’Music for Black Pigeons’: Jørgen Leths møde med jazzlegender bliver til en stilfærdigt stærk og musikforelsket film
Stemningen er genkendelig på den dybt menneskelige og småakavede facon i Avatar Studios, Manhattan, hvor vi er fluen på væggen tidligt i dokumentfilmen ’Music for Black Pigeons’.
En lang række mindre jazzlegender er samlet i det træklædte musikstudie.
Her flyder med kabler, instrumenter og pedaler, så det nogle gange er svært at træde et skridt frem. Jakob Bro har som komponist og bandleder samlet Lee Konitz, Bill Frisell, Thomas Morgan og Craig Taborn for at indspille ’December Song’.
Et atmosfærisk og improvisatorisk album fra 2013 befærdet af musikere fra den amerikanske jazzscenes øverste hylde, samtidig med at albummets univers er så nordisk og lokalt, at der er et nummer, der hedder ’Risskov’.
Guitarist Bill Frisell har et tøjdyr med, der måske er medbragt som en slags talisman. Han kigger lidt nervøst smilende rundt, mens han placerer dyret på en af forstærkerne. Alle skal have hilst på alle, inden musikken skal spille. Der er åbenbart også blandt store musikere den velkendte usikkerhed om, hvornår man er på kram, og hvornår man er på håndtryk.
Men når musikken går i gang, er det, som om et forklarelsens lys spreder sig i rummet, og alt det akavede fordamper. Musikken på ’December Song’ er åndrig og fnuglet, som befriet for det jordiske livs evige tyngde. Jeg lytter stadig til den, mens jeg sidder i mit soveværelse og skriver denne anmeldelse.
Den danske jazzguitarist Jakob Bro er en slags hovedperson i ’Music for Black Pigeons’, han er er nogle gange ung, nogle gange ældre, Andreas Koefoed (manden bag den hæsblæsende ’The Lost Leonardo’) og Jørgen Leths dokumentarfilm overskrider årstal og kronologi, som jazzmusikere overskrider almindelige harmonier og retlinjede rytmer.
Filmoptagelserne, der udgør ’Music for Black Pigeons’ spænder tidsmæssigt fra 2008, hvor Jakob Bro stadig har et friskt babyansigt, og frem til 2021, hvor han er familiefar med gråsprængte krøller og høje tindinger.
Den kunstneriske skabelse er hovedsagen for de to samarbejdende instruktører – Leth og Koefoed har 42 år mellem sig. På trods af sit abstrakte emne er filmen ofte vidunderligt konkret, når den med et forelsket blik observerer den kreative proces. Jørgen Leth udspørger musikerne, og nogle gange er musikernes pauser inden svarene lige så interessante som svarene selv.
Hvor musikken og inspirationen egentlig kommer fra, er svært at svare på uden at ty til floskler. Derfor lever filmen også i kraft af nogle stærke case-stories. Kameraet er til stede på et tidspunkt, hvor Jakob Bro får en ide til en smuk, elegisk akkordrundgang på sin akustiske guitar, mens børnene leger i baggrunden. Han kigger op på et billede på væggen. Det forestiller ham selv, der står og akkompagnerer trompetisten Tomasz Stanko (1942-2018) på et koncertfotografi i sort-hvid.
»TO STANKO« skribler han med blokbogstaver øverst på nodearket. I næste scene er vi i et nyt pladestudie, hvor Bro nu er i gang med at indspille jazzstykket, og vi genkender guitarrundgangen fra lejligheden i København. I studiet er også norske Arve Henriksens impressionistiske trompettoner ovenpå. Og snart efter kommer vi som seere med tilbage til lejligheden i København, hvor værket er fuldbragt, og producenten Manfred Eicher lytter med på det færdige resultat.
Han hører deres fælles ven og samarbejdspartner, Stanko, i musikstykket så kraftigt, at han bliver bevæget og må afbryde samtalen. Jakob Bro har ramt noget helt centralt, og vi har fået lov at være med, da det skete. Det er ganske stort på sin egen usynlige måde.
Filmen handler således ikke kun om jazz, men om skabelse og tilblivelse. Når Palle Mikkelborg løfter sin trompet opad mod himmelen, ligner det næsten, at han påkalder de højere magter som en jazz-shaman med farvede brilleglas og silketørklæde.
De danske kolleger til Jakob Bro bliver dog introduceret lidt stedmoderligt sammenlignet med newyorkerne: Vi er især vidner til Lee Konitz’ stilfærdige liv og væsen, han bliver på internettet omtalt som en af cool-jazzens centrale skikkelser i efterkrigstiden, han er samtidig en mand, der lever i en ydmyg newyorkerlejlighed, som han næppe ville have råd til at købe i dag, og han takker hurtigt ja, når Jakob Bro tilbyder ham at betale hans taxatur til pladestudiet.
De store emner om inspiration og kunstnerisk tilblivelse bliver ikke for vidtløftige. Her er også en forkærlighed for hverdagen. Det er en film, der holder af at hænge ud sammen med en gruppe anerkendte kunstnere, samtidig med at den er interesseret i at vise jazzmusikeren som et almindeligt og alt for dødeligt menneske. Op til flere af de medvirkende er således ikke vidner til premieren på denne film.
Mange seere har sikkert ikke hørt om Lee Konitz (1927-2020) før, men mange, tror jeg, vil finde det stilfærdigt fascinerende at følge ham hente linsesuppe i sin lokale deli og se ham rode rundt efter det rette mundstykke til sin altsaxofon i en kommodeskuffe. Hverdagsvignetterne bliver også et mikroportræt af en generation, der er ved at forsvinde.
For skaberne af den her film virker jazz ikke som en lukket, tilrøget og elitær klub, som den ellers har ry for. Den virker ikke engang særligt døende, som Ryan Goslings karakter ellers begræder i ’La La Land’. Lee Konitz må som gammel mand dog erkende, at han aldrig har formået at tjene en rød reje på den kunstform, han har viet sit liv til. Det er et livs- og kunstbekræftende aspekt ved filmen, at ingen af de gamle gutter, man møder, af den grund virker bitre eller ærgerlige. Nærmest tværtimod.
Som dansker kan man blive imponeret over, hvor mange internationale VIP’ere danske Jakob Bro tilsyneladende har på sin speed dial. Og det giver måske filmen dens eneste akilleshæl: At vi skal nå at blive introduceret for dem alle. Eksempelvis mødet med Midori Takada bliver for kortvarigt og flagrende, og den eminente trompetist Arve Henriksen havde i den bedste af verdener fortjent mere end en cameo.
På et tidspunkt mærkede jeg en vis udmattelse og følte ikke, jeg kunne rumme flere nye bekendtskaber med eksklusive legender. Måske skulle Leth og Kofoed have holdt fokus på udvekslingen mellem jazzhovedstæderne New York og København.
Det havde stadig været en stilfærdigt stærk og musikforelsket dokumentarfilm.
Kort sagt:
En slentretur gennem jazzens, tidens og den kunstneriske skabelses væsen, der er indbydende og let som et lyst stykke nordisk jazz. Eneste anke er, at filmen huser næsten lidt for mange eksklusive legender, som den begejstret vil nå at introducere os for.