’Organiseret vildskab’: Er det altid dårligt at fælde træer? Det spørger anerkendt dansk dokumentarist i ny film
»Jamen, det er jo levende væsner«.
Sådan siger en kvinde til et møde i Aalborg Kommune om en kommende træfældning ved Hammer Bakker. Hun er ikke den eneste, der har svært ved at se, at det skal være godt for naturen at rydde dele af den.
Imens viger mørket i skoven for et enkelt solstrejf igennem de tætte trækroner. Der er ingen dyr i sigte mellem træerne, der står snorlige. Efter århundreders landbrug og kunstige nåletræsskove med industrielle formål er der ikke meget vild natur tilbage til dyreriget.
Det menneskeskabte skovområde i Nordjylland skal være med i projektet Rewilding. Pointen er ikke, at alle skovområder skal væk, bare fordi de er ensartede. De er trods alt jordens lunger, der suger kulstof ud af atmosfæren, som den bekymrede borger fremhæver.
Træfældning forbinder man derfor ofte med noget dårligt i klimasammenhæng. Men i en menneskeskabt skov, hvor der kun vokser få slags træer, er der ikke plads til den flora og fauna, som er truet.
‘Organiseret vildskab’ er instrueret af den erfarne og anerkendte dokumentarist Phie Ambo (’70/30’, ’Så meget godt i vente’), der som vanligt brillerer med sit sirlige blik på naturens skønhed og den globale klimakrise, der lurer i baggrunden.
Filmen har en klar agenda, som den ikke lægger skjul på. Den skal oplyse om, hvor vigtig biodiversitet er for klodens fremtid, og hvordan kampen for den kan se ud.
Med sit snævre blik på Hammer Bakker, der ikke altid perspektiveres til den større, globale sammenhæng, bliver ‘Organiseret vildskab’ indimellem lidt langhåret for lægmænd. Heldigvis spædes miljødebatten op med fremragende naturoptagelser, og mange af filmens interviews og foredrag for lokalpolitikere og embedsmænd finder sted i skoven. De medvirkende får bogstaveligt talt jord under neglene, inden de kan træffe nødvendige beslutninger.
Meningen er altså, at man fjerner den ensartede, menneskeskabte natur for at give plads til den vilde, mangfoldige natur. Men det foregår under kontrollerede omstændigheder, så man kan følge arternes fremskridt i området, inden lignende tiltag prøves andre steder. Deraf filmens titel.
Når filmen er allerbedst, stiller den skarpt på de dyrearter, som ville komme til at berige stedet. Sommerfugle og vilde heste er blandt de mest fotogene, og med dem for øjet kan publikum sagtens forstå, at de truede arter skal have et hjem.
Men de spiller kun en lille rolle i naturens kredsløb, hvor ethvert levende væsen er forbundet. I skovens yderområder slippes vilde heste fri, mens dele af skoven ryddes. De er med til at ændre plantesammensætningen, så insekter og snegle kan komme tilbage. I deres hæle kommer naturlige fjender som fugle og snoge, der også har større fjender som ørne, hvis hjem er truet af den tæmmede natur.
Det forhindrer imidlertid ikke de vrede telefonbeskeder fra borgerne, der gerne vil fortsætte med at bruge naturen som før. Dem, der cykler igennem skoven i weekenden, eller nyder en fredsommelig stund, mens de meditativt lukker øjnene og nyder duften af nåletræerne, som nu skal ryddes.
Borgerne i området er som sagt splittede. En kvinde med hus i udkanten af skoven er harm over træfældning og skaber ballade ved borgermøder, mens en anden studser over, hvor kunstigt lige træerne i den nuværende skov står. Det er der ikke meget natur over, og dyreliv er der ikke meget af.
Miljøpolitik kan i den grad vække stærke følelser. Tænk blot på forargelsen over videoer med klimaaktivister, der i protest mod olieindustrien hælder maling på van Goghs og Edward Munchs berømte oliemalerier og limer sig fast til dem. Eller harmen i svenske Greta Thunbergs taler, når hun harcelerer over verdens ledere.
Det er jo fremtiden, der er på spil!
Bekymringen er forståelig, men udfordres af biologer, der blandt andet fortæller om den truede sommerfugl Brun Pletvinge. Med dens rødlige vinger ligner den en flyvende valmue og prydede engang de danske marker om sommeren. Det kan den igen komme til, hvis den får et sted at yngle, og dens føde ikke trues af ensartede nåleskove og landbrugsjord.
Disen lægger sig mellem trætoppene i en hypnotiserende droneoptagelse, imens en fortællerstemme beretter om, hvordan mennesket ikarisk har tøjlet naturen på bekostning af diversitet. En behagelig klavermelodi ledsaget af en enkelt guitar høres i baggrunden, og det forstås, at der trods alt er håb forude.
Maleriske indstillinger af den magiske natur fra nye vinker optræder undervejs både mennesketom og med de borgere, som er vant til at bruge den i hverdagen. Der hersker en grundlæggende ro i sekvenserne, der gør dem drømmende dejlige.
De spædes op med interviews med eksperter og klip af de små dyr, som ville kunne få et nyt hjem i bakkerne, så projektet fremstår mere håndgribeligt. Nærmest som et før og efter-billede. Dog aldrig uden en nuanceret diskussion af fordele og ulemper.
Kort sagt:
Sporadisk føles Phie Ambos nye film med sit snævre fokus og begrænsede perspektiv lidt lang i spyttet. Men den vinder med sine maleriske naturoptagelser og håbefulde tilgang.