’Magic Mike’s Last Dance’: Channing Tatums sidste dans efterlod os med et stort smil på læben – og en fornyet tro på verden

’Magic Mike’s Last Dance’: Channing Tatums sidste dans efterlod os med et stort smil på læben – og en fornyet tro på verden
'Magic Mike's Last Dance' (Foto: Warner Bros)

Det kan ikke have været let for Steven Soderbergh at følge efter Gregory Jacobs, der i 2015 gav os ’Magic Mike XXL’ – en af de mest banebrydende Hollywood-mainstreamfilm i nyere tid med sin usædvanligt underspillede og alligevel radikale omkalfatring af mulighedernes land som hjem for køns- og racelighed, kropspositivisme og seksuel frigørelse. Et land af lighed og tolerance.

Men allerede fra de første sekunder slår ’Magic Mike’s Last Dance’ sig alligevel megalomant op, når vi i voiceover hører, at dans besidder evnen til at redde menneskeheden. Det er ufatteligt store ord, men efter filmens åndeløst smukke (og kun lidt cheesy) finale – 30 minutters rendyrket film- og dansemagi – tror man faktisk på udsagnet.

Det sidste kapitel i Channing Tatums suveræne stripperfranchise forener Soderberghs kapitalkritik fra den første film med Gregory Jacobs’ revolutionerende empowerment-budskab i efterfølgeren.

Denne gang står Mike Lane igen topløs foran hujende kvinder på grund af økonomisk nød – modsat ’XXL’, hvor lysten og bro-fællesskabet drev værket.

Channing Tatum og Salma Hayek Pinault i ‘Magic Mike’s Last Dance’. (Foto: PR)

Hans møbelvirksomhed er gået konkurs i kølvandet på pandemien, og han bijobber som bartender for at få enderne til at mødes sammen. Det fører ham sammen med den nyligt fraskilte rigkvinde Maxandra (Salma Hayek), som genfinder sin livsgnist efter et møde med Mikes skarptskårne sixpack og glinsende biceps.

Hun inviterer ham med til London for at opsætte et sidste show på hendes eksmands teater, som Maxandra formelt råder over. Hun udnytter Mikes økonomiske afhængighed for selv at tage hævn over sin egen kapitale overherre – hendes utro eksmand, der stadig forsøger at sno sig ud af et skilsmissevederlag.

Mike Lane er en fish out of water i det posh-overklassemiljø i London, hvor han bliver udstyret med det mere slagkraftige navn »Michael Jeffrey Lane«, så Maxandra kan overbevise sine venner om, at han virkelig er en talentfuld teaterinstruktør og ikke en ufaglært male entertainer.

Miljøet fungerer som en åbenlys parallel til Soderberghs karrierelange udforskning af de økonomiske strukturer, som omgiver kunstnerisk praksis – med Mike Lane som standin for instruktøren selv, der har gjort åbent oprør mod Hollywood-studiesystemet med sin egen uafhængige filmproduktion.

Parallellen bliver særligt udtalt, når Mike undervejs i opsætningen af sit show fratages den kreative frihed, men alligevel finder måder at bevare sin stemme i maskineriets jernlænker. Det handler om at udtrykke og fastholde sin følelsesmæssige oprigtighed – også selvom man pludselig har den helt store tegnebog i ryggen.

‘Magic Mike’s Last Dance’ (Foto: Warner Bros)

Der er desuden en oplagt forbindelse til Soderberghs heistfilm: Også i dansens verden skal man sammensætte det rette hold og udtænke en genial plan, som kulminerer i en eksplosion af et show.

Det er for eksempel en pointe, at Maxandra gerne vil have Mike til at hyre uddannede dansere – i de fleste tilfælde hvide mennesker, som har haft alle forudsætninger for at udleve deres drøm. En beslutning, som Mike modsætter sig, når han hyrer sorte breakdancere fra gaden for at bevare en autenticitet og gøre oprør mod privilegierne, der styrer os.

På den måde er ’Last Dance’ også en klar – og nogle gange lidt for udtalt – videreførelse af lighedspolitikken fra ’XXL’. Også her handler det om at undslippe systemiske lænker og nedbryde hierarkier – mellem høj- og lavkultur, mellem rig og fattig – og skabe en ny, frigjort virkelighed.

Filmen skaber en fiktion, der tør gentænke vores samfund – ikke blot som naiv eskapisme, men som den ultimative tillidserklæring til mennesker. Hvor dansen bliver værktøjet til at opløse de systemiske uretfærdigheder og gøre drøm til virkelighed.

‘Magic Mike’s Last Dance’ (Foto: Warner Bros)

Det er ikke alt i historiefortællingen, der fungerer. Opkald fra de oprindelige King’s of Tampa virker fortænkte, og man savner nogle gange hangout-stemningen og fokusset på subkulturer og alternative fællesskaber fra forgængerne.

Mike og Max’ forhold er heller ikke altid troværdigt, og ambitionerne om at lave en klassisk backstage-musical forløses ikke helt, fordi træningssekvenserne og sammenholdet i den nye dansetrup forbliver underfortalt. Og så skilter Soderbergh, modsat ’XXL’, lidt for åbenlyst med sit feministiske budskab.

Normalt ville indvendingerne gøre mig tilbøjelig til at nøjes med fire sikre (kedelige) stjerner til en film som ’Magic Mike’s Last Dance’. Men det siger også noget om de til tider snæversynede definitioner af den ’gode filmkunst’.

’Magic Mike’-filmene har aldrig handlet om perfektion. De har handlet om at omfavne og elske sine uperfektheder og tro på, at alle fortjener det euforiske øjeblik, hvor den betingelsesløse frihed opstår.

Og i den storslåede finale rammer ’Last Dance’ pointen renere end nogensinde før. Man forlader biografsalen med et stort smil på læben, en fornyet tro på filmkunsten og på verden.

Dén magiske bedrift fortjener den femte stjerne.


Kort sagt:
’Magic Mike’s Last Dance’ er ikke lige så banebrydende som forgængeren, men i den spektakulære finale finder filmen ind til den rene filmmagi, som franchisen er bygget på.

’Magic Mike’s Last Dance’. Spillefilm. Instruktion: Steven Soderbergh. Medvirkende: Channing Tatum, Salma Hayek, Ayub Khan-Din. Spilletid: 112 min. Premiere: I biograferne 9. februar.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af