’Boston Strangler’: Keira Knightley er sjældent autentisk i tandløs seriemorderthriller
Når én kvinde bliver dræbt, vækker det frygt. Når to ældre kvinder findes myrdet, spreder uroen sig. Og når tre uheldige kvinder bliver slået ihjel inden for hjemmets fire vægge, tør ingen åbne døren for ubudne gæster.
På ét år, i 1962 for at være helt præcis, blev otte kvinder i Boston brutalt myrdet. Men hvad der for offentlighed og politi var små avisnotitser om kvindedrab, var for to journalister noget langt mere frygteligt: en potentiel seriemorder, som gik under politiets radar.
Filmen ’Boston Strangler’ på Disney+ er baseret på den sande historie om seriemorderen af samme navn og om de to journalister Loretta McLaughlin (Keira Knightley) og Jean Cole (Carrie Coon), der samlede hans drab på én snor.
Mens politiet lod til at famle i blinde, insisterede særligt McLaughlin på at undersøge og informere Bostons beboere om kvindedrabene og sammenhængen mellem dem – det måtte nu engang være af større interesse, end hvordan den nyeste brødrister på markedet præsterede.
I samme stil som ’Spotlight’-journalisterne dækkede overgreb i den katolske kirke, og den fremragende ’Zodiac’ fra David Fincher dykkede ned i Zodiac-morderens terrorregime, fortæller ’Boston Strangler’ også historien om det journalistiske arbejde, der udødeliggjorde en periode, en skikkelse, et traume.
Og nu vi er ved ’Zodiac’, er det nærmest utænkeligt, at instruktør Matt Ruskin ikke skulle have skelet til Finchers krimiklassiker. ’Boston Strangler’ emmer af det samme dulmende mørke, der kombinerer ukuelig nysgerrighed med insisterende meningsløshed. Hvor dét at finde frem til en gerningsmand bliver en besættelse i både egen og offentlighedens interesse.
Med ’Zodiac’ tog Fincher sig tid (2 timer og 37 minutter), men ’Boston Strangler’ har travlt. Når et journalistisk arbejde, en seriemorders gerninger, et skrantende hjemmeliv og en større fortælling om kvinders værdi i en patriarkalsk struktur skal afvikles i én og samme film, så er det afsti afsted! Inden for det første kvarter har det tredje drab fundet sted, McLaughlin ser en sammenhæng og skriver en afslørende artikel. Så er vi ligesom i gang.
Ligesom filmen er Loretta som karakter handlekraftig – og hun er fantastisk portrætteret af Keira Knightley. Knightley evner virkelig at gøre sig selv til et blankt lærred og træde autentisk og helhjertet ind i rollen. Hun er underspillet, observerende og naturlig – en meget fin præstation af den normalt noget mere iøjefaldende skuespiller. Hun og den altid bemærkelsesværdige Carrie Coon danner et virkelig godt par.
Desværre drukner Coon og Knightleys fine præstationer i en film, der vil sige meget på kort tid. ’Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ var ti afsnit om at afdække en seriemorder, hans ofre og politiets fadæser, så det er ambitiøst af ’Boston Strangler’ at forsøge samme rundtur på en brøkdel af skærmtiden.
Som vi ved, er det langtfra umuligt at levere flere nuancerede pointer i én film, men i ’Boston Strangler’ bliver budskaber og tematikker for tandløse trods det gode materiale.
Der var potentiale til en gribende historie om kvindelige journalisters stille oprør i patriarkalske medier, om underprioriteringen af kvinders ve og vel eller om en seriemorders skrækindjagende gerninger.
Men ’Boston Strangler’ evner ikke alt på én og samme tid, og derfor er vi efterladt med en hæderlig, men lidt intetsigende thriller.
Kort sagt:
’Boston Strangler’ finder desværre aldrig balancen mellem samfundskritik og spændende thriller. Man må tage til takke med et velspillet, anti-patriarkalsk journalistisk makkerpar.