Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen har været teaterscenens mest progressive og hypede unge duo, siden de i 2019 havde premiere på ’Velkommen til Pandora’, deres fælles afgangsforestilling fra Den Danske Scenekunstskole.
Siden har de udvidet værket til en trilogi med ’Lolita for altid’ og senest ’Farvel til Madonna’, som havde sidste forestilling forrige lørdag.
Stykkerne roterer omkring kvindelig seksualitet og både kvindens eget blik på sig selv og omverdenens – og formidler det med en eksalteret vildskab med Emma Sehested Høeg som altdominerende centrum.
Alle disse elementer tager duoen, der formelt har forenet sig i kunstnerstudiet How to kill a dog, nu med over i deres første tv-serie, ’Killjoy’, som de har skabt sammen, Emma spiller hovedrollen i, Jennifer har instrueret, og deres faste scenograf Petruska Miehe-Renard har skabt productiondesignet til.
Serien kan sagtens ses uden forhåndskendskab til forestillingerne, men bygger videre på temaerne med fortællingen om den unge designstuderende Nanna (Sehested Høeg), der på overfladen har det perfekte liv med sød kæreste (Gustav Giese), masser af sex, gode venner og spirende karriere.
Men facaden smuldrer i TV 2-serien, når Nanna må erkende, at hun har faket alle sit livs orgasmer, og ’Killjoy’ udvikler sig til en både komisk og tragisk deroute for den unge klimaksløse kvinde.
I mandags holdt Soundvenue og TV 2 forpremiere på de tre første afsnit af serien for en pakket sal i Empire Bio, og efter visningen stillede Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen op til et interview på scenen bagefter – en samtale, vi bringer i en let redigeret udgave her.
Middagsselskabstesten
Hvorfor var det lige en ung kvindes manglende orgasmer, jeres første serie skulle handle om?
»På scenekunstskolen havde vi lavet en forestilling om en kvinde, der kæmpede for at blive gravid, og vi var rigtigt glade for den historie, som handlede om relationer, krop og seksualitet, men som ikke handlede om jagten på en mand. Og så fandt vi på det her med, at det kunne handle om orgasmer, og researchede helt vildt meget på det. Og så kunne vi pludselig se en historie, der kunne komme rundt om alle de her temaer, vi interesserer os for, med orgasmen som metafor for at tage sin plads og slippe blikket udefra«.
Emma: »Det er en god rettesnor for, om et tema er en god ide til en film eller et teaterstykke, hvis man kan snakke om det i mange timer til et middagsselskab. Og det her emne synes jeg aldrig, man bliver træt af at tale om. Til vennemiddage, familiemiddage…!«
»Nu så vi lige scenen, hvor de taler om orgasmekvoter, og det lyder jo lidt usexet. Men på den anden side er det også mærkeligt, at nogen nøjes med noget. Og det syntes vi var interessant: Hvis der ikke er ligestilling i soveværelset, hvordan skal vi så få ligestilling alle andre steder! Og så prøvede vi at tage fat i en kvinde, som tilsyneladende har det hele. Men der er én ting, hun ikke kan, og hvis hun ikke engang kan tale om det, tror jeg, der er mange, der ikke kan«.
Tematikken omkring kvinders seksualitet går jo igen fra jeres teaterstykker. Vil I sætte nogle ord på, hvad jeres mission er på tværs af stykkerne og så serien her?
Jennifer og Emma i kor: »Take up space!«
Emma: »Ja, det var det, vi mødtes om på skolen: At vi skal lade være med at være så bange for at fylde. Det tog vi videre til en forestilling om en kvinde, der bare nød alt uden at skamme sig – for eksempel at kneppe en lagkage og at få publikum til at holde en surprisefest for mig. Vi havde lyst til at tage den præmis alvorligt om, at når du ser en forestilling med os, så har du betalt penge for, at jeg på scenen i princippet kan gøre alt, jeg har lyst til den næste time«.
»Det er både os, der er fanget på scenen, og publikum, som er fanget til vores show. Det er en sjov kontrakt mellem performer og beskuer – en diskussion af magten. Og det har vi haft lyst til at føre videre i alle kreative projekter. Det er kunst om kvinder, der fylder og tager sin plads«.
Rystet i sin grundvold
I tager jeres første stykke, ’Velkommen til Pandora’, direkte ind i serien i en scene, hvor Nanna oplever Emma synge om flere orgasmer til kvinder. Var det en svær beslutning at gå meta på den?
Jennifer: »Jeg tror, at da vi fik ideen til, at vendepunktet for Nanna kommer, da hun er inde og se vores forestilling, så tænkte vi: Ej, er det for meget? Er det for selvsikkert at tænke, at ‘Velkommen til Pandora’ kunne være startskuddet på en ung kvindes udvikling? Måske. Og derfor fik vi endnu mere lyst til at gøre det. Det er også at tale kunsten op – det er jo netop det, teatret kan: forandre noget inde i os«.
Er der sket noget i de år, siden I lavede ’Velkommen til Pandora’ i 2019, eller er seriens tematik om orgasmekløften stadig et tabu, tror I?
Emma: »Der er sket helt vildt meget. Jeg har allerede læst én, der mente, at det måske allerede var lidt passé at snakke om. Men jeg har det sådan med de emner, vi beskæftiger os med, at vi skal nå at kede os med dem! Jeg synes i princippet, at vi skal nå til et sted, hvor vi keder os med alt, der handler om kvinder og feminisme, de næste tusind år. For det har vi gjort med en masse andre emner«.
»Det gælder alle mennesker, der er underrepræsenteret i kunsten. Jeg har brug for, at vi dykker lige så meget ned i alle detaljer af historierne, vi ikke har beskæftiget os så meget med, før vi går videre«.
»Der var en DR-dokumentar for nogle år siden, hvor man igen fik bekræftet, at mænd har mere lyst til sex end kvinder … Den rystede mig i min grundvold, og nu skal jeg fortælle hvorfor: Når parrene sad sammen, så sagde kvinden, at ’ja, det er nok Thomas, der har mest lyst’. Men når kvinderne så sad alene og blev spurgt, om de godt ville have, at de kom lidt mere? ’Ja, det vil jeg nok gerne, men jeg behøver ikke’. Nej, men tror du, du ville have lyst til mere sex, hvis du vidste, at du kom hver gang? Og kommer du, når du er alene med dig selv? ’Ja, der kommer jeg hver gang’. Så er det altså ikke et emne, vi er færdige med!«
Hvad er Nannas grundlæggende problem – er det hendes sexliv, eller er det en større ting om at træde i karakter og finde sig selv?
Jennifer: »Serien handler om sex og orgasmer, men orgasmen bliver også en metafor for Nannas problem i det hele taget. Hun er alt for optaget af, hvad andre synes om hende. Hun lever det perfekte liv, som hun hele tiden arbejder for at opretholde. Så for Nanna er det nok også til at starte med en oplevelse af at være forkert: Alle de andre kan komme! Er der nu et sted mere, hvor jeg skal performe? Er jeg nu heller ikke god nok i sengen?«
»Men et problem for mange af os er nok det her med, at vi hele tiden er optagede af, hvordan andre mennesker ser på os, og hvad vores værdi er i andres øjne. Der er en enormt stor ensomhed i aldrig at melde sine egne behov ud. Man glemmer at mærke efter, hvordan man selv har det. Og det er bare svært at nyde og give sig hen og sige noget sandt, hvis jeg kun er optaget af, hvad I tænker. Men det øver vi os på hele tiden«.
Ærlighed
Jeg læste et gammelt Politiken-interview med den kendte dramatiker Line Knutzon, hvor hun sagde: »Der er noget storytelling i den her verden om, at sex er noget af det vigtigste – og jeg synes, det er sindssygt opreklameret. Jeg har prøvet at have et virkelig godt sexliv, så det er ikke, fordi jeg er en ’frigid kælling’. Men det er næsten, som om folk har sat sex på listen over menneskerettigheder. Det er det ikke. Og man kan sagtens leve uden. Og der er rigtig mange kvinder, der lever uden. Og de lever i hemmelighed med det. Fordi det er en pinlig ting«.
Hvad tænker I om det – at man også kan have et fyldestgørende liv, hvor sex ikke fylder så meget?
Jennifer: »100 procent. Hvis man har et godt liv uden sex – fantastisk. Jeg tror, at vi begge to kæmper for, at man skal have det sexliv, man har lyst til, og som passer til dig selv og din partner. Men frem for alt at man skal være ærlig om, hvilket sexliv man har lyst til at have. Og jeg synes, det er dybt problematisk, at den, man er allernærmest med, at så mange kvinder faker over for den, man er allernærmest med – altså lader som om noget er dejligt, som ikke er det allerdejligste. Derigennem opstår der en barriere for, at man får, hvad man ønsker sig«.
Emma: »Godt kritisk spørgsmål!«
Tak! Kan der også være den slagside i jeres projekt, at det tilfører mere skam hos dem, der ikke er så optagede af sex?
Jennifer: »Altså at man på grund af ’Killjoy’ skulle føle, at det var skamfuldt ikke at have lyst til sex – i en verden som, ligegyldigt hvor man kigger hen, er fyldt med sex…? Så vil jeg være ærlig og sige, at jeg ikke tror, det er vores tv-serie, der gør det«.
Grænseoverskridende nøgenscener
Hvilke tanker har I gjort jer om, hvor meget sex man skal vise i en serie, der handler om sex?
Emma: »Vi har altid lyst til at gå til grænsen begge to, men det er så mig, der står der …«
Jennifer: »Ja, det er jo din krop …!«
Emma: »Ja, det er jo mig, der ender med at stå der«.
Jennifer: »Jeg elsker dig for det!«
Emma: »Jeg synes, det er grænseoverskridende at lave de her ting. Jeg kan huske, at da vi første gang lavede en forestilling, sagde jeg: Jeg kommer aldrig til at være nøgen, jeg gør det ikke. Og pludselig laver jeg ikke andet! Men vi bliver nødt til at gøre det lidt ekstremt nogle gange, så der måske er nogle derude, der tænker, at sådan har jeg det også bare en lille smule«.
»I serien har det været interessant at prøve at lave nogle andre slags sexscener, end man plejer at se. Hvor det handler om noget andet end normalt. Jeg er opdraget til at se én slags sexscener, og jeg er slet ikke i tvivl om, at den slags sexscener er fiktion. Jeg ser ikke porno, skal jeg være ærlig at sige…«
Jennifer: »Det er der ingen, der gør!«
Emma: »… men det var bare vigtigt at vise nogle andre slags sexscener, end dem vi alle sammen kender«.
Jennifer: »Der er syv sexscener i den her serie, og det var virkelig vigtigt for os, at de ikke lignede hinanden eller fortalte det samme. Jeg synes, det har været så interessant at være med inde i det allermest intime og opleve, hvordan man kan fortælle på forskellige måder«.
Har I brugt intimkoordinatorer, som man jo gør i mange film og serier i dag?
Emma: »Det har vi. Det var en rigtigt god oplevelse. Men vi kan generelt også bare godt lide at skabe et trygt sted, hvor vi har snakket det hele igennem. Og så har jeg immervæk gået på hold med Gustav (Giese, red.) i fire år, så det hjalp også lidt. Man laver lidt forskelligt på den skole«.
Emma igen: »Altså ikke på den måde!«
’Killjoy’ kan ses på TV 2 Play fra 26. marts.