Det afslører tallene: ’Triangle of Sadness’ er Oscar-feltets dårligste film

Soundvenues Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen analyserer anmeldermodtagelsen af årets Oscar-felt for Bedste Film og konstaterer, at Ruben Östlunds klassesatire skraber bunden.
Det afslører tallene: ’Triangle of Sadness’ er Oscar-feltets dårligste film
'Triangle of Sadness'. (Foto: Fredrik Wenzel)

I forbindelse med de seneste syv års Oscaruddelinger har jeg foretaget en nærmere granskning af samtlige nominerede i hovedkategorien for Bedste Film med udgangspunkt i det anerkendte kritikeraggregatsite Metacritic, der samler anmeldelser af film fra cirka 60 toneangivende kritikere i den engelsksprogede verden.

Jeg har sammenlignet data fra de nominerede film helt tilbage til 1993 for på den måde at vurdere den aktuelle Oscar-årgang i lyset af tidligere årgange.

Lad os kigge på listen over årets 10 nominerede i kategorien bedste film – og den dertilhørende metacriticværdi:

Tár: 92
The Banshees of Inisherin: 87
The Fabelmans: 84
Everything Everywhere All at Once: 81
Top Gun: Maverick: 78
Women Talking: 78
All Quiet on the Western Front: 76
Avatar: The Way of Water: 67
Elvis: 64
The Triangle of Sadness: 63

Man kan med fordel dele feltet op i tre grupper. De fire øverste er kritikerdarlings, de tre næste er blevet hovedsageligt pænt modtaget, og de nederste tre titler har måttet stå model til en blandet modtagelse.

 Gennemsnitsscoren for de 10 film lyder på 77,0. Det er næsten akkurat det samme som sidste år, hvor feltet – inklusive vinderfilmen ‘CODA’ – præsterede en gennemsnitsscore på 77,3. Både 2021- og 2022-årgangen placerer sig under gennemsnittet for alle Oscarårgange siden 1993, der lyder på 80,4.

De fire bedst anmeldte film er også mange iagttageres bud på de mest oplagte Oscarvindere – alle fire er således repræsenteret i centrale kategorier for instruktion, skuespil og manuskript ud over kategorien for bedste film. På den måde er der en udpræget symmetri mellem favoritterne til bedste film-hæderen og kritikerstandens vurdering af Oscarfeltets filmkunstneriske meritter.

Symmetrien stopper ikke her: De fire film er samtidig også de titler, der præsterer en score på over gennemsnitscoren (1993-2022) på 80,4.

‘Tár’. (Foto: Focus Features)

I nyere tid har det været en tendens, at de mest kritikerroste titler har haft en fordel i forhold til at vinde bedste film kontra film med knapt så imponerende en kritikerscore. På bedste film-vinderlisten i nyere tid finder vi film som ’Moonlight’ (med en forrygende Metacriticscore på 99), ’Spotlight’ (MC: 93), ’Parasite’ (MC: 96) og ’Nomadland’ (MC: 93). Der er dog også eksempler på Oscarvinderfilm, der var under middel målt på kritikermodtagelse (’Green Book’ med MC: 69, ’CODA’ med MC: 75).

Ikke helt overraskende er det i år ’Tár’, der placerer sig øverst i kritikerhierarkiet med en værdi på 92. Hermed overstråler Todd Fields’ film akkurat sidste sæsons topscorere, nemlig japanske ’Drive My Car’ (91) og Paul Thomas Andersons ’Licorice Pizza’ (90).

De internationale kritikerdarlings

I de senere år er det – blandt andet takket være en øget internationalisering af Akademiets medlemsskare – blevet mere almindeligt, at ikke-engelsksprogede film er blevet lukket ind i bedste film-varmen. Film som ’Amour’, ’Parasite’ og ’Drive My Car’ var stærkt kritikerroste auteurværker.

I den forstand markerer årets felt en lidt overraskende ændring.

Tysksprogede ’All Quiet on the Western Front’ placerer sig med en MC-værdi på 76 lige under gennemsnittet for årgangen 22-23, der altså lyder på 77,0. En anden international produktion, Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, der ganske vist (hovedsageligt) er engelsksproget, men som er en ikke-amerikansk (eller ikke-britisk, for den sags skyld) produktion med svensk instruktør, bekræfter heller ikke billedet af, at internationale bedste film-kandidater typisk er kritikerdarlings.

Östlunds film er således den mindst velmodtagne af årets bedste film-kandidater med sin beskedne score på 63.

‘Triangle of Sadness’. (Foto: SF Studios)

Hvis man kigger nærmere på baggrunden for scoren på 63, vil man opdage, at ’Triangle of Sadness’ er en film, der virkelig deler de amerikanske og engelske anmeldere i to lejre. De enten elsker/beundrer eller hader/foragter filmen – alt efter hvordan de placerer sig i forhold til Östlunds sigtekorn, der er rettet mod rige menneskers forfængelighed og forkælelse.

Er filmens bredsider (af bræk!) mod de rige en velplaceret knytnæve af grænseløs kritik. eller er det en meget lidt subtil satire på stavepladeniveau?

I Oscarregi gør det ikke den store forskel: I første runde af stemmeafgivningen er det passion, der er afgørende. Man skal sikre sig en placering som en af de 10 film med flest førstepladser på stemmesedlerne. I anden runde (når vinderen blandt de 10 nominerede skal findes) kan det til gengæld være en ulempe at være en film, der deler vandene, da det her er det såkaldte præferentielle stemmesystem, der tages i anvendelse, hvor stemmer redistribueres i takt med, at filmene med færrest førstepladser sorteres fra.

Denne stemmeoptællingsmetode betyder, at film, der optræder på mange anden-, tredje- og måske endda fjerdepladser på stemmesedlerne har en fordel frem for de film, der enten placerer sig højt eller lavt (som man må formode er tilfældet med en film som netop ’Triangle of Sadness’).

Med andre ord: Hvis passion er en nødvendighed for at blive valgt i første runde, er konsensus et afgørende kriterium i anden stemmerunde.

Mainstream-titler sikrer bedre seertal

Det er altså relativt almindeligt, at den bedst anmeldte film vinder Oscaren for bedste film (særligt i det seneste årti).

Det er kun sket tre gange siden 1993, at filmen med den dårligste kritikermodtagelse af de nominerede har snuppet Oscaren: ’Braveheart’ (1995, MC: 68), ’Gladiator’ (2000, MC: 64) og ’Crash’ (2005, MC: 69). I den forstand er årets lavscore-kandidater (udover ’Triangle of Sadness’ er det ’Elvis’ og ’Avatar: The Way of Water’) historisk vurderet ikke helt chanceløse.

Man kan dog bemærke, at de tre Oscarvindere med feltets laveste score ligger mere end 15 år tilbage i tiden. Der er noget med meningsdannelse på sociale medier, der har gjort det sværere for film uden opbakning fra smagsdommerne at klare sig uskadt igennem måneders intensiv granskning online.

Tom Cruise i ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

Omvendt peger inklusionen af blockbuster-titler i årets bedste film-felt på, at de brede mainstream-titler også har gennemslagskraft i Oscarregi. Måske skyldes denne til dels nyvundne goodwill, at årene med covid-19 har gjort det tydeligt for mange, at glæden ved de store samlende biografoplevelser er noget, man skal huske at værdsætte. Særligt i en situation, hvor det ikke bare er pandemier, men også streaming-revolutionen, der udfordrer de klassiske branche-gatekeepers.

I år er der blevet plads til 2022’s to største biografsucceser i Oscars bedste film-felt, ’Top Gun: Maverick’ og ’Avatar: The Way of Water’, og selvom det kun er førstnævnte, der placerer sig over gennemsnittet for årgangen (men under gennemsnittet for alle årgange siden 1993), så vil de fleste filmfans nok mene, at de to gigantsucceser pynter i feltet.

Ubetvivleligt er det under alle omstændigheder, at de to titler er med til at generere interesse for Oscaruddelingen 12. marts. Akademiets Board of Governors og tv-selskabet ABC, der betaler fyrstelige summer for rettighederne til at transmittere showet, håber selvfølgelig at denne interesse vil medføre bedre seertal end sidste år.

Den dårligste Oscar-film i nyere tid

For fem år siden vandt ’The Shape of Water’ Oscaren for bedste film i et felt (2017), der var det stærkeste i årene 1993-2022. Gennemsnittet lå på 87,4 for de ni nominerede film (altså syv point over gennemsnittet for alle årgange).

Det værste år i nyere Oscarhistorie så vi for fire år siden, i 2018. Her var der et klart skel mellem de fem film med den højeste værdi (herunder ’Roma’ og ’The Favourite’) og de tre film med den laveste score (’Green Book’, ’Vice’ og ’Bohemian Rhapsody’). Den gennemsnitlige score for de otte nominerede film lød på 72,9 (nærmeste ’konkurrent’ til den kedelige titel af ’dårligste Oscarsæson’ er 1999 med tvivlsomme indsatser som ’American Beauty’, ’The Cider House Rules’ og ’The Green Mile’ og scoren 74,0).

I 2019-sæsonen var gennemsnitsscoren på den lune side af gennemsnittet, 81,4, men den samlede score dækkede over et enormt spring mellem top og bund i kategorien: Således lå ’Parasite’, ’Little Women’, ’The Irishman’ og ’Marriage Story’ alle i top med en score på 90 eller derover, mens der samtidig blev plads til titler som ’JoJo Rabbit’ og ’Joker’ med en score på henholdsvis 59 og 57.

‘Jojo Rabbit’. (Foto: PR)

Vi så den samme tendens sidste år, hvor ’Drive My Car’, ’Licorice Pizza’, ’The Power of the Dog’ og ’West Side Story’ skilte sig klart ud (med værdier mellem 85-91). Herefter fulgte en stor mellemgruppe (’King Richard’, ’Belfast’, ’CODA’, ’Dune’ og ’Nightmare Alley’) Men helt alene i bunden – med afstand – fandt vi ’Don’t Look Up’ med en Metacritic-score på 49. Der var hele 20 point mellem nummer 9 og nummer 10 og hele 42 point mellem nummer 1 (’Drive My Car’) og nummer 10 (’Don’t Look Up’).

I år er der 29 point mellem nummer 1 (´Tár’) og nummer 10 (´Triangle of Sadness’). Det er en betragtelig forskel, men altså ikke udtryk for en kløft a la sidste år (eller 2018, for den sags skyld).

Det betyder også, at ingen af årets bedste film-kandidater gør sig ’fortjent’ til inklusion på top-10-listen over de dårligst anmeldte bedste film-kandidater i perioden 1993-2022, selvom det i tilfældet ’Elvis’ (64) og ’Triangle of Sadness’ (63) er tæt på:

Extremely Loud & Incredibly Close (2011): 46
Bohemian Rhapsody (2018): 49
Don’t Look Up (2021): 49
The Blind Side (2009): 53
JoJo Rabbit (2019): 57
The Reader (2008): 58
Life is Beautiful (1998): 59
Joker (2019): 59
The Green Mile (1999): 61
Vice (2018): 62

Dokumentarfilmene er bedre

Afslutningsvis vil jeg se nærmere på, hvordan bedste film-kategorien klarer sig i forhold til de andre kategorier, hvor det er filmen som helhed, der er i centrum, altså kategorierne for bedste internationale film, bedste dokumentar og bedste animationsfilm. Opgørelsen ser sådan her ud:

Bedste dokumentar: 82,8
Bedste internationale film: 81,8
Bedste animationsfilm: 78,8
Bedste film: 77,0

Nu skal det retfærdigvis siges, at der er 10 titler i spil i bedste film-kategorien, mens de tre andre kategorier nøjes med fem nominerede. Var der for eksempel blevet peget på 10 titler til animationskategorien, var gennemsnitsscoren nok dalet en kende.

Alligevel er det interessant, at bedste film ikke kan mønstre stærkere gennemsnitsscore end film, der tilhører hver sin Oscar-’ghetto’.

Ser vi på kategorien for bedste internationale film, er tendensen modsat bedste film-kategorien i den forstand, at det er de mindst favoriserede titler, der har scoret de bedste anmeldelser (irske ’Quiet Girl’ og polske ’EO’ har en MC-værdi på henholdsvis 89 og 85), mens favoritterne Tyskland (’All Quiet on the Western Front’), Belgien (’Close’) og Argentina (’Argentina, 1985’) kan præstere en score på henholdsvis 76, 81 og 78.

‘All the Beauty and the Bloodshed’. (Foto: PR)

I kategorien for bedste dokumentar er det faktisk feltets overraskende danske bidrag, ’A House Made of Splinters’, der trækker ned. Med en score på 73 er der noget op til de fire konkurrenter, der alle scorer mellem 82-90 (med Venedig-guldløvevinderen ’All the Beauty and the Bloodshed’ som topscorer).

Det er alt taget i betragtning ikke helt uventet, at dokumentarfilm scorer højere end spillefilm. Dokumentarfilm splitter generelt ikke anmeldere helt så meget som spillefilm – måske fordi alene bestræbelsen på at indfange og formidle vigtige historier fra den virkelige verden har en tendens til at mildne filmkritikere. Kriterier som budskab, aktualitet og relevans bliver her mere presserende end formsprog og tekniske meritter.

Filmkritikken afspejler i vid udstrækning publikums optagethed af fiktion. Hvor personligheder som Scorsese, Spielberg, Fincher og P. T. Anderson er verdensberømte, så er det nok kun de helt nørdede inden for disciplinen Oscar-esoterica, der ved, at manden med flest Oscarstatuetter inden for dokumentargenren hedder Arthur Cohn (han har vundet den tre gange, senest i 1999 for ’One Day in September’).

Årets Oscar-show finder sted søndag den 12. marts.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af