’Fighters’: Virkelighedens helte spiller sig selv i rørende norsk coming of age-film
CPH:DOX. Hvor meget må man iscenesætte og dramatisere i en dokumentarfilm? Ganske meget, hvis man spørger Jon Haukeland.
Den norske instruktør vil med sin CPH:DOX-aktuelle film ’Fighters’ lave »en udvidelse af de dokumentariske mandater«, forklarer han i et interview hos mediet Rushprint. Og det lykkes han overvejende godt med.
’Fighters’ bruger det interessante greb, at filmens medvirkende spiller skuespil. De spiller sig selv – i scener fra deres eget liv. Med undtagelse af en kort interviewbid i starten og slutningen af filmen, som ligner en slags casting-optagelse lavet før produktion, er hele filmen således et stykke dramatiseret virkelighed.
Nærmere bestemt socialarbejderen Berat og teenageren Mamos virkelighed i Oslo.
15-årige Mamo har problemer på hjemmefronten og med myndighederne. Han pjækker fra skole og er på vej ind i en kriminel løbebane med stoffer og nemme penge. Han bærer på et traume, som hjemsøger ham om natten. »Mit liv er lort«, siger han opgivende til en politibetjent, som stopper ham for at tage en narkoprøve.
Berat ser sig selv i Mamo. Han vil hjælpe Mamo med ikke at begå de samme fejl, han selv begik i en ung alder. Derfor tilbyder han, at drengen kan flytte ind hos ham og få en mere stabil hverdag.
Alt ser håbefuldt ud – men så bliver Mamo nødt til at flytte ud igen. Politiet har fundet frem til Berats pletter på straffeattesten, og de mener, han er en dårlig indflydelse på den fortvivlede teenager, som nu igen må finde et nyt hjem.
Myndighederne og systemet spiller dermed en afgørende rolle i fortællingen, på godt og ondt. I starten af filmen priser Berat den norske velfærdsstat, som han jo selv er ansat af. Han siger til Mamo, at de er heldige at bo i et land, hvor man altid kan få hjælp. Men da han bliver mødt med mistillid af systemet, blusser en langtidslagret vrede op. Han føler sig uretfærdigt behandlet, og det er en følelse, han har haft gennem hele livet.
Når de to hovedpersoner spiller sig selv, giver det filmens rekonstruerede scener en umiddelbar troværdighed, idet Berat og Mamo er medafsendere af fortællingen. Det afføder dog også en vis følelse af fremmedgjorthed, fordi man som publikum ikke kan undgå at være bevidst om, at de spiller skuespil. Måske ’skiftet’ havde været mindre svært at forholde sig til, hvis ikke filmen startede med den rent dokumentariske interviewscene.
Med tiden stoppede jeg imidlertid næsten med at tænke over iscenesættelsen, og jeg endte med at blive ganske rørt over de to mænds sympatiske historie. Det er berigende at følge Berats fantastiske indsats som rollemodel og Mamos vilje til at omlægge sit liv trods en svær start.
Særligt én scene virker så ægte, at jeg faktisk er i tvivl om, hvorvidt den er rekonstrueret eller ej – og det må jo betyde, at Haukelands hybridgreb er en succes.
Det drejer sig om filmens mest rørende øjeblik, hvor Berat, efter politiets nedslående udmelding, tager et trip down memory lane til fødebyen Gol for at få genopfrisket sin egen traumatiske barndom, som han næsten har fortrængt.
Her møder han blandt andet sin socialarbejder, Karianne, som hjalp ham væk fra sit dysfunktionelle barndomshjem år tilbage.
Berat giver slip på sin rolle som overskudsagtig voksen. Hans øjne løber over af tårer, da han fortæller Karianne om sine triste minder. For da han fik hjælp af myndighederne, blev hele hans familie samtidig splittet op.
»I mine øjne er du en helt«, siger Karianne oprigtigt. Og ’Fighters’ er i sandhed en film om virkelighedens helte, der er modige og storsindede nok til at tage andres liv på sig – med og imod systemet.
Kort sagt:
Det er berigende at følge forholdet mellem socialarbejderen Berat og teenageroden Mamo, der begge spiller sig selv i den gennemsympatiske hybridfilm ’Fighters’.