’Winnie the Pooh: Blood and Honey’: Mareridts-slasher om morderisk Peter Plys er på alle måder en bizar oplevelse
A.A. Milnes klassiske børnefortælling fra 1926 om den elskelige, honningslubrende bjørn Peter Plys har fået sig en drakonisk slasher-behandling i form af ’Winnie the Pooh: Blood and Honey’.
Historien om Plys og vennerne fra Hundredmeterskoven er elsket verden over, ikke mindst på grund af Disneys ikoniske skildring fra 1966, efter rettighederne blev opkøbt af det amerikanske filmstudie.
Men alting har en ende, og det gælder også licenser. For mens Disney stadigvæk besidder de eksklusive rettigheder til Peter Plys’ unikke udseende, som vi kender det, blev Milnes oprindelige fortælling offentligt domæne i begyndelsen af sidste år.
Man kan altså nu gøre, hvad man vil med den gule bjørn og hans slæng bestående af Grisling, Æsel, Tigerdyr et cetera. Den mulighed har b-films-instruktøren Rhys Frake-Waterfield sprunget på i sin debut, og han har valgt at terrorisere folks barndom i svinget.
’Blood and Honey’ foregår nemlig, nogle år efter drengen Jakob har forladt sine antropomorfe dyrevenner til fordel for det søde college-liv, hvor han tilmed har mødt sin forlovede Mary.
I sin barndom var Jakob forsørger for Hundredmeterskovens fauna, men nu hvor han har ladt dem i stikken, har hungersnød og desperation transformeret Peter Plys og Grisling fra tamme dyr til mutte, vildtlevende psykopater, der har ædt Æsel og er sultne efter mere.
Det erfarer de to forlovede straks, da de ankommer til det blodtørstige makkerpars hvileplads, der ligner en forskruet blanding af Carcosa fra første sæson af ’True Detective’ og en slidt trailerpark.
Og selv hvis man på forhånd har set traileren eller billeder fra Frake-Waterfields slasher, går det først rigtigt op for én, når Peter Plys og Grisling træder ud af mørket, at man har at gøre med et værk af den kaliber, man finder allerbagerst i i streamingtjenesternes gysersortiment.
Iført skovmandsskjorte, smækbukser og meget åbenlyse (og dog creepy) gummimasker er udseendet på filmens to kumpaner lige så mareridtsinducerende og fjollet som BonBon-Lands maskotter.
Jakob og Mary er bestemt ikke velkomne, og efter de er blevet skaffet af vejen, går Plys og Grisling på rov hos en flok universitetspiger, der er på et ingen-mobiltelefonsophold i en sprød hytte med jacuzzi midt i Hundredmeterskoven. Big mistake.
Den ene er mere generisk end den anden til det punkt, at man aldrig rigtigt når at danne et bånd til nogle af dem, før de bliver slagtet på samlebånd med alt fra en forhammer til Peter Plys bag rattet i en hidsig muskelbil.
På dansk grund kunne man opleve ’Winnie the Pooh: Blood and Honey’ til en enkeltstående visning i Ruben Östlunds yndlingsbiograf, og hovedstadens højborg for smalle film med kunstnerisk gravitas, nemlig Grand Teatret.
Det tilføjede kun til den i forvejen bizarre oplevelse, der dog viste sig at blive aldeles underholdende blandt et publikum, der skiftevis grinede som en flækket træsko, hver gang Peter Plys’ permanent fjogede grin optrådte på lærredet, og gemte sig bag finger-tremmer, når voldsduoen gennemsmadrede og pimp-slappede sig igennem gruppen af naive universitetspiger.
Der er virkelig ikke meget kvalitet at hente. Hverken i skuespillet eller effekterne, som ligner noget, der er blevet lavet i iMovie. Man sidder tilbage med tanken om, at det kunne have været federe at få film som sidste års store gyseroverraskelse ’Barbarian’ eller creeypasta-perlen ’Skinamarink’ på det store lærred i stedet for. Hvis man nu kunne vælge.
Det vidner om et interessant fænomen, hvor en films hype på de sociale medier kan fylde sale rundt omkring i verden, hvor de før i tiden kunne håbe på et par midnatsvisninger hist og her. Her er ’Terrifier 2’ og ’M3GAN’ stærke eksempler, der har tjent svimlende på trods af lave budgetter, men hvor der også var kvalitet at hente.
Cadeau til Grands publikum, men Rhys Frake-Waterfield burde nok genoverveje, hvorvidt det er nødvendigt at fuldføre sine idéer om en opfølger samt ’Bambi: The Reckoning’ og ’Peter Pan’s Neverland Nightmare’ og derved ødelægge flere barndomsminder end højst nødvendigt.
Kort sagt:
Der er ikke meget at hente i Peter Plys og Grislings balstyriske hævntogt, der er grinagtigt på alle de forkerte måder.