Filmhistorien er fyldt med eksempler på, hvordan deadlines og studiechefers lange pilfingre kan være dræbende for instruktørers kunstneriske kontrol over deres projekter.
Og hvis man selv har siddet tilbage efter at have set en film i biografen og følt, at der enten manglede noget, eller at en scene måske virkede malplaceret, er der en vis sandsynlighed for, at det ikke har været instruktørens endelige vision og version, man har oplevet.
I andre tilfælde er det lige netop reaktionerne fra publikum, der gør, at en instruktør aktivt vælger at gå tilbage i klippestudiet for at lave de nødvendige ændringer, inden deres film får bred premiere.
Et af de nyeste eksempler på sidstnævnte kommer i form af Alejandro González Iñárritus aktuelle ’Bardo’, hvis hårde modtagelse ved verdenspremieren på de prestigefulde filmfestivaler i Venedig og Telluride fik den mexicanske auteur til at booke en ny tid i klipperummet. Her fjernede han 22 minutter af det oprindeligt knapt tre timer lange epos.
Under alle omstændigheder kan den garvede Iñárritu trøste sig med, at han ikke er den eneste gennem filmmediets godt 130 år lange historie, der af den ene eller anden grund har måtte finde saksen og limen frem.
Mestre som David Fincher, Ridley Scott og Stanley Kubrick har også været der – tilmed ufrivilligt. Vi kigger på nogle af filmhistoriens mest berømte eksempler.
1. ’Der letzte Mann’ (1924)
F. W. Murnaus klassiske stumfilmsdrama er et fremragende eksempel på, hvordan de store filmstudier har blandet sig i det mest af filmmediets levetid.
Murnau og manuskriptforfatter Carl Mayer ønskede nemlig, at deres film om en stolt dørmand, der bliver degraderet til at betjene et luksuriøst hotels badeværelse, skulle ende tragisk med hans død.
Cheferne hos det store tyske studie UFA pressede dog duoen til at finde på en mere lykkelig slutning, så filmen kunne tjene flere penge.
Derfor ændrede Murnau og Mayer slutningen til en kynisk en af slagsen, hvor dørmanden ender med at arve en helvedes masse penge fra en rig mexicansk gæst, mens de også blev presset til at ændre titlen fra ’The Last Man’ til ’The Last Laughter’, som filmen er kendt som på engelsk.
2. ’The Passion of Joan of Arc’ (1928)
Fortællingen bag et af filmhistoriens største mesterværker er et sandt mirakel.
Carl Theodor Dreyers magnum opus ’The Passion of Joan of Arc’ var gennem en sejlivet proces, efter den fik sin danske debut i Palads i 1928. Den senere premiere i Paris blev udskudt på grund af protester fra adskillige franske nationalister, der klagede over, at Dreyer hverken var katolik eller fransk, og at der gik rygter om, at den amerikanske skuespiller Lillian Gish skulle portrættere deres elskede skytshelgen.
Derudover beordrede ærkebiskoppen af Paris og flere regeringscensorer, at filmen skulle klippes om, hvilket Carl Theodor Dreyer til sin store frustration ikke blev involveret i.
Da Dreyers oprindelige negativ af filmen senere blev ødelagt i en brand, måtte han forsøge at lappe en ny sammen – som også gik tabt i en brand.
I 1980’erne blev den oprindelige uredigerede version af ’The Passion of Joan of Arc’ fundet i en pedels skab på et psykiatrihospital i Norge.
3. ’Freaks’ (1932)
Folk var ikke beredte på Tod Brownings kontroversielle gyserfilm ’Freaks’ i 1932.
Det mente cheferne hos Metro-Goldwyn-Mayer i hvert fald ikke, da de valgte at sakse en halv time af filmens godt halvanden times længde mod Brownings ønske.
Og de var måske heller ikke helt galt på den, da testpublikum udtrykte ubehag over ’Freaks’ groteske indhold og brug af ægte ‘freaks’. Flere besvimede angiveligt under testvisningen eller fik det dårligt, mens der også gik rygter (!) om, at en gravid kvinde mistede sit ufødte barn.
Efter flere udvandringer fjernede MGM ’Freaks’ fra biograferne, og filmens negative omdømme ødelagde efterfølgende Tod Brownings karriere. I 1960’erne blev den fundet frem igen, og den er siden blevet kult.
4. ’2001: A Space Odyssey’ (1968)
Stanley Kubricks science fiction-mesterværk ’2001: A Space Odyssey’ er en legendarisk slow-burn – en af filmhistoriens største mesterværker.
Men selv Kubrick blev bekymret for, at den måske alligevel var en anelse for langsom, og at det ville medføre, at biografgængerne blev rastløse ved dens brede premiere i 1968.
Det skyldtes til dels også, at filmens første testpublikummer var en del ældre end den efterfølgende unge counterculture-skare, der blev store fans af filmen (måske også på grund af filmens famøse psykedeliske Stargate Sequence?).
Efter premieren fik ’2001’ kritik for at afvige fra traditionel historiefortælling, hvilket fik Kubrick og klipper Ray Lovejoy til at bruge fire dage på at stramme op. 17 minutter blev skåret fra, som angiveligt ligger i en Warner-ejet saltmine et sted.
Ud af respekt for Stanley Kubricks ønske om aldrig at vise slettede scener fra hans film, får man dem desværre nok aldrig at se.
5. ’Apocalypse Now’ (1979)
Optagelserne til Francis Ford Coppolas Vietnamkrigs-epos ’Apocalypse Now’ var helvede på jord.
Det samme gælder tiden op til dens premiere ved filmfestivalen i Cannes, hvor Coppola forinden havde vist et ufærdigt cut til 900 mennesker, som ikke tog godt imod den.
United Artists var bekymrede for at lade den ufærdige version af ’Apocalypse Now’ screene på Cannes, men siden Coppolas ’The Conversation’ havde vundet Guldpalmen i 1974, takkede han personligt ja – med en måned til premieren.
Så kom Francis Ford Coppola på overarbejde og fik arrangeret flere snigpremierer på filmen i forskellige længder, heriblandt til USA’s daværende præsident Jimmy Carter i Det Hvide Hus.
Det endelige, men stadig ufærdige cut, blev fløjet direkte til Cannes, hvor ’Apocalypse Now’ blev mødt med stående bifald og kontroversielt vandt Guldpalmen sammen med Volker Schlöndorffs ’The Tin Drum’.
6. ’Heaven’s Gate’ (1980)
I 1978 skabte den nu afdøde amerikanske instruktør Michael Cimino et af de mest uforglemmelige portrætter af Vietnamkrigen med ’The Deer Hunter’. To år senere så det ud, som om hans karriere i Hollywood var forbi.
Den ellers mesterlige western ’Heaven’s Gate’ blev et gigantisk flop og indtjente kun 3,5 millioner dollars på et 44 millioner stort budget, hvilket nær nedlagde studiet United Artists.
Ciminos første cut af filmen varede fem timer og 20 minutter (!), hvilket efter hans eget udsagn »nok var 15 minutter længere, end hvad final cut ville være«. Sammen med et overskredet budget var det set fra chefernes side fyringsgrundlag, men efter at have brugt hele sommeren på at klippe filmen ned til tre timer og 39 minutter blev ’Heaven’s Gate’ endelig udgivet i 1980.
Siden er den blevet reevalueret af kritikere og står som en af de bedste amerikanske film nogensinde.
7. ’Blade Runner’ (1982)
Ridley Scotts ’Blade Runner’: filmen med de syv versioner.
Der findes ikke mange film, der har lige så mange fanfortolkninger som Scotts kult-sci-fi med Harrison Ford som den replikant-jagende betjent Rick Deckard.
Det skyldes i høj grad, at ’Blade Runner’s theatrical cut ikke var den version, som den nu 85-årige instruktør ville have, at publikum skulle se. Ved test-screenings fandt publikum handlingen forvirrende, så pengemændene besluttede, at der skulle en rædderlig voiceover til, indtalt af en ugidelig Ford.
Derudover forlangte Warner også en mere opløftende slutning end Ridley Scotts oprindelige, der lagde op til fanteorien om, at Deckard selv er replikant.
I sidste ende er det såkaldte ’Final Cut’ på 117 minutter den eneste version af ’Blade Runner’, hvor Scott har haft fuld kunstnerisk kontrol over sin film. Og det er bestemt også den, man skal se.
8. ’Dune’ (1984)
Frank Herberts episke science fiction-bogserie ’Dune’ vandt ny popularitet med Denis Villeneuves visuelt overdådige filmatisering sidste år. Og det til trods for, at Herberts intrikate univers har været notorisk svært at gengive i filmisk format.
Tag blot den kontroversielle arthouse-instruktør Alejandro Jodorowskys mislykkede forsøg i midt-70’erne, hvilket i stedet affødte en enormt interessant dokumentar i 2013 under navnet ’Jodorowsky’s Dune’.
I 1980’erne stod historien om Paul Atreides og planeten Arrakis igen for skud, da David Lynch, høj på sin succes fra ’The Elephant Man’, kastede sig over bæstet ’Dune’.
Lynch’s rough cut var uden postproduktion-effekter og havde en længde på over fire timer til Universals forskrækkelse, da studiet gerne så, at filmen blev klippet ned til to timer, som i forvejen ville være en time kortere end David Lynch’s oprindelig intention.
’Dune’ fik skåret adskillige scener fra, hvor der i stedet blev optaget nye, som skulle simplificere plottet, mens der også blev indtalt voiceovers og en ny introduktion.
Siden har Lynch frakendt sig filmen.
9. ’Brazil’ (1985)
De længder, som Monty Python-medlemmet Terry Gilliam gik for at få vist det rigtige cut af sit dystopiske science fiction-mesterværk ’Brazil’, er comedy-guld.
Universal Pictures-chef Sid Sheinberg, som stod for den amerikanske distribution, insisterede på, at Gilliams film skulle redigeres drastisk. Heriblandt, at den skulle gøres meget kortere og have en mere positiv slutning, der ville passe bedre til de amerikanske biografgængere.
Så bag Terry Gilliams ryg blev der lavet et alternativt cut af ’Brazil’. Det gjorde ham mildest talt rasende og fik ham til at vise sin originale 142 minutters-udgave privat til lokale kritikere og filmskoler. Men det stoppede ikke der.
Gilliam opkøbte en hel side i Variety, hvor der ikke stod andet end: »Kære Sid Sheinberg. Hvornår udgiver du min film ’Brazil’? Terry Gilliam«.
Efter filmen vandt priserne for ’bedste film’, ’bedste manuskript’ og ’bedste instruktør’ af Los Angeles Film Critics Association, gav Universal sig, og der blev lavet et 132-minutter cut under Terry Gilliams supervision.
10. ’Alien 3’ (1992)
David Finchers første spillefilm var tæt på at blive hans sidste.
Efter at have arbejdet som specialeffekt-kameramand på ’Return of the Jedi’ og ’Temple of Doom’ gjorde Fincher sig stort bemærket som instruktør af musikvideoer, hvor han blandt andet modtog priser for sit arbejde med Madonna på numrene ’Express Yourself’ og ’Vogue’.
Spillefilmdebuten skulle dog vise sig at blive en del anderledes, end han havde håbet, da Fincher blev smidt hovedkulds ind i produktionen af ’Alien 3’, der allerede havde set to instruktører og to manuskriptforfattere søge mod bagdøren. Under de katastrofale optagelser var der konstant mænd i jakkesæt på filmsettet, der holdt øje med alt, hvad Fincher foretog sig.
Efter en negativ test-screening krævede 20th Century Fox, at David Fincher ændrede filmens slutning. Det medførte, at han forlod projektet, og en masse scener blev skudt om. Senere udkom Finchers egen ’The Assembly Cut’, som godt nok stadig har sine mangler, men er det tætteste, man kommer på instruktørens oprindelige vision.
Tre år senere lavede David Fincher den mesterlige thriller ’Seven’. And the rest is history.
11. ’Event Horizon’ (1997)
Paul W.S. Anderson er næppe kendt som en stor filmkunstner, men man kan ikke tage fra den 57-årige brite, at han har sans for overdådig scenografi og specialeffekter.
Andersons diabolske sci-fi ’Event Horizon’ er ingen undtagelse med dens fordømte dødsrige i det ydre rum, hvor Sam Neill og co. bliver udsat for grusomme forulempelser, efter porten til helvede bliver åbnet.
Det første, temmeligt ufærdige rough cut af Paul W.S. Andersons film rystede mildest talt cheferne fra Paramount, der krævede, at den godt to timer-lange film blev skåret ned til 90 minutter. Samtidig var den nærmest sadistiske vold i ’Event Horizon’ angiveligt så grafisk, at flere af de første testpublikummer besvimede under en screening.
Som standard har instruktører, med garanti fra Directors Guild of America, 10 uger til at klippe deres første cut, men Anderson fik kun seks uger, da Paramount gerne ville have en hitfilm, inden ’Titanic’ havde premiere.
’Event Horizon’ var en fiasko ved billetlugerne, men er senere blevet en kultfilm og står som et undervurderet science fiction-værk.
12. ’Kingdom of Heaven’ (2005)
Ridley Scott er kendt for at lave grandiose film til grandiose pengesummer. Og oven på kæmpesucceser som ’Gladiator’ og ’Black Hawk Down’ i starten af 00’erne skulle man tro, at Scott var urørlig og kunne gøre, hvad han ville.
Det episke historiske drama om korstogene i ’Kingdom of Heaven’ endte dog med at blive en hovedpine for briten, da filmen klarede sig mindre godt i USA end i Europa, fordi den var blevet promoveret som et kærlighedsdrama i stedet for en meditation over religiøs konflikt.
Versionen, som ramte biografernem var godt 45 minutter kortere end Scotts oprindelige og fulgte en langt simplere plotlinje, som han var meget utilfreds med. Den modtog da også blandet kritik fra anmelderne, men da Ridley Scott superviserede et director’s cut i 2005 på 194 minutter, blev kritikken langt mere positiv, nu hvor puslespillet endelig var blevet samlet.
13. ’Southland Tales’ (2006)
Efter Richard Kelly fik sit gennembrud i 2001 med den fremragende kultklassiker ’Donnie Darko’, var forventningerne store til den amerikanske instruktørs næste projekt.
Det viste sig til gengæld at blive en noget anden historie med den dystopiske komedie-thriller ’Southland Tales’, der udover at blive mødt med negativ kritik fra anmelderne også kun indtjente godt 375.000 dollars på et 17 millioner dollar stort budget.
Til Richard Kellys store overraskelse tog filmfestivalen i Cannes med glæde imod hans rough cut af filmen på 160 minutter, som hverken var klippet færdig eller indeholdt alle de visuelle effekter, og inkluderede den i konkurrencen om Guldpalmen.
Da ’Southland Tales’ efterfølgende endte i finansierings-limbo, blev Kelly nødt til at skære 25 minutter fra i bytte for de sidste visuelle effekter. Resultatet blev en ambitiøs feberdrøm, og siden har man ikke hørt meget til Richard Kelly, der dog har overvejet at forvandle filmen til en serie.
14. ’Margaret’ (2011)
I dag er Kenneth Lonergan nok bedst kendt som instruktøren bag ’Manchester by the Sea’, der blev nomineret til seks Oscars og vandt for bedste originale manuskript til Lonergan og bedste skuespiller til Casey Affleck.
Den 60-årige instruktør kom dog fra en usædvanligt smertefuld produktion med det psykologiske drama ’Margaret’, der endte i en bitter strid mellem Lonergan og pengemændene, som ville have en langt kortere version, end hvad han så sig i stand til at levere. Den tiltænkte version var på 194 minutter, men blev klippet ned 144.
Efter seks år og flere sagsanlæg fik filmen endelig premiere, men kun i et meget begrænset omfang. Undervejs fik Kenneth Lonergan hjælp fra ingen ringere end Martin Scorsese og en dedikeret online-underskriftindsamling fra kritikeren Jaime Christley.
15. ’Bardo’ (2022)
Det leder os frem til nutiden og Alejandro González Iñárritus ’Bardo’, der som nævnt fik en hård medfart ved efterårets filmfestivaler i Cannes og Telluride, hvorefter Iñárritu besluttede sig for at fjerne 22 minutter fra sit selvportræt, mens han også tilføjede en ny scene.
I et interview med Indiewire fortæller den 59-årige mexicaner, at han grundet deadlines ikke nåede at vise filmen til venner og familie, så første gang, han faktisk så ’Bardo’ med et publikum, var sammen med 2.000 mennesker i Venedig.
Første cut af den mexicanske Oscar-kandidat var angiveligt over fire timer lang, men Alejandro González Iñárritu insisterer på, at længden på filmen ikke var hans største bekymring.
»Jeg har set film på 80 minutter, som er for lange, og film på tre-en-halv time, som ikke er lange nok«, fortæller han til Indiewire.
Og der kan være noget om snakken.