‘The Son’: Opfølger til ‘The Father’ er en gribende film om fædre, sønner og psykisk sygdom
Florian Zellers anden film som instruktør og manuskriptforfatter er opfølgeren til ’The Father’, der var en uforglemmelig skildring af Alzheimers sygdom, hvor Anthony Hopkins leverede en af sin store karrieres allerstørste roller.
Filmen modtog to Oscars, for bedste filmatisering og bedste mandlige hovedrolle, hvilket efterlader et vis pres på denne efterfølger, der lige som den første film er baseret på et af Zellers egne teaterstykker.
’The Son’ åbner i et lykkeligt slør af vuggevise og tidlig barndoms uskyld.
Peter (Hugh Jackman) er omkring de 50 og bor i en hip newyorkerlejlighed sammen med sin yngre kone nummer to, Beth (Vanessa Kirby). Hun luller deres spædbarn i søvn, mens han er dedikeret til sit arbejde som jurist i en skyskraber på Manhattan. Store projekter venter i horisonten, Peter skal muligvis snart føre primærvalgkamp for en senator med præsidentambitioner.
Men idyllen varer ikke længe, for skæbnen har lagt noget af en snubletråd. Peters ekskone Kate (Laura Dern) banker på døren. Hun er bekymret for deres teenagesøn Nicholas (Zen McGrath).
Han har i det skjulte pjækket fra skole i en måned og vil bo sammen med faren igen. Og snart bliver Peters work-life-balance og den ægteskabelige idyl sat på prøve, idet et udfordret ungt menneske flytter ind.
Første gang, vi møder Nicholas, er på hans værelse, mens han stadig bor hjemme hos den kærlige, afmægtige ekskone. Drengen er som skrivespire omgivet af tekstpassager, citater og muligvis litterære fragmenter, der hænger overalt på hans værelse.
Men hvad står der helt præcis? Forældrene kan ikke læse ham tilstrækkeligt. Det er muligvis den i nogen grad udenforstående Beth, der kan læse teksten: At Nicholas er selvskadende, depressiv, upålidelig og til fare for både sig selv og muligvis også sine omgivelser. Der er masser af skilsmisse og skyld i filmen, men ultimativt er ’The Son’ endnu et gribende værk om psykisk sygdom.
Man indser hurtigt, at ’The Son’ er uden de dybt originale og foruroligende narrative greb, der gjorde ’The Father’ til en rejse ind i en dement mands opløste virkelighed. Hvilket det er svært ikke at sidde en smule skuffet tilbage over.
’The Son’ ligner mere andre film om psykisk syge drengebørn. Her er (så vidt vides) ingen metamfetamin involveret, men filmen kan her og der virke som en fætter til ’Beautiful Boy’ med Timothée Chalamet.
Der var også scener, hvor jeg frygtede for spædbarnets liv med den dystre Nicholas i børneværelset og dermed endnu en gang fik ’We Need To Talk About Kevin’ tilbage på nethinden.
Anthony Hopkins er med igen i én isende følelseskold skuespilopvisning i denne film som Peters far, der nægter at angre eller undskylde for at være en fraværende af slagsen. Først fandt jeg enkeltscenen indsat mest som et kit til at binde de to film sammen, men som filmen skrider frem, står det klart, at ’The Son’ handler om fædre mindst lige så meget som ’The Father’.
Resten af filmen er vi hjælpeløse vidner til, at Nicholas får det værre og værre, mens Peter som far og som søn må indse, hvor indkodet hans egen fars hensynsløshed over for familien er i ham selv.
Nicholas er selvskadende depressiv, men også intelligent semivoksen på en måde, så man ofte er i tvivl, hvornår han manipulerer, og hvornår hans psykiske smerte og kliniske depression er ægte.
Jeg spurgte endda også her og der mig selv, om det er skuespilleren eller blot karakteren, der spiller dårligt skuespil? Uanset hvor meget man vil lade tvivlen komme den australske næsten-debutant Zen McGrath, der spiller den svære rolle som psykisk syg, til gode:
Forældrene i filmen gennemskuer ikke hans manipulation, og der er et kardinalpunkt, hvor jeg fandt det decideret svært at tro på, at de så sorgløst overlader drengebarnet til ham selv, efter han er blevet udskrevet fra en psykiatrisk klinik imod overlægens anbefaling (at de i det hele taget lader ham udskrive, fandt jeg også oprørende, men måske er den del realistisk nok…).
At filmen er mere konventionel og mindre epokegørende end ’The Father’, ændrer ikke på, at ’The Son’ er et stærkt kammerspil, der få seeren til at træde ind i rollen som stum, magtesløs pårørende på den anden side af biograflærredet. Der er også en dansescene til tonerne af Tom Jones, en eneste kort solstråle i en ellers traurig film, der muligvis kan smyge sig op ad den fra ’Ex Machina’ og få et parallelt liv på YouTube og TikTok – i hvert fald blandt fans af Wolverine.
Hugh Jackman er en mandefigur, der med sit robuste filmstjerneudseende er troværdig som mandetype og floskelspreder med en tyrkertro på rationelle forklaringer på selv de sværeste spørgsmål.
Han starter på toppen af verden og Manhattan som en anden Don Draper, men sidst i filmen er det nødvendigt for andre end ham selv at hviske de floskler til ham, som han selv tidligere har leveret med rank ryg. Vi er vidne til et fald fra tinderne, som er skildret med sikker hånd af dramatikeren Florian Zeller, der jo kender karakterernes rejse indgående fra de skrå brædder.
’The Son’ er markedsført som anden del af en trilogi om psykisk sygdom. Og filmens afslutningsvise sørgelige ønskedrøm er muligvis forspillet til et begyndende virkelighedstab og psykologisk mørke i stil med det, der præger den første film.
Det er med til at give hele det foreløbige værk et skær af større tragisk uafvendelighed og sammenhæng. Som om det blot er et spørgsmål om tid, før også de stærkeste grene på familietræet bliver knækket.
Jeg venter spændt på tredje del i trilogien, men vil også gerne udbede mig lidt tid til at komme mig over de første to.
Kort sagt:
’The Son’ har skuffende nok ingen af de opsigtsvækkende fortællekneb, der gjorde ’The Father’, første del i Florian Zellners trilogi om psykisk sygdom, så uforglemmelig. På sine egne konventionelle præmisser er det dog stadig en gribende og velspillet film om fædre, sønner og psykisk sygdom.