’Creed III’: Stortalent stjæler fuldkommen opmærksomheden fra Michael B. Jordan i ny boksefilm
Man er ikke i tvivl om, at Jonathan Majors er et af de største nye talenter i Hollywood, når man ser ’Creed III’.
Hans spil er så uforudsigeligt og nuanceret, at han fuldkommen stjæler showet fra Michael B. Jordan, der ellers både spiller filmens hovedrolle og instruerer for første gang i karrieren, men som på begge fronter leverer en del falske toner.
Majors er stærkt hjulpet på vej af, at rollen som Adonis Creeds barndomsven Damian Anderson er filmens med længder mest interessante figur.
I en flashbacksekvens ser vi livet for de to unge i 00’ernes Los Angeles, der tager en skæbnesvanger drejning en sen nattetime. Anderson, der dengang var det store boksetalent, ryger i fængsel i 18 år, mens sidekicket Adonis overtager hovedrollen i bokseringen og lever det liv, Anderson skulle have levet.
Det er en stærk grundpræmis for filmen, der er klart bedst, når den viser, hvordan Damian vender fremmedgjort og forurettet tilbage til sit nabolag. Tiden er løbet fra ham, og han har kun ét skud i bøssen, hvis han skal udleve sin drøm om at blive verdensmester.
Da Damian dukker op i træningscenteret fra sin ungdom, som Adonis har købt og renoveret til ukendelighed, kan hans tidligere bedsteven ikke genkende ham. Privilegierne og de kapitale strukturer har skilt dem ad. Hvilket selvfølgelig sender dem på kollisionskurs.
Men ’Creed III’ handler ikke så meget om den centrale fejde, som den handler om Adonis’ opgør med sin fortid på ungdomsherberger i Los Angeles’ slum – et ar på sjælen, han har forsøgt at fortrænge og skjule for sin ægtefælle Bianca (Tessa Thompson) og datteren Amara.
Da filmen begynder, har Adonis for længst slået sit sidste slag i ringen og tjener i stedet sine penge på at arrangere kampe og være reklamesølje for luksusmærker som Ralph Lauren og Hennessy.
Han er gået fra at være underdog til at blive en del af de markedskræfter og hierarkier, han startede karrieren med at gøre oprør imod – stærkt illustreret ved hans overdådige villa på en bjergskråning med udsigt over hele Los Angeles. Damian kan dårligt tro sine egne øjne, da han ser huset.
Den amerikanske drøms (falske) løfter har altid været en uomgængelig del af boksefilmens subtekst og er det også i den tredje ’Creed’-installation. Men det er en skam, at filmen ikke formår at sige noget dybere om kapitalismens væsen, livet som succesfuld sort forretningsmand i en verden, der stadig er domineret af hvide mænd, og voldens symbolske kvalitet som billede på alle de slag, man skal tage, hvis man vil frem i en kapitalistisk virkelighed.
’Creed III’ lykkes dog med at bruge klassisk amerikansk ikonografi til at fortælle historien om, hvordan reklameaftaler og sponsorater er en uomgængelig del af livet i elitesport – en pointe som overføres til filmens glatte, reklamelignende æstetik, som flere steder læner sig op ad skamløs product placement, når diverse mærker får prominent skærmtid.
Først da Adonis i filmens klassiske ’Rocky’-træningsmontage står på toppen af Hollywood Hills med solen i ryggen, vrister han sin indre ild tilbage fra kommodificeringen og tager ejerskab over sin fortid.
På samme måde som ’Magic Mike 3’ har filmen desuden en interessant tematik om den aldrende krops begrænsninger, når Adonis indser, at han ikke kan blive ved med at træde ind i ringen og presse sin fysik. Han må finde andre måder at udleve sine drømme, ligesom hans kone Bianca har måttet give afkald på at optræde med sin musik på grund af sin forsvindende hørelse.
Som helhed er ’Creed III’ nok den svageste i franchisen. Både fordi den tager sig selv for alvorligt, og fordi den ikke har samme slagkraft i de afgørende kampscener. Særligt finalen runger hult, hvor tung symbolik erstatter bokseringen med et bur for at symbolisere Adonis og Damians fortid, der hjemsøger dem.
Den egentlige fjende ligger gemt i duellanternes eget spejlbillede, i alle de indestængte følelser, som de to knudemænd ikke kan italesætte – og som Adonis uforvarende giver videre til sin lille datter, der også slår fra sig i skolen og utroligt nok får lov at følge med i farens boksekampe fra førsteparket. Endnu en central tematik og diskussion, som filmen aldrig rigtigt får taget hul på.
Men Jonathan Majors’ bistre ansigt glemmer man ikke. Det ene øjeblik smiler han varmt og kærligt, det næste stirrer han som en olm tyr.
Kort sagt:
Jonathan Majors er den store attraktion i den ujævne tredje ombæring af ’Creed’-franchisen, som snart burde være pensionsmoden.