‘All the Beauty and the Bloodshed’: Oscar-nomineret dokumentar har en nærmest uhørt slagkraft
Opioidkrisen – en stofepidemi i USA, der har raset i mindst 20 år – er allerede skildret i spillefilm som ’Cherry’ og ’Ben is Back’ og tv-serien ’Dopesick’.
Men dokumentarfilmen ’All the Beauty and the Bloodshed’ vil muligvis blive stående som et af de centrale opgør med en formørket del af medicinalindustrien.
Et opioidpræparat som smertestilleren OxyContin har sammen med lignende præparater i skrivende stund medvirket til omkring en halv million amerikaneres død. Instruktør Laura Poitras vandt en Oscar for ’Citizenfour’ om whistlebloweren Edward Snowden, og i hendes nye Guldløve-vinder møder vi også en ener, der i den grad lægger sig ud med overmagten.
Opioidkrisen havde ikke fundet sted i sit nuværende omfang uden Sackler-familien og Purdue Pharma, som fremstiller og sælger OxyContin. Fotokunstneren Nan Golding er en hårdfør newyorker med tætkrøllet hår og gennemført no bullshit-attitude. Hun har prøvet både at være afhængig af heroin i 80’erne og af ’Oxy’ i det nye årtusinde.
Nogle opfatter kunstnere som en type indadvendte mennesker, der holder mest af at betragte fnugdannelsen i deres egen navle. Nan Goldin er en anden type kunstner. ’All the Beauty and the Bloodshed’ er et suverænt portræt af kunstneren som aktivist. Hun er kommet ud på den anden side som en kvinde med fnysende foragt for bagmænd som Sackler-familien og den aggressive marketingstrategi, der har gjort, at det opium-lignende stof også endte i hendes medicinskab.
Nan Goldin er stifter af det 12 mand brede PAIN (Prescription Addiction Intervention Now), der laver særdeles grafiske demonstrationer, hvor de involverede spiller døde og kaster med dollarsedler dyppet i rødt.
Sackler-familen har under navnet Sackler Trust bedrevet kunststøtte såvel som anden filantropi. For Nan Golding og hendes ligesindede er det rendyrket artwashing, altså blodpenge der bliver givet til kunst i pr-øjemed.
Vi følger i dokumentarfilmen nogle af de aktioner, som PAIN laver på blandt andet Guggenheim i New York City og uden for Louvre i Paris – flere af museerne udstiller i øvrigt Nan Goldins fotografier.
Seeren føler sig taget med som usynlig deltager i flere af de her happenings, og vi mærker en snert af den adrenalin, der må have bruset i årerne på de involverede. Man fornemmer den overvindelse, det kræver at bryde den kultiverede stemning og stille sig op midt i et fyldt museum, udrulle bannere og råbe slagord.
Men det har sgu virket. Flere store museer har blandt andet grundet Nan Goldings aktivisme takket nej til donationer fra Sackler Trust. Deres navn er i flere museer nu fjernet fra listen over støtter.
Nan Goldings fotografier udforsker særligt virkeligheden blandt samfundets marginaliserede grupper, skæve seksuelle orienteringer og andre former for menneskeskikkelser fra periferien.
Den spillevende dokumentarisme i hendes billeder bliver matchet af hendes ærlighed som menneske. Livet i det præ-gentrificerede New York var råt. Poitras’ dokumentarfilm bruger Goldings billeder til at gennemtrawle hendes liv og opvækst. Man bliver her og der mindet om David Simon-serien ’The Deuce’, mens Suicide og The Velvet Underground boltrer sig på soundtracket.
Filmen opruller grundigt Nans liv fra 70’erne og frem til i dag: Hendes søster passede ikke ind i efterkrigstidens bornerte middelklassesamfund og tog sit liv i en ung alder. Denne traumatiske hændelse var central i forhold til at forme Nan Goldin som indigneret kunstner med behov for at forsvare de anderledes og de utilpassede. Aids-epidemien i 80’erne var i flere henseender en tidlig udgave af det svigt fra myndighedernes side, der også er foregået under opioidkrisen.
Uden at knække halsen på det store materiale styrer instruktør Laura Pointras os sikkert gennem 45 års kultur- og samtidshistorie. Jeg var allermest underholdt af delen, der handlede om PAIN-gruppen, men filmen er som en bygning med flere fløje, hvor vi også får indsigt i livet som kunstner blandt drag queens, queers og kultskikkelser som John Waters-skuespilleren Cookie Mueller
Som et stykke nyere NYC-kunsthistorie alene ville filmen være absolut relevant. Men filmen rammer seeren allerstærkest, når vi til sidst møder Sackler-familien via et videomøde, der udgør en føderal høring. Det er fascinerende og skræmmende at få ansigt på disse mennesker (familiens grand old man Richard Sackler får dog lov at deltage uden billede). De forholder sig tavse og ubevægelige, mens ofre, efterladte og pårørende fortæller deres Oxy-historier og øser skam over Sacklers virke og familienavn.
Det er et uforglemmeligt showdown.
Egentlig er det håbløst deprimerende, at Sackler-dynastiet med en bataljon af advokater har snoet retssystemet med et forlig, der i filmens fremstilling er en hån mod efterladte, overlevere og døde. Men det er også kilde til håb, at PAIN med så få midler har konfronteret en Goliat-skikkelse som Sackler-familien og Purdue Pharma.
’All the Beauty and the Blodshed’ er lige dele forpint biografi, flamboyant kulturhistorie og bloddryppende skamstøtte om kapitalismen, når den er mest hensynsløs. Vi kan alle sammen være med til at sige fra, minder denne dokumentarfilm os om med nærmest uhørt slagkraft.
Kort sagt:
Opioidkrise, selvmord, happenings og fotokunst. Det hele hænger sammen på et højere plan i denne vidt forgrenede dokumentar, der er både et harmdirrende protestværk og et hudløst ærligt portræt af en kunstner og aktivist.