’The Lost Leonardo’: Da Vinci eller ej? Dansk dokumentar om sagnomspundet maleri er forrygende og hæsblæsende
Den vestlige civilisations muligvis største malerkunstner er Leonardo da Vinci (1452-1519).
Et nyt værk af den legendariske multikunstner og videnskabsmand kunne snildt udgøre enhver kunstsamlers hellige gral. Og drømmen blev faktisk virkelighed i 2005, hvor ’Salvator Mundi’, et beskadiget værk med en Jesus-skikkelse, bliver fundet i New Orleans. En ægte Da Vinci, der efter restaurering kan slutte sig til pragtværker som ’Den sidste Nadver’ og ’Mona Lisa’.
Men er ’Salvator Mundi’ en sand Da Vinci?
Den dansk instruerede dokumentar har allerede været et hit på internationale filmfestivaler og er en forrygende jetrejse ind i kunsthandlernes verden, der er skildret som en parallelvirkelighed, hvis forstyrrede logikker kun findes lige så forrykte inden for narkotikahandel og prostitution.
Ægtheden af ’Salvator Mundi’ er omdiskuteret. De kyndige kunsteksperter og konservatorer i filmen er højlydt uenige. Og selv i mine utrænede øjne er der noget overdrevet over netop øjnenes asymmetri, næsten som en karikatur af en Da Vinci. Andre mener, at restauratør Dianne Modestini burde angives som kunstneren grundet hendes omfattende arbejde med at få maleriet til at fremstå med fordums pragt.
’The Lost Leonardo’ trækker i begyndelsen på vores Dan Brown-afledte fascination af renæssancemesterens billeder. Det er som være i gudernes åsyn, når de milde ansigter kigger ud på os fra deres afstand på +500 år. Og det er oplagt for mange, at ’Salvator Mundi’ har i hvert fald et skær af samme skønhed, som vi kender fra den store malers pensel.
Fortællingen forplumrer. Og det skal ikke læses som en kritik af filmen, der suger seeren ind i sin malstrøm som en international thriller. Et nyopdaget kunstværk i den liga bliver en slags prisme, hvor hele vores verdenssamfunds skyggesider trænger igennem.
Grådighed, spekulation, magtkamp, nationalisme, penge, penge, penge. Der er endda en kunsthandler, der mindede mig om Karl fra ’Succession’ – et andet sted er der en ærkekapitalistisk spekulant, der ryger cigarer og taler om grådighed, som var han en fransktalende pendant til Michael Douglas’ Gordon Gekko fra ’Wall Street’. Kunstværker kan bruges som skattefri aktiver, man kan gemme i skattemæssigt tynde luftlag i Geneve, Schweiz. Og hurtigt bliver beløbene i spil omkring maleriet – i 2005 købt for 1175 dollars – svimlende.
Det er forrygende underholdning, som en satirisk sædeskildring, der samtidig er skinbarlig (u)virkelighed. En ædrueliggørende lektion i penge, symboler, kunst og politik i en blævret pærevælling. Man er paf over, at selv ærværdige vestlige institutioner er klar til at deklarere ’Salvator Mundi’en en ægte Da Vinci – al den stund at de kan bruge den som del af deres udstilling.
’The Lost Leonardo’ sprænger ikke dokumentarfilmens skabeloner, men er udført med en professionalisme, der aldrig stjæler billedet: Her er interviews, rekonstruktioner, avisoverskrifter og enkelte mobiloptagelser fra auktionshuset, hvor »den mandlige Mona Lisa« bliver solgt til ufattelige 450 millioner dollars, cirka 2,8 milliarder danske spir.
Der er ikke en definitiv sløjfe at binde på historien. ’Salvator Mundi’ står sandsynligvis på et futuristisk slot i Saudi Arabien lige nu, mens dem, der hævder værkets ægthed, begræder, at det ikke findes på et museum, hvor menneskeheden kan valfarte til.
Instruktør Andreas Koefod samler trådene som en dygtig dirigent af denne spegede symfoni, med ledemotiver hentet fra både den mytologiske fortid og den rå kapitalistiske nutid.
Kort sagt:
’The Lost Leonardo’ er en hæsblæsende jetrejse ind i en speget verden af kunst og kapitalisme, hvor grådighed, magt og købekraft er mindst lige så kraftige konstanter som skønheden fra Leonardo da Vincis malerpensel.