Dansk instruktør bag vanvittig historie om milliarddyrt maleri: »Vi er meget lette at forføre«

Hvordan gik det til, at et gammelt nedslidt maleri blev udråbt til et tabt Leonardo da Vinci-mesterværk og solgt som verdens dyreste? Andreas Koefoed går på jagt efter sandheden i den medrivende ’The Lost Leonardo’, der kan ses i biograferne fra på torsdag. På rejsen mødte han karakterer, der var som taget ud af en Bond-film, og erfarede, at selv nogle af verdens mest magtfulde institutioner har forsøgt at begrave sandheden i en geopolitisk magtkamp.
Dansk instruktør bag vanvittig historie om milliarddyrt maleri: »Vi er meget lette at forføre«
Instruktør Andreas Koefoed. (Foto: Adam Jandrup)

Hvis man gik og troede, at kunstverdenen var et støvet antikvariat for ældre pensionister, skal man blot se fem minutter af Andreas Koefoeds medrivende nye dokumentarfilm ’The Lost Leonardo’ for at komme på andre tanker.

Filmen følger den sensationelle historie om det tabte Leonardo da Vinci-maleri Salvator Mundi, der dukkede op til verdensoverfladen i 2005, hvor det blev solgt for 1175 dollars i USA, inden det 12 år senere blev auktioneret som det dyreste maleri nogensinde til en pris på 450 millioner dollar (knap tre milliarder kroner), også selvom flere eksperter stillede spørgsmålstegn ved maleriets autenticitet.

Det er en opsigtsvækkende rejse, som involverer alt fra hævngerrige, russiske oligarker, Saudi-Arabiens despotiske statshoved Mohammed bin Salman til en schweizisk forretningsmand ved navn Yves Bouvier, der, når han ikke skummer fløden ved at presse kunstpriser i vejret, kører på ethjulet cykel og omtaler sig selv i tredjeperson.

Alle har de en uhyre stor interesse i at gøre maleriet – populært kaldet »den mandlige Mona Lisa« – til et Leonardo da Vinci-maleri, så den vanvittige værdiforøgelse kan fortsætte. Også selvom den sparsomme dokumentation for da Vincis penselstrøg er blevet draget i tvivl af utallige eksperter.

Men det omfattende magtspil stopper ikke bare her. Over blot 96 højintense minutter blotlægger filmen et komplekst globalt netværk af institutionelle interesser – fra Macron og Louvre i Paris til National Gallery i London og kulturministeriet i Saudi-Arabien – som alle er villige til at give køb på en del af sandheden for egen vindings skyld.

‘The Lost Leonardo’ (Foto: SF Film)

Da Koefoed startede arbejdet på filmen, der blev vist på den prominente Tribeca Film Festival i New York sidste år og siden har gået sin sejrsgang rundt omkring i verden forud for den danske premiere 27. januar, var han helt grøn, når det kom til kunst.

»Jeg vidste godt, hvem da Vinci var, men jeg havde aldrig beskæftiget mig med kunstverdenen og havde egentlig heller ikke nogen forudsætninger for det. Men det besluttede jeg mig for at bruge i arbejdet: At gå til opgaven med den almene, naive nysgerrighed på, hvordan et gammelt, nedslidt og overmalet maleri kunne blive lovprist som det ypperste nogensinde – og det dyreste nogensinde«, siger han, da vi mødes på hans kontor i indre København forud for den danske premiere.

Et H.C. Andersen-eventyr

Koefoed, der har stået bag prisvindende dokumentarer som ’Et hjem i verden’ og ’Ballroom Dancer’, begyndte sit arbejde på filmen i 2018 – få måneder efter maleriet var blevet solgt som det dyreste nogensinde til Saudi-Arabiens kronprins.

Dengang var historien om maleriets himmelflugt allerede velbeskrevet i mediebilledet.

Instruktørens opgave lå i at samle de mange forskellige brudstykker af fortællingen om den trinvise værdiforøgelse gennem interview med de førstehåndskilder, der har haft maleriet mellem hænderne – uden nogensinde at forlade selve kunstværket af syne til fordel for det kulørte karaktergalleri, der visse steder er som taget ud af en James Bond-film.

Diane Modestini i ‘The Lost Leonardo’. (Foto: Adam Jandrup)

»Jeg synes nærmest, der er noget H.C. Andersen-agtigt over fortællingen: At et helt forsømt maleri bliver hengemt i hundredvis af år for pludselig at blive hevet frem og hyldet af de mennesker, der oprindeligt så maleriet og lod det passere, fordi de ikke mente, det havde værdi. Det er tankevækkende«, siger Koefoed.

»Fra start tænkte jeg, at det godt måtte blive en farce, fordi historien i sig selv har et humoristisk element: Der er 20-25 karakterer i filmen, som intenst diskuterer, om den ene eller den anden mand rørte et 500 år gammelt maleri med en pensel. Jeg synes et eller andet sted, at det er fuldstændig absurd, at de kan få deres pis i kog over det, og at det kan have så store implikationer finansielt, politisk og kulturelt«, siger instruktøren.

Det globale magtspil

At historien også var et kalejdoskopisk indblik i den storpolitiske virkelighed, vi lever i, vidste Koefoed godt, da han gik i gang med filmen.

Men undervejs i processen blev han alligevel konfronteret med, hvor dybt kaninhullet var, når han blev mødt af lukkede døre hos auktionshuset Christie’s, det saudiarabiske kulturministerium og Louvre, der var et mulehår fra at udstille maleriet i 2018 og siden har hemmeligholdt deres undersøgelse af maleriets autenticitet.

»I starten hjalp det os, at vi kom fra Danmark og ikke havde beskæftiget os med kunstverdenen før, når vi skulle få medvirkende til at stille op«, siger Koefoed.

»Men da vi skulle have de store institutioner i tale, begyndte det pludselig at blive rigtigt svært. Det blev en pointe i filmen, at de forholdt sig tavse, fordi de vidste, at det var en kontroversiel historie, der kunne være risikabel at udtale sig om«.

Louvre – verdens mest magtfulde kunstinstitution, der udelukkende er statsfinansieret – har på den måde været med til at blokere for sandheden, tilsyneladende under pres fra den franske regering, forklarer Koefoed.

Andreas Koefoed bag kameraet på ‘The Lost Leonardo’. (Foto: Adam Jandrup)

»Vi har hørt, at Louvre faktisk har været i tvivl om maleriets autenticitet. Måske var det et da Vinci, men de mente i hvert fald ikke, at det var et af hans finere – måske havde han endda samarbejdet med en af sine studerende om maleriet. Så på en måde var de klar til at give køb på deres integritet ved at klassificere det som et fuldt da Vinci, så de kunne få maleriet med på deres da Vinci-udstilling i 2018. Hvilket jo er en vild konklusion, når der er tale om verdens førende kunstinstitution«.

»Der er så meget på spil mellem Frankrig og Saudi-Arabien. Frankrig underskriver den ene entreprenør- og våbenaftale med Saudi-Arabien efter den anden. Det er så stort, at et lille maleri ikke må forstyrre det«.

Har det rystet dig at opleve, hvordan institutioner og nationers troværdighed er dybt fejlbarlig?
»Jeg synes, det er deprimerende, at der ikke findes nogen instanser, som er fuldkomment troværdige. Det er foruroligende. Men det synes jeg er en generel ting i vores tid«.

»Jeg er vokset op med en naiv tro på, at der var nogen, som havde styr på verden, og som ville verden det godt. Den grundtillid har jeg mistet. Ikke kun på grund af mit arbejde med filmen, men generelt. Kampen om magten har det med at korrumpere de involverede, og derfor kan vi ikke blindt tro på, at de magtfulde instanser vil navigere efter sandheden«.

Monopol på sandheden

Hvad siger historien om Salvator Mundi om vores forhold til sandhed?
»Maleriet er på en måde en prisme til at observere nogle af de mekanismer – kynisk kapitalisme og tanker om egen vinding – der driver verden, mens sandheden bliver sekundær. Samtidig fungerer maleriet også som et spejl til at reflektere over os selv. Hvorfor er vi så draget af eventyret om maleriets geniale maler, at vi dyrker myten som en religion, der skal give os mening i livet?«

»Historien om maleriet fortæller, at vi er meget lette at forføre. Og hvordan nogle kyniske kræfter formår at spille på vores tendens til at lade os henføre af tanken om mesterværket og geniet. Det er, som om den kritiske sans forsvinder. Det lykkes de magtfulde interesser at tage monopol på sandheden og tryne de kritiske stemmer, der tager kampen op«.

»Historien sætter også fokus på den menneskelige tendens til at være farvet af vores ønsker og drømme. Vi evner ikke at gå til verden med en objektiv tilgang. Vi er farvet af vores egne interesser. Og når først man har overbevist sig selv og andre om, at maleriet er af da Vinci, er det meget svært at afvige fra den konklusion. Det er det, der hedder kognitiv dissonans. Vi opbygger en sandhed, der bliver definerende for os selv, og når den sandhed møder modstand, står vi fast, fordi det har for store konsekvenser at acceptere, at det måske ikke er sandheden«.

Hvad har magtspillet gjort ved maleriet som selvstændigt kunstværk?
»Så længe der ikke er endegyldigt bevis for det ene eller det andet, er maleriet et åbent objekt, som du kan bruge til egen vinding og profilering. Om det så er for at opnå anerkendelse, prestige eller penge. Og det er det, der går igen for alle de medvirkende: De kan gøre maleriet til det, de har brug for«.

»På den måde er det lykkedes alle de forskellige interessenter at gøre spektaklet omkring værket til den egentlige attraktion fremfor selve maleriet«.

‘The Lost Leonardo’ (Foto: SF Film)

Nu er maleriet endt i hænderne på Saudi-Arabien. Hvordan tror du, historien om Salvator Mundi vil udspille sig i fremtiden?
»Der er lagt i kakkelovnen til, at det måske på sigt bliver nedgraderet, hvis man ellers kan få adgang til maleriet og bevise dets status.

»For nyligt var der en udstilling om de forskellige versioner af Mona Lisa på Pradomuseet i Madrid, hvor Salvator Mundi også bliver nævnt. Og her er det ikke kategoriseret som et fuldt Leonardo, men som et arbejde af en af hans studerende – muligvis med indblanding fra da Vinci selv«.

»I sidste ende er det saudierne, der kan bestemme, om eksperter skal have adgang til maleriet. Jeg tror, at de vil holde det for sig selv. Hvis de er kloge, bekymrer de sig ikke så meget om diskussionen om, hvorvidt det er falsk eller ægte – de har allerede fået så meget omtale, at det er ligegyldigt. Tvivlen bliver et større trækplaster for prinsens ambition om at sætte Saudi-Arabien på det kulturelle landkort«.

»Det er interessant, at man lige nu kan se, hvordan Mohammed bin Salman er ved at lykkes med sin plan om at pleje sit image, så folk ikke længere forbinder ham med mordet på Khashoggi og krigen i Yemen. Han har blandt andet også købt fodboldklubben Newcastle, der er blevet verdens rigeste klub – 10 gange rigere end nummer to på listen«.

»I starten blev det kritiseret vidt og bredt, men fordi Newcastle nu kan købe verdens bedste spillere, hvis de ellers har lyst til at spille for dem, er 95 procent af klubbens egne fans fortalere for det nye ejerskab«.

De vil ikke se sandheden i øjnene?
»De vil bare gerne have, at deres fodboldklub vinder! Vi sætter de umiddelbare glæder over etikken – og sådan er det også med historien om Salvator Mundi«.

’The Lost Leonardo’ får biografpremiere 27. januar.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af