Angela Bundalovic bryder sig ikke om at lave interviews.
Det afslører hun som noget af det første.
Ikke desto mindre er det anledningen til vores møde en solrig eftermiddag i starten af februar.
Den 27-årige skuespiller sidder i sin røde sweater med hånden om ingefærteen på Café Gavlen i Ryesgade. Stedet har hun valgt, fordi hun hader kontorer, fortæller hun.
Som nyt ubeskrevet blad er der ikke meget info at hente om Angela Bundalovic ved en google-søgning, selvom hun inden for de seneste år er blevet et nyt fremadstormende ansigt i dansk film og tv med sin medvirken i ‘Limboland’, ‘The Rain’ og senest hovedrollen i Nicolas Winding Refns Netflix-serie ‘Copenhagen Cowboy’.
2023 er i det hele taget hendes store hovedrollegennembrudsår, for hun er aktuel i rollen som Ida i Martin Skovbjergs melankolske og gådefulde drama ‘København findes ikke’.
Da Ida forsvinder sporløst efter en tur til Sverige med kæresten Sander (Jonas Holst Schmidt), lader Sander sig frivilligt låse inde i en lejlighed med Idas far og bror, der afhører ham.
Kort før Idas forsvinden har hun afskåret kontakten med familie og venner for at leve et tilbagetrukket liv, isoleret fra samfundet med Sander – midt i byen. Men kæresten afslører ikke hele sandheden.
Manuskriptet er baseret på den norske roman ‘Sander’ af Terje Holt og er skrevet af Joachim Triers faste manuspartner Eskil Vogt.
Begær mellem linjerne
Angela Bundalovic’ øjne er brune og dybe med et melankolsk, længselsfuldt blik. Udtryksfulde som de er, fornemmer man en indre verden af liv, når hun som skuespiller portrætterer enigmatiske roller som Ida og Miu, og når hun sidder tavs og tænker som sig selv på den anden side af bordet.
Uden mange virkemidler eller replikker at læne sig op ad har Bundalovic hidtil især gjort sig bemærket ved sit talent for de ordknappe, utilnærmelige og gådefulde roller.
Karaktertræk som går igen hos skuespilleren selv, viser det sig. Bundalovic insisterer på at bibeholde mystikken omkring sig, og det bliver hurtigt tydeligt, hvorfor der er så lidt info på nettet om privatpersonen Angela Bundalovic.
Vi åbner seancen med en snak om hendes medvirken i ‘København findes ikke’.
»Det var først og fremmest en stor og meget sanselig, eksistentiel og kultiveret oplevelse at få lov til at arbejde med Eskil Vogts manuskript og læse det og sætte det til livs. Det er en ret særlig og intelligent måde at komme ind i karakterernes psyke på gennem en masse små situationer. Vi havde en workshop med Eskil (Vogt), Martin (Skovbjerg), Jonas (Holst Schmidt) og producenten Eva Jakobsen i to dage, hvor vi gennemgik manuskriptet og talte om alt i livet, erfaringer, musik, natur og familie. Det var den første vej ind i projektet«, fortæller hun.
»Ida er en rolle, som bliver skabt gennem fragmenter ud fra tre personers hukommelse, som nogle gange stikker i hver sin retning. Så det er det, jeg havde at arbejde med. Jeg vil beskrive Ida som en meget kontrastfyldt person, der på en måde kan være i en vidunderlig lethed og ømhed, og så kan hun lige så vel være i en hårdhed og voldsomhed«.
»Det er meget interessant, fordi den inderlighed og stærke kvindelighed og begæret lå meget mellem linjerne i manuskriptet. Det var ikke skrevet så meget i ordene, fordi hun er en skikkelse, der ikke er så konkret. Vi er ikke sikre på, hvad hun egentlig er, men vi ved meget klart om hendes følelser og tanker«.
Er det sværere at skabe en karakter, når man har så få virkemidler at arbejde med?
»Jeg ved ikke, om det er sværere. Det kan jo også være utrolig svært at lave en monolog eller at have meget tekst. Følelser, tanker og fysikken kan sige lige så meget, så det er bare om at tune ind på det og også, hvor meget man er til at være en mere fysisk karakter. Det er udfordrende, men det er også meget naturligt for mig. Det er meget, hvad man hæfter sig fast på. Nogle mennesker hæfter sig fast på, at de ikke får ord og forklaringer, og nogle hæfter sig fast på, at de får en sanselighed, kropslighed og æstetik, og de behøver ikke forklaringerne«.
Det stumme og fysiske
Hidtil har du jo især spillet meget gådefulde og ordknappe karakterer som Ida og Miu. Hvorfor tror du, det netop har været den type roller?
»Det er jeg også begyndt at spørge mig selv om, for det er to roller, som meget tydeligt har den gåde og det fysiske og stumme. Den næste ting, jeg skal lave, er ikke mystisk eller gådefuld, men når man er ny i noget, kan det være, man starter med noget, der minder meget om en«.
»Der er helt klart noget med det stumme og fysiske og det med at bruge øjnene og attituden, som er en stor del af mig, og derfor har de roller passet mig godt. Jeg har også følt mig draget af den type karakterer, fordi man gennem dem kan eksperimentere med måden at fortælle på. Der bliver hele tiden leget og flirtet med, hvad der er fiktion og realitet«.
På hvilken måde?
»Med Ida er det gennem, hvad der er vores hukommelse. Hvad husker, glemmer og opdigter vi? Måden, hun bliver fortalt på, er ikke den klassiske måde, vi møder en karakter på i en film. Med Miu er der hele den fortælling om, at vi slet ikke ved, hvor hun kommer fra, og vi bruger elementer af noget, der er hyper fiktivt og eventyrligt og meget realistisk i symbolikkerne, karaktererne og miljøerne«.
Hvad tror du, det er i dig, der gør, at den type roller er let tilgængelige for dig?
»Det ved jeg ikke. Det er hele en«.
Er der noget, du kan spejle dig i i de karakterer, som gør, at du formår at formidle dem?
Lang tænkepause.
»Måske det ukendte. Jeg tror, man bruger sin rejse gennem livet med alt, hvad man gør«.
Er du den observerende type, der suger dine omgivelser til dig?
»Ja, men det ligger også til mit arbejde både som danser og skuespiller, at man observerer kroppe, folk, objekter, farver og former«.
Fra ballet til martial arts
Du er oprindeligt uddannet på linjen for dans og koreografi på Scenekunstskolen. Hvilken form for dans har du dyrket?
»Det er egentlig moderne dans, men også mange somatiske praksisser og mere eksperimenterende og meget performancekunst. Vi har haft et bredt spektrum på skolen lige fra ballet til kunstteori og kunstkritik, martial arts og improvisation«.
Hvornår startede du med at danse?
»Da jeg var helt lille«.
Hvilken slags dans var det?
»Det første, jeg lærte, var serbisk folkedans. Derfra har jeg prøvet lidt forskelligt«.
Hvorhenne?
»Mange forskellige steder. Første sted var foran spejlet på mit børneværelse til Madonna og Michael Jackson«.
Hvad var det, som tiltrak dig ved dansen?
»Nydelse og fantasi«.
Hvad giver det dig, som gjorde, at du besluttede dig for at forfølge dansen som voksen?
»Jeg synes, man kan bruge dansen til rigtige mange ting her i livet, som gør det dybere og smukkere«.
Hvor gammel var du, da du kom ind på Scenekunstskolen?
»20«.
Og der tænkte du, du skulle være danser?
»Nej, jeg startede på arkæologi, fordi jeg gerne ville være arkæolog. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle på skuespillerskolen«.
Filmens dragende magi
Angela Bundalovic havde ikke forventet, at hendes baggrund ville være en del af interviewet.
Så efter en lille intermezzo afstemmer vi en ny kurs, og hun indvilliger i at fortælle lidt om sin vej ind i skuespilverden.
»Jeg har lavet teater som lille, og så blev jeg på dans, og så fik jeg tilbudt en rolle, mens jeg gik på Scenekunstskolen, og så prøvede jeg skuespil igen. Så har det ene bare taget det andet med nogle pauser indimellem«.
Hvad var det for en rolle, du fik på Scenekunstskolen, som kickstartede det hele igen?
»Jeg ved ikke, om det fik kickstartet det hele, men det var i hvert fald der, jeg prøvede at lave skuespil igen, og det var i ‘The Rain’«.
Hvordan fik du den rolle?
»Det var casteren på det, som kendte mig i forvejen«.
Hvad er det ved skuespillet, som gør, at det er blevet din primære profession?
»Egentlig at jeg har fået skuespillerjobs og ikke dansejobs, så det er bare den retning, det har taget«.
Hvad tiltrækker dig ved skuespilfaget, for man forfølger det vel kun, hvis man finder det interessant på en eller anden måde?
Lang tænkepause.
»Det er mange ting. Det at performe og fortælle historier og magien ved det«.
Jeg tænker, det er fællesnævnere for dans og skuespil … Kan skuespil noget andet end dansen?
»Altså, der er jo også forskelligheder. Med dansen arbejder man med scenen, og der er noget ved film, som er meget magisk, som jeg er meget draget af. Der kan ske tilfældigheder på en anden måde, end når man spiller den samme forestilling og gentager den samme koreografi, som har været igennem sin udarbejdede proces«.
Nu er du rimelig ny i faget, men har du allerede tillagt dig nogle specifikke metoder eller måder at tilgå skuespillet på?
»I forhold til at bygge en karakter op tror jeg bare meget, jeg går ind i det fysiske og detaljerne. Det er meget min vej ind«.
Hvad mener du med detaljer?
»Med detaljer mener jeg alt, fra måden de går på og bruger deres hænder og øjne, hvordan de står og tænker, og hvordan der ser ud omkring dem. Musik og bøger er også fantastisk. Man hiver jo inspiration ind fra forskellige ting«.
Nogle skuespillere opfører, spiser og klæder sig som karakteren privat for at finde ind til den. Er det noget, du benytter dig af?
»Det kan jeg godt. Jeg mestrer ikke, at der bliver sagt ‘cut’, og så tager jeg hjem og er mig selv 100 procent. Jeg har det altid med hjem. Det fylder alt«.
I en grad hvor du forbliver i rollen, når du har fri?
»Jeg tror godt, jeg kan kontrollere det. Jeg går ikke ud i byen og er Miu. Jeg tror, jeg ville komme galt afsted, hvis jeg prøvede at lave kung fu på en dørmand«.
Lærte af Refn
Nu har du som udgangspunkt ikke haft en livslang drøm om at blive skuespiller. Er der noget ved arbejdet, som har overrasket dig, eller er der nogle specifikke oplevelser eller scener, som har gjort ekstra indtryk?
»Jeg oplevede nogle natteoptagelser på ‘Copenhagen Cowboy’, som var virkelig hårde, men meget interessante, fordi det var, som om der skete noget helt specielt om natten«.
Hvordan var de hårde?
»Fordi klokken er tre om natten, og man har været i gang i ti timer, og man har kun lavet én scene igen og igen. Det er hårdt, når man er træt. Det var, som om man skulle over et bjerg, men når det så var besteget, og man kom over på den anden side, var det, som om noget åbnede sig op, som var helt fantastisk og specielt. Alt har en anden konsistens om natten. Tiden og stilheden. Kroppen og hjernen er ligesom slået over i noget andet«.
Som skuespiller har du især arbejdet meget sammen med Martin Skovbjerg og Nicolas Winding Refn. Hvad har samarbejdet med dem givet dig?
»Martin er meget god til at give en frit spil, og Nicolas Winding Refn har helt klart lært mig en masse om at lave film«.
Hvad for eksempel?
»Æstetisk, lys, lyd, tempo, fysik. Det at lytte og rigtig meget omkring, hvad der kan udspille sig i et rum. Han går meget i samarbejde med sine spillere og inddrager dem, og så tør han enormt meget, og det er bare fucking fedt at arbejde med en, der har den kapacitet, integritet og dristighed til at gå derud, hvor noget er fremmed og ukendt. Det, der blandt andet gør Nicolas mesterlig, er, at hvis der er en situation, hvor noget ikke helt er, som det skal være eller ikke lykkes, ved han altid, hvordan han skal vende det til en fordel. Han arbejder så meget fra sin intuition og går bare lige på og er meget opfindsom«.
Hvordan var det så tidligt i karrieren at lande en hovedrolle i en Nicolas Winding Refn-serie?
»Man føler sig utrolig heldig. Det er en stor gave. Det var en fantastisk mulighed at få lov til at arbejde med så god en instruktør«.
Hvad skal der ske i fremtiden – er der en genre, som står øverst på ønskelisten?
»Det næste, jeg skal lave, er noget, jeg ikke har prøvet, og som jeg ser frem til at prøve, nemlig noget periode noget. Det kan være, det næste skal være komedie, så det hele ikke bliver for dybt og tungt. Tilfældet er, at jeg har lavet nogle projekter, som er lidt mere eksperimenterende og usædvanlige, så det er nok det, der i allerhøjeste grad appellerer, men jeg kan være lige så inspireret og glad for også at prøve det andet af«.
Har du ellers nogle generelle drømme eller ambitioner for de kommende år?
»Jeg synes, jeg er på en rigtig god rejse lige nu, og jeg håber bare, det fortsætter«.
’Copenhagen Cowboy’ kan ses på Netflix. ’København findes ikke’ kan ses i biografen.