’Rimini’: Europæisk provocateur har skabt et af de mest sølle røvhuller længe set på film
Richie Bravo har ramt bunden.
Det ene øjeblik står han fordrukkent på scenekanten i sit stiveste puds, mens han forfører dusinvis af blegfede, ældre østrigske kvinder med sin følelsesfulde vokal. I det næste ligger han på ryggen og udfører oralsex på en af selvsamme, mens han trygler hende om at dominere ham. Mod betaling naturligvis.
Vi møder første gang den fallerede Schlager-sanger i de østrigske forstæder, slæbende på en tung kuffert og med en sprutflaske i hånden. Moren skal begraves, den demente far besøges.
Det virker som ren rutine for den afdankede popsanger, hvis succes for længst har passeret sidste salgsdato. Særligt da han med ét forvandler morens begravelse til en narcissistisk showcase-koncert for sig selv under påskud af at ville ære moren med kærlig, østrigsk skønsang – og for at overdøve farens udbrud af nazi-marchsange, der løber som en kold understrøm gennem filmen og antyder en grum fortid, som forfølger den usympatiske Richie.
Ulrich Seidls enigmatiske hovedkarakter i ’Rimini’ – den provokerende østrigske instruktørmesters første fiktionsfilm siden ’Paradis’-trilogien – er en mand, der er fanget af fortiden. Et øretæveindbydende røvhul, man alligevel ikke kan tage blikket fra.
Vi møder Richie Bravo i ruinen af et tidligere ferieparadis i Rimini i Italien, hvor han bor uden for sæson i den tågeomsluttede skygge af mennesketomme hoteller. Han lever fra hånd til mund ved at sælge sig selv – musikalsk og seksuelt – til den forsvindende skare af østrigske kvinder, der stadig kan huske ham for hans storhedstid som popsanger.
Nogle af dem har ham så kær, at de betaler i dyre domme for at leje hans ’Richie Bravo-villa’ og komme helt tæt på sangeren.
Han fremviser stolt villaen, hvor væggene prydes af billeder af ham selv som ung. Et tempel til ikondyrkelse. Men som tilskuer ser man snarere et mausoleum over det liv, der blev skyllet ud i afløbet og nu er reduceret til en lang repetition, når Richie – iført pelsfrakke, slangeskindssko og afvasket wifebeater – vader rundt mellem hotelværelser og snuskede konferencelokaler for at prostituere sig selv og sit talent.
Alligevel er det først, da Richie uforvarende lægger an på sin voksne datter, som er kommet for at opkræve alle de børnepenge, han ikke har betalt i årenes løb, at man for alvor mærker afgrunden for hans fødder.
Man aner en velkendt, opbyggelig forsoningsfortælling á la ’The Wrestler’ i horisonten, men er man bekendt med Seidls særegne stil af iskold kynisme, distancerede tableauer, fejlbarlige karakterer og kulsort humor, vil man vide, at den slags ikke hører hjemme i instruktørens univers.
Seidl er langt mere interesseret i at udforske, hvordan karaktererne alle er formet af traumer fra deres barndom, når de bristede drømme og fortrængte minder pibler op til overfladen.
Han blotlægger sit hjemlands nazistiske fortid – symboliseret ved Bravos far, hvis svigt kaster lange skygger over resten af filmen – og borer sin kniv dybt ind i såret. At Schlager-genrens naive bekymringsfrihed og insisterende livsglæde kan ses som en nations ihærdige forsøg på at bortvaske den plettede fortid, fungerer som et stærkt symbolsk lag i filmen.
Filmens holdepunkt er Michael Thomas’ fantastiske præstation, der både formår at gøre Bravo til en fascinerende figur fuld af indre modsætninger og samtidig beholde fornemmelsen af et spøgelse, som svæver gennem tilværelsen.
Alligevel er det, som om Seidl aldrig helt får brudt igennem karakterernes panser, fordi han har for travlt med at udstille dem i statiske tableauer. Så når han i håndholdte scener alligevel forsøger at fremkalde følelser, klinger det hult.
Det bliver en pointe, at intimiteten mellem karaktererne er ikkeeksisterende. At deres traumer umuliggør nærhed og varme, som i stedet er reduceret til kolde transaktioner. Filmens insisterende trøstesløshed udfordrer til tider karakterstudiet, der savner humor, som ikke sker på bekostning af karaktererne, men med karaktererne.
Her viste en beslægtet film som ’Red Rocket’ vejen frem med sin lige dele morsomme og hjerteskærende skildring af et underligt elskværdigt røvhul. Det hele behøver ikke altid være så arthouse-alvorligt.
’Rimini’ fungerer dog stadig som et kompromisløst indblik i en krakeleret karakters sammenbrudte verden. Man glemmer ikke Richie Bravo og Rimini lige foreløbigt.
Kort sagt:
Michael Thomas leverer en fantastisk præstation som den øretæveindbydende schlager-sanger Richie Bravo, der hjemsøges af sin trøstesløse fortid.