du kan være den her stærke selvstændige bad bitch«, fortæller 30-årige Diêm Camille mig om seriens titel og budskab, da jeg fanger hende på telefonen. 

Ud over at spille hovedrollen har hun skabt og i samarbejde med Asger Kjær skrevet ‘Bad Bitch’, der ikke ligner noget, vi har set i det danske mainstreamlandskab. 

Stort set hele castet består af afrodanske skuespillere i alle aldre, der bliver diskuteret racisme, sprogbrug og fejret familiefødselsdag med traditionelt tøj og ivorianske flag. Selv på det tekniske plan har det været afgørende, at eksempelvis den mørke hud bliver iscenesat og belyst helt rigtigt og flatterende.

Diêm Camille i ‘Bad Bitch’. (Foto: Stephanie Stål Axelgård/ DR)

Ideen til serien opstod i forbindelse med en mangfoldighedsworkshop arrangeret af DR Ung, hvor seriens forfatter var med til at pitche en idé, der senere blev til et seriemanuskript hjulpet på vej af både medforfatteren, input fra seriens instruktør Patricia Bbaale Bandak og et samlet »badass« hold. Men ud over den rigtige idé har det krævet årevis af hårdt arbejde og timing at få ‘Bad Bitch’ ud på de danske skærme. 

Vi følger først og fremmest Diêm Camilles hovedkarakter Nikki, der som hende selv er afrodansker med ivoriansk baggrund. Hun ejer en salon sammen med sine bedste venner Gaia (Majii Claire) og Pascal (Mark Ivan Serunjogi), hvor hun også bor i baglokalet.

Den bliver frekventeret af mænd, som bliver hidkaldt af den vilde singlekvinde for nydelsens skyld og helst uden for mange følelser. Indtil Nikki genoptager kontakten med sin gamle ven Ade (Joram Johan Paolo), der især tvinger hende til at konfrontere sit svære forhold til sin familie og tage sin egen indre bad bitch op til revision. 

Om mørke med mørke

‘Bad Bitch’ udspiller sig omkring en afrosalon ejet af tre tætte venner. Hvad tiltrak dig ved det miljø? 

»Jeg havde lyst til at se noget let, sjovt og friskt på dansk tv. Jeg havde egentlig en anden idé til at starte med, men jeg kunne mærke, at jeg ikke følte, timingen var rigtig«. 

»Ud fra en oplevelse, jeg havde haft på en afrosalon, tænkte jeg, at det kunne være en fed arena, som et sted der betyder enormt meget for den afrikanske og afrodanske kultur. Et mødested og hyggested, hvor man også får noget omsorg gennem håret af nogen, som faktisk ved, hvad de skal gøre med det, ikke er bange for det og respekterer det. Sætter ens krone et sted, hvor man kan føle sig velkommen, som man ikke altid kan føle i almindelige danske saloner«. 

»Afrosalonen betyder enormt meget, så jeg havde også lyst til, at det skulle betyde meget for karaktererne. Symbolisere et univers, de har prøvet at skabe, fordi det, de lever i, ikke altid føles, som om, det er skabt til dem. Så det var en verden i en verden, et Danmark i et Danmark«.

Det er en arena, der har en meget specifik betydning for nogle grupper, mens andre muligvis kun har set nysgerrigt med udefra  – hvordan spiller det ind i den historie, serien gerne vil fortælle? 

»Jeg havde brug for at bevise over for Danmark, at de her mennesker også eksisterer derude. Men samtidig skulle serien ikke kun handle om, at det var en struggle, men også vise, hvor fedt det også kan være at være afrodansker, at skille sig ud, lave larm, grine højt og svinge med fletningerne – indtage Føtex i fuldt flor og blingbling, som man ser i serien«.

‘Bad Bitch’. (Foto: Stephanie Stål Axelgård/ DR)

»Vi havde behov for at vise det gængse liv for en minoritetetnisk person, og jeg ville gerne skabe en serie ud fra mit ivorianske perspektiv. Det, jeg havde brug for og manglede, da jeg voksede op, som jeg altid søgte i amerikanske film og tv-serier«. 

»Men hvorfor er det kun der, den slags findes? Vi er jo også her i Danmark. Hvis de kan, så kan vi fandme også. Det har taget sin tid, men jeg føler, at vi har skabt noget dansk kultur og bidraget ved at vise de eksistenser, der faktisk er her, men som ikke altid bliver set«.

Respekt frem for alt

Har I lavet serien på en anden måde, end man normalt gør? Også med øje for at nuancere så meget som muligt?

»Det, der har været allermest af på den her produktion, har været respekt. Respekt for den kultur, folk er med til portrættere, de mennesker, der skal portrættere kulturen på skærmen, og menneskerne bag skærmen, som skal stable det på benene«. 

»Respekt for og hos dem, der har filmet og fundet de gode vinkler til at belyse vores ansigtstræk på en særlig måde. Det har været enormt givende, og jeg er så taknemmelig for, at det lige var de mennesker, vi endte med. For ellers var serien ikke blevet, som den er«.

Du har haft en medforfatter i DR’s Asger Kjær, hvordan har det været at samarbejde om en så personlig historie? 

»Asger er vildt dygtig, omsorgsfuld og mega grineren. Han har nærmest været min professor og så god til at give mig plads og vise respekt for min kultur, mit ophav og min måde at se verden på. Uanset hvilken idé jeg har haft, har han enten udfordret den eller gjort den lidt bedre, lidt skarpere«. 

»Samtidig har han også vist respekt for de ting, jeg absolut ville have med«.

‘Bad Bitch’. (Foto: Stephanie Stål Axelgård/ DR)

Hvilke emner var afgørende for dig at have med?

»Serien startede ud som en komedie, og så blev det til en dramedy. Der var meget mere om det unge vilde sexliv, hvor mænd er disposible. Men jeg havde behov for også at portrættere en kvinde, der dealer med noget angst«. 

»Hvis jeg ikke også havde de ting med, som jeg længe har manglet at se, ville jeg ikke kunne stå inde for serien. Jeg lider selv af angst og OCD, så det havde jeg behov for at portrættere på en bestemt måde. Vise et kompliceret familieforhold. Jeg havde brug for en kærlighedshistorie med to afrikanske mørke mennesker, hvor de ikke er enige om n-ordet for eksempel«. 

Det ord og den samtale er både kontroversiel og opsigtsvækkende som scene, hvorfor var den vigtig at have med? 

»Den samtale var alle enige om var virkelig vigtig. Den behøvede ikke være lang. For det er enormt fedt at se to mørke diskutere så politisk, historisk og racistisk et ord, men have vidt forskellige holdninger og måder at anskue det på. Den samtale fungerer meget bedre med de to, end den havde gjort, hvis det havde været en hvid dansk mand og Nikki. Den viser Danmark, at vi altså ikke er en homogen gruppe«. 

20 års ventetid

Der er vel også nogle negative skildringer, I gerne vil gøre op med? Hvordan er det at være den, der har fortællerollen og styrer samtalen? 

»Jeg føler, at vi har skabt noget, som skulle være blevet skabt for 20 år siden. Der er en sorg i, at det først sker nu, men samtidig er der også noget empowering ved, at det faktisk sker. At timingen endelig er der – post Black Lives Matter-bevægelsen, post MeToo-bevægelsen. Der sker sgu noget. Der er ringe i vandet«. 

Var der et tidspunkt, hvor du virkelig kunne mærke, at I med serien var i gang med noget særligt?

»Jeg var nervøs helt op til første optagedag. Men instruktøren Patricia (Bbale Bandak, red.) var til rigtig god til at sidde med os allesammen og sige med sin super blide stemme: ’Ved I hvad, guys. Det her det er så vigtigt. Ved I hvad, vi laver lige nu? Vi skriver historie. Og ved I hvad? Vi skal så meget fejre det. Men først så skal vi på arbejde’«. 

»Der var bare den her ‘it’s possible’-atmosfære, hvor jeg kunne mærke, at alle var turned up og klar. Dagen før vi skulle optage, sad jeg med et billede af mig selv, fra da jeg var lille. Jeg har vidst, jeg ville være skuespiller, siden jeg var ti. Så jeg havde lige et behov for at kigge på mig selv og være sådan lidt – ‘Wow, alt det der er sket. Like, that’s crazy’. Og så røg der lige nogle tårer«. 

»At skulle kæmpe så hårdt for sin drøm og føle, at for hver dør, man prøver at åbne, så er der lige en, der holder en fod foran døren, så man nærmest skal sparke den op. Men det føler jeg, vi har gjort nu«. 

Der er vel også udfordringer forbundet med at sparke en dør ind. Har det været inden, eller har det også været undervejs?

»Det har taget mig næsten to år at komme igennem med noget hos DR. Det har hele tiden været noget med timing. Det kan være enormt provokerende, men også sindssygt vigtigt. Jeg sørger for hele tiden at være i gang med et eller andet. For jeg kan ikke sidde stille. Eller det kan jeg godt. Men ikke når det kommer til filmbranchen«.

»Jeg kan ikke vente på, at nogen giver mig en rolle, jeg bliver nødt til at arbejde for det. Det er ikke altid fedt at skulle arbejde så hårdt for at give sig selv muligheder. Men samtidig trøster jeg mig med, at hvis jeg giver mig selv muligheder, så giver jeg også alle andre muligheder«. 

Men forstår Mads Mikkelsen mig?

Du har ønsket at skabe en serie, du selv har manglet. Hvorfor er det så vigtigt at føle, at man bliver set ved at se sig selv repræsenteret på en skærm?  

»Det er en oplevelse af hele tiden at føle, at når jeg bidrager til den danske kulturscene, går i teateret, ser biograffilm, tv-serier og på museum, så ser jeg noget, og jeg kan godt genkende og relatere til det, men der mangler en gensidig forståelse«.

»Jeg kan da sagtens forstå Mads Mikkelsens karakter, der bliver pissevred over, at hans kone er utro. Jeg kan sagtens relatere til de følelser, men forstår hans karakter mig? Hvis han havde været afrikaner, hvis det havde været en skuespiller fra mit eget land, der havde sagt og gået igennem de samme ting som i ’Druk’ , havde jeg så følt mig mere set? Ja. Fordi når jeg kigger ud, så ser jeg jo folk som mig. Men når jeg så tænder for skærmen, eller går i biografen og ser en dansk film eller åbner et magasin, hvor fanden er jeg så henne?«

»Jeg manglede at se nogle, der lignede mig, for at kunne føle mig forstået«. 

Diêm Camille. (Foto: Anne Marie Jo)

Hvilke reaktioner har du fået i forbindelse med premieren? 

»Jeg har fået så mange. Jeg bliver glad og rørt hver gang. Når andre mørke mennesker, afrikanere, skriver til mig og er sådan ’Tak. Jeg har manglet det her hele mit liv’, føler jeg virkelig, serien har gjort en forskel«. 

»Det kan gøre mig trist, at så mange har manglet det, og der bare ikke er blevet gjort noget. Men samtidig bliver jeg så glad, fordi vi har jo gjort det sammen på en måde. Marcheret på gaderne og demonstreret. Når folk kæmper for sig selv og deres familier, skaber det jo ændringerne. Jeg føler vitterligt, at den her serie er vores allesammens«.

»Der er også så mange hvide unge kvinder, der skriver til mig, og når det er sådan ‘Den der scene, det var seriøst mig’, bliver jeg så glad, for så ved jeg, at vi har bevist noget. Det er en kæmpe gave at få lov til at synliggøre de mennesker, der ikke har følt sig set på en skærm, samtidig med at man kan nå ud til den brede befolkning. Det har vi så gjort og med så mange mørke mennesker i castet. Vores hold fortjener det største euforiske shoutout for at have bekræftet så mange menneskers eksistens og drømme«. 

Hvad håber du, ‘Bad Bitch’ kan være med til at ændre? 

»Jeg vil gerne derhen, hvor det bliver normaliseret at se en mørk hovedrolle på dansk tv. At vi bare kan få lov til at lave film sammen og ikke i klumper af grupper og venner og miljøer, men sammen«. 

For mig er det enormt livsbekræftende at se en mørk familie skildret, som den bliver i ‘Bad Bitch’. På en dansk tv-skærm, på en af de største tv-kanaler i Danmark. Det får mig til at tænke: Dreams come true. Alt er muligt. Det kan tage fucking lang tid, men alt er muligt«. 

‘Bad Bitch’ kan ses på DR TV.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af