’I Wanna Dance With Somebody’: Castingen er gået helt galt i ny film om Whitney Houston
’I Wanna Dance With Somebody’ vil gerne være en hyldest til ét af verdens største sangtalenter, men Whitney Houstons liv var dobbeltsidet som Harvey Dent i Batman. Den ene side smuk og fyldt med håb – den anden side klam og ødelagt.
Sangerens liv var fyldt med misbrug og omsorgssvigt. Det bliver tacklet i den nye spillefilm ved at glide hen over det, som en hest på skøjter med bind for øjnene glider hen over is.
Den utåleligt lange biopic på næsten to en halv time er opbygget på samme måde som en stak glade postkort, der er sendt over en periode på 40 år. Det er enkeltscener fra et helt menneskeliv, hvor filmen trods sin længde ikke formår at komme i dybden med den åbenbaring og tragedie, der var Whitney Houston.
I ’I Wanna Dance With Somebody’ hyldes Whitney Houston ikke bare for sit sangtalent, men også som en hjertevarm mor, der vil sit barn det bedste. For de af os, der kan huske billederne fra narko-badeværelset (i det hjem, Bobby Kristina voksede op i) og crack is whack-interviewet, er det ikke bare dårlig smag. Det er et slag i ansigtet på dem, der er vokset op med misbrug.
Hvorfor hun i det hele taget ender som narkoman, går filmen ikke ned i. Pludselig sidder hun bare derhjemme og tager coke i sofaen. Det har den fremragende dokumentarfilmen ’Whitney’ fra 2018 ellers et godt bud på. Whitney blev angiveligt misbrugt som barn af et kvindeligt familiemedlem.
Filmen om Whitney Houston starter i relationen til to kvinder.
Moren, der selv er sanger, træner sin lille pige med det kæmpe talent. Morens stolthed og kærlighed portrætteres rørende af Tamara Tunie. Og Robyn (Nafessa Williams), som bliver elsker, veninde og fortrolig – indtil det også spoleres af mændene i hendes liv. Først brødrene, der i en ligegyldig biscene introducerer hende til stoffer, og så faren, som tror, at relationen til Robyn vil ødelægge stjernedrømmene. Amerika vil have en prinsesse, og de er altså ikke lesbiske!
Men Whitney er lesbisk af natur. Filmen vil gøre hende til et queer-ikon i kort hår og drengetøj. Men jeg kan ikke helt se, hvordan det understøttes i Whitney Houstons liv, ud over forholdet til Robyn. Det føles som queer-washing.
Så kommer den berygtede Bobby Brown (Ashton Sanders) ind i hendes liv sammen med den kolossale succes fra ’The Bodyguard’ og et vist Dolly Parton-cover. Stofmisbruget eskalerer.
Hovedrolleindehaveren er en overgearet og overspillende Naomi Ackie, der langt fra rummer Whitney Houstons vindende charme og skønhed, men i stedet bliver irriterende selskab, når hun forsøger sig med den frække attitude. Hvordan kunne castingen gå så galt?
Filmen lider under en skrækkelig, teatralsk instruktion fra Kasi Lemmons. Karaktererne omkring Whitney nikker, når hun står op for sig selv. Bobby Brown og generel dårlig opførsel medfører hovedrysten. Sang er lig med jubel. Man spørger sig selv, om målgruppen er mennesker, der er udfordret på intelligensen.
’I Wanna Dance With Somebody’ er simpelthen ikke Whitney Houston værdig.
Kort sagt:
I ’I Wanna Dance With Somebody’ er der ikke plads til rigtige menneskeskæbner og -følelser. I stedet får filmen max gas på lir. Overmængden af fyrværkeri, skønsang og kæmpestore følelser føles lidt som at spise bland-selv-slik til aftensmad. Alt for sødt og syntetisk.