‘Dronningen’
May el-Toukhys grumme drama om en kvinde, der forfører sin teenage-papsøn med voldsomme konsekvenser til følge er slet og ret en af de forgange årtis vigtigste danske film. Trine Dyrholm er frygtindgydende god som (moder)naturkraften Anne, der opsluger svenske Gustav Lindh med hud og hår på et ’Antichrist’-smægtende visuelt bagtæppe af skovens dybe, våde vildnis, der grænser op til familiens skarpkantede skandinaviske designvilla. Og hudfletningen af, hvordan samfundets dyrkelse af ung maskulin virilitet – i modsætning til sager om teenagepigers seksualitet – overskygger svigtets alvor og magtforholdets sjæleknusende konsekvenser, er mesterligt iscenesat og debatværdigt.
’Hereditary’
Nøglen til ’Midsommar’-instruktør Ari Asters særlige succes finder man i debuthittet ’Hereditary’, der med uforglemmelige chok og en vild fortælling om arvelig psykisk sygdom spinder en af de mest fremsynede gysere i nyere tid.
Toni Colette er umulig at tage øjnene fra som den sorgplagede miniature-kunstner Annie, der bliver ubehageligt meget klogere på sin egen familiehistorie, da hun mister sin mor, og de pludselig hjemsøges af en stor flok morens ukendte bekendtskaber.
Det er en lige dele klaustrofobisk og fascinerende oplevelse at mærke det morderne hjems vægge snævre ind.
’Lady Macbeth’
Stortalentet Florence Pugh (’Little Women’, ’Midsommar’) fik en bragende flot filmdebut i instruktør William Oldroyds isnende gode ’Lady Macbeth’, der fortæller historien om en ung kvinde i 1800-tallets England, Katrine, som giftes bort til en langt ældre, komplet indifferent gårdmand. Katrine er ved at gå til af kedsomhed, men da hun kaster blikket på en af gårdkarlene, vækkes hede, altopslugende lyster. Og et voksende, uhyggeligt magtbegær.
’Lady Macbeth’s kulde kan mærkes helt ind i knoglerne, forbudte kys får kinderne til at blusse og moralske tvetydighed forplanter sig til en ubehagelig fornemmelse i maven.
‘Bullet Train’
Hvis det er af den rette kaliber, bør ingen være for fine til slå på tæven-action på et tog. Og den tidligere stuntmand David Leitchs kulørte filmatisering af en japansk thrillerroman glider let ned på storunderholdende vis. Når Brad Pitts hired gun træder ind på et tog for at stjæle en mystisk mappe, sætter man sig godt til rette og nyder turen, mens den ene karismatiske lejemorder, gangster og hustler efter den anden stjæler scenen.
Ensemblet er aldeles stjernespækket, men filmens evigt småkværulerende britiske mordermakkerpar Lemon og Tangarine, spillet af Aaron Taylor-Johnson og Brian Tyree Henry er den klare favorit. Som taget ud af en Guy Ritchie-film bringer de charme og skæv personlighed til hele affæren, og især ’Atlanta’-stjernen Henry er filmens MVP, der i flere scener decideret sætter Brad Pitt til vægs med sin underspillede, sørgmodige facon.
’En helt almindelig familie’
Den 11-årige Emma elsker fodbold og sin far. Faktisk er hendes liv helt almindeligt i bedste 90’er-stil med Hawaii-pizzaer og crushes, indtil det hele bliver vendt på hovedet.
En dag springer hendes far nemlig ud som kvinde, og transformationen fra Thomas til Agnete er både underholdende og gribende skildret med udgangspunkt i instruktør Malou Reymanns egen opvækst.
Der er en øm humor på spil, og et originalt dybfølt perspektiv på familieudfordringer. Selvom Reymann fortæller sin specifikke historie, er den alment relaterbar. Ikke mindst på grund af blændende præstationer fra det unge stjerneskud Kaya Toft Loholt som Emma og Mikkel Boe Følsgaard, der gør det grundforandrede fædreskab kærligt og menneskeligt.
‘Spencer’
Hvis man skal tro Pablo Larraíns genfortælling, var det et levende mareridt at være en del af den britiske kongefamilie. I hvert fald hvis man hed Diana Spencer.
Ligesom han bragte en alternativ vinkel på præsidentfruen i ‘Jackie’, formår instruktøren i ‘Spencer’ at nuancere en af nyere tids mest fortalte kongelige historier. Med Kristen Stewart i rollen som prinsesseikonet, følger vi Diana under et besøg på den adelige svigerfamilies slot Sandringham House i juledagene i 1991, hvor hun mildest talt er ved at gå fra forstanden.
Selvom historien om Diana er velkendt og grundigt afdækket, er der noget helt særligt over ‘Spencer’, der forvandler dronningens juleslot og tilhørende traditioner til et intenst fængsel af paranoia. Vigtigst af alt er Diana ikke blot et skrøbeligt offer, men kæmper sit eget oprør. I enkelte sekvenser fremstår prinsessens skæbnesvangre drømme så virkelige, at man bliver revet med af ideen om, hvor anderledes hele tragedien kunne være gået.
‘Sorry to Bother You’
Der er nogen, der siger, at alle historier er fortalt før, men ’Sorry To Bother You’ er beviset på, at det ikke passer. At det stadig er muligt at lave en film, der ikke bare tager røven på én. Men gør det igen og igen og igen.
Alene udgangspunktet er uimodståeligt: I en nær fremtid får den retningsløse fyr Cassius (Lakeith Stanfield) job som telefonsælger af leksikoner, i starten uden den store succes. Men da en ældre kollega (Danny Glover) anbefaler ham at bruge sin »hvide stemme«, sælger han pludselig røven ud af bukserne: Han bliver forfremmet til powercaller i den særlige loge, hvor alle taler med hvid stemme hele tiden, og han jetsetter sig hele vejen til fest med et kokainsniffende, bro-slesk Silicon Valley-fænomen spillet af Armie Hammer i en forrygende komisk rolle (præ-skandalesager).
Men her slutter det ikke, slet ikke. Rapperen Boots Rileys instruktørdebut er surrealistisk (Cassius’ hvide stemme ’spilles’ af David Cross), hyperenergisk, humoristisk og dybt anarkistisk i sin kritik af kapitalisme og raceforhold. En film ulig nogen anden.
‘C’Mon C’Mon’
Kontrasten til præstationen som Jokeren kunne næsten ikke være større, da Joaquin Phoenix fulgte op med den naturalistiske rolle som en radiojournalist Johnny, der hænger sin nevø, mens hans søster (Gaby Hoffman) tager sig af sin psykisk forstyrrede mand, i den sort-hvide, uimodståelige ‘C’Mon C’Mon’.
Det kunne lyde som den klassiske, ‘About a Boy’-agtige historie om en kold/egoistisk voksen, der skal lære at føle sig selv og andre gennem venskabet med et barn, men Mike Mills film er langt mere nuanceret og intelligent end som så. En smukt filmet, sød og livsklog fortælling båret af en utrolig kemi mellem Phoenix og unge Woody Norman.
‘Everything Everywhere All at Once’
Det er vist en individuel sag, om man blev følelsesmæssigt revet med af Daniels-duoens første film siden ’Swiss Army Man’, den galsindige multiversefilm ’Everything Everywhere All at Once’. Men der kan ikke være to meninger om, hvor fedt det var at se en dybt original, kompromisløs og komplet kuk-kuk-film komme ud af Hollywood og blive en overraskende succes ved billetlugerne.
Med udgangspunkt i den kinesiske immigrant og vaskeriejer Evelyns besøg på et skattekontor stikker filmen af i tusind retninger, hvor Evelyn blandt andet er hemmelig spion, skuespilstjerne og hustru med pølsefingre, helt bogstaveligt. Det er filmen, hvor vi både møder en talende vaskebjørn ved navn Racatoonie, en universtruende bagel og en pokal i numsen, og hvor man ser målløs til, efterhånden som The Daniels alligevel får en nogenlunde sammenhængende film ud af de mange indfald.
’Fargo’
Et gensyn med Coen-brødrenes kulsorthumoristiske klassiker fra 1996 er altid en god ide.
Filmen handler kort fortalt om pushoveren Jerry Lundegaard (William H. Macy), der i desperat pengenød hyrer et par håndlangere (Steve Buschemi og Peter Stormare) til at kidnappe hans kone (Kristin Rudrud) med en aftale om at dele findelønnen på 80.000 dollars. En plan, der selvfølgelig ender helt galt.
’Fargo’ er Coen-brødrene, når de er bedst. Vold og suspense går hånd i hånd med satire og (tragi)komik, og så foregår filmen i det iskolde og snedækkede Minnesota – de to auteurinstruktørers hjemstavn – hvilket giver filmen et mindeværdigt æstetisk udtryk. Man kommer heller ikke uden om Frances McDormands Oscar-vindende pragtpræstation som den ihærdige gravide politikvinde Molly Gunderson, der langsomt men sikkert opruller mordkomplottet.
‘Promising Young Woman’
Emerald Fennells dristige debut deler vandene, særligt med det kontroversielle sidste akt. Men det er egentlig lidt urimeligt, for filmen lykkes med en utroligt svær mission: At gøre noget, der på papiret kan lyde som en lidt forudsigelig og belærende MeToo-eksponering, til en djævelsk, kulørt, charmerende og intens thriller, der lystigt pendulerer mellem glimt i øjet og dyb oprigtighed.
Carey Mulligan spiller 29-årige Cassie, der har gjort det til sin mission i livet at give klamme mænd en eftertrykkelig lærestreg som hævn over sin overgrebsramte veninde.
»Hvert et grin eller forarget fnis, filmen foranlediger, sætter samtidig tankerne til at rumle uroligt i baghovedet efter rulleteksterne«, skrev vores anmelder Jannie Dahl Astrup og konkluderede med rette, at filmen både er voldsomt mørk og voldsomt sjov.
‘Mommy’
Xavier Dolans uafrystelige mesterværk ‘Mommy’ er et slags trekantsdrama mellem den ADHD-ramte teenager Steve, hans politisk ukorrekte mor og deres forsagte genbo. Det hele kører i et frenetisk tempo, og de excentriske karakterer balancerer på en hårfin grænse mellem charmerende og irriterende. Hvilket er pointen: De – og vi – skal lære at kapere hinanden trods deres svagheder.
Stilen er virtuos, og når det klaustrofobisk kvadratiske billedformat endelig brydes, er det en åbenbaring af filmhistorisk styrke. Soundtracket flirter lystigt med kitsch, og det virker, for hvem kan holde tårerne tilbage, når Ludovico Einaudis ‘Experience’ akkompagnerer den hjerteskærende montage mod slutningen. En spruttende original oplevelse.
‘Margin Call’ (‘Giftig viden’)
Det er en af de film, som Soundvenues filmredaktion har sat på igen og igen. Instruktør J.C. Chandors (‘A Most Violent Year’) stærkt underholdende debutfilm ‘Margin Call’ (‘Giftig viden’ på dansk) kombinerer nemlig en taknemmeligt stram spilletid med nervepirrende spænding og et bomstærkt cast, der alle giver deres bedste.
Historien følger en række ansatte i et stort investeringsfirma i New York i timerne op til, at finanskrisen bryder ud i 2008 – fra de unge, ambitiøse børsmæglere, der lugter lunten til de garvede, stinkende rige chefer, der dårligt kan tro deres egne øjne, da marmortårnet smuldrer om ørerne på dem. Over én enkelt nat.
Zachary Quinto, Penn Badgly, Kevin Spacey, Demi Moore, Stanley Tucci, Paul Bettany, Simon Baker og Jeremy Irons tørner sammen på kontorets gange, hvor stemningen bliver stadigt værre. Og det er gedigent underholdende.
‘Lady Bird’
»Det komplekse had-kærlighedsforhold mellem mor og datter er sjældent skildret mere rammende og nuanceret end i Greta Gerwig mesterlige soloinstruktørdebut om en ung viljestærk kvindes frigørelse«.
Sådan skrev vores anmelder om instruktør og manuskriptforfatter Greta Gerwigs Oscar-nominerede ’Lady Bird’ og gav fem stjerner til en af 2018’s største små film, der som coming of age-beslægtede ’Call Me By Your Name’ og ’The Florida Project’ skinnede et smukt lys over Hollywoods unge fremadstormende generation af stortalenter. Ligesom den konfronterede samfundets bedagede forventninger til ’pæne piger’.
’Lady Bird’ sitrer af veloplagte dialoger om den akavede teenagetid og sociale forventningspres, der får røgen til at stå ud af ørerne på vor temperamentsfulde hovedperson, hvis navlebeskuende narcissisme ekkoede Gerwigs tidligere kvindelige karakterer i ’Frances Ha’ og ’Mistress of America’: Unge vilde, der på en gang er alt for meget, og samtidig vidunderligt uapologetiske antiheltinder.
‘Eighth Grade’
Hvor mange coming of age-film har vi ikke set om den amerikanske highschool- og college-tid?
Hvor mange film har vi så til gengæld set om at gå i middle school, om tiden som ung teenager? Ikke særligt mange. Men det er netop den tid, som komikeren Bo Burnham behandler med udsøgt følsomhed i sin første, overraskende film som instruktør.
Da vi først møder hovedpersonen Kayla, optager hun en video til sin Youtube-kanal om at turde være sig selv. Men i virkeligheden, når kameraet er slukket, er hun ensom og venneløs med et standard-anstrengt forhold til sin far, som hun bor alene med. Vi kommer helt tæt på Kayla, spillet med utrolig overbevisning af debutanten Elsie Fisher i et sjældent rammende portræt af, hvordan det er at være ung i en SoMe-tid.
Nøglesamtalen mellem Kayla og hendes far mod slutningen gør far-søn-snakken i ’Call Me By Your Name’ rangen stridig som en af nyere tids bedste af sin slags. Som resten af filmen vrider den i hjertet – men ikke uden håb.
‘I, Tonya’
Rapkæftet skøjteprinsesse fra trailertrash-miljø kvalificerer sig stik imod alle samfundssociale odds til de olympiske lege, men isen slår sprækker, da hun og hendes voldelige redneck-mand anklages for at have invalideret den All-American-polerede konkurrent.
For uindviede lyder synopsisen som det pure ’Fargo’-fiktion, men historien om Tonya Harding dækker ikke desto mindre over en af 90’ernes største skandaler i amerikansk sport – her taget under stærkt underholdende, semibiografisk behandling af instruktøren bag ’Lars and the Real Girl’, Craig Gillespie.
Formidable Margot Robbie skøjtede sig til en Oscar-nominering for Bedste kvindelige hovedrolle, men det var kollegaen Allison Janney, der hjemtog den gyldne mand for sin birolle som Tonyas kyniske mor.
‘La La Land’
Damien Chazelles pangfarvede, men umiskendeligt sørgmodige musical-ode til Hollywood og jazz er en rutsjebanetur for følelserne, ledet af Emma Stone og Ryan Gosling som de mismatchede turtelduer Mia og Sebastian, der måske vil drømmen om kærligheden mere end de vil hinanden.
Chazelle er stærkt inspireret af den franske instruktør Jaques Demys musicalklassiker ‘Pigen med paraplyerne’ (filmen, der sløjfede musicalgenrens lykkelige slutninger), men der tippes også med tophatten til ‘Singin’ in the Rain’ og Disneys ‘Tornerose’, mens de elskende synger og danser sig igennem et næsten surrealistisk kulisse-L.A., der bidrager til filmens sælsomme stemning.
Stone vandt fuldt fortjent en Oscar for portrættet af Mia, mens Chazelles faste komponist Justin Hurwitz hjemtog statuetter for både Bedste score og Bedste sang.
‘God’s Own Country’
Francis Lees debutfilm står på overfladen i skærende kontrast til Guadagninos solrige paradis. Her er settingen det barske landliv i West Yorkshire, hvor Johnny (Josh O’Connor fra ’The Crown’) arbejder som modvillig fårefarmer, da hans far er blevet invalideret af et hjerteanfald.
Men filmens kerne er på mange måde den samme som i ’Call Me By Your Name’, idet Johnnys liv som skabshomoseksuel med engangsknald og sanseløs druk vendes på hovedet ved ankomsten af rumæneren Gheorge (Alec Secareanu) – et blidt naturtalent inden for landbrug, som tvinger Johnny til at konfrontere sin egen seksualitet og modstridende følelseshav.
’God’s Own Country’ står som en nyklassiker inden for genren med to uforglemmelige præstationer i front. Og filmen sendte Francis Lee direkte til Hollywood, hvor han senere instruerede ‘Ammonite’ med Kate Winslet.
‘The Babadook’
Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.
Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.
’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.
Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.
’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.
Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.
‘Get Out’
Vi har før kåret Jordan Peeles racesatiriske gyser til 2010’ernes vigtigste film, der formidabelt spidder det liberale Amerikas selvtilfredse hykleri (»jeg ville have stemt på Obama for tredje gang«), mens den nuanceret skildrer oplevelsen af at være sort i Guds Eget Land. Sat på spidsen, jovist, men dog alligevel følelsesmæssigt rodfæstet i en genuin afroamerikansk erfaring.
Historien om en ung sort fyr (Daniel Kaluuya), der skal møde sin hvide kærestes (Allison Williams) mistænkeligt imødekommende familie for første gang, rammer zeitgeisten lige i røven, og filmen blev en kæmpesucces både ved billetlugerne og i Oscar-sammenhæng, hvor Peele vandt statuetten for bedste originale manuskript.
Men jo mindre du ved om plottet forinden, jo bedre.
’Get Out’ er en film af sin tid, hvis cocktail af isnende gys (10’ernes måske mest sprudlende genre), komedie og samfundsanalyse samtidig gør den til et fyrtårn for både arthouse- og mainstream-filmens fremtid. Og så indeholder den scener, du simpelthen aldrig vil glemme.
‘The Handmaiden’
Få film kan bryste sig af flere twist’n’turns end Chan-wook Parks ’The Handmaiden’, der (næsten) erstatter instruktørens karakteristisk forråede ultravold som parabel for samfundets fordærv til fordel for en kalejdoskopisk, betagende smuk fortælling om forførelse, lesbisk kærlighed og bedrag i 1930’ernes japanskbesatte Korea.
Min-hee Kim og Tae-ri Kim spiller henholdsvis den velbeslåede Lady Hideko og hendes tjenerinde Sook-Hee, der udvikler komplicerede følelser for hinanden, til trods for at Sook-Hee er i ledtog med den glatte svindlercharmør Fujiwara – der er ude på at gifte sig med Hideko blot for at få hende indlagt på en galeanstalt og stjæle hendes formue. Nå ja, og så er der noget med en blæksprutte…
’The Handmaiden’ tegner et kvalmt billede af kvindeundertrykkelse og sexmisbrug som traditionel (fin)kulturel magtfaktor, men vender bøtten på hovedet, da Park lader sine snarrådige kvinder give patriarkatet tørt på.
‘Fruitvale Station’
Når protesterne i kølvandet på mordet på George Floyd koger over, som de gjorde tidligere i år, skyldes det selvfølgelig, at det langt fra er en engangsforeteelse: Amerikansk historie er skræmmende rig på eksempler, hvor sorte mennesker er døde i politiets varetægt. I 2009 blev 22-årige Oscar Grant III for eksempel skudt af en politibetjent nytårsdag på en togstation i Oakland, mens han blev holdt nede på jorden af en anden betjent. Også dengang blev begivenhederne optaget på flere mobiltelefoner, og også dengang medførte hændelsen store protester. Betjenten kom i fængsel i 11 måneder for uoverlagt mord.
I 2013 debuterede den senere ’Black Panther’-instruktør Ryan Googler med en film, der loyalt og med dybfølt humanisme skildrer Oscar Grants liv op i døgnet op til det fatale møde med politiet, så man kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve sit komplicerede liv som alle andre for pludselig at møde en ubodelig skæbne, blot fordi man er sort og bliver anset som en trussel. Michael B. Jordan er fremragende i hovedrollen.
‘The Place Beyond the Pines’
I instruktør Derek Cianfrances melodiøse og gribenden neo-noir spiller Bradley Cooper en ung politibetjent, der kæmper for ikke at blive revet med i den korruption, der dominerer i hans afdeling, mens Ryan Gosling er stuntmotorcyklist turned kriminel (han og instruktøren samarbejdede også på ‘Blue Valentine’).
De to mænd kommer på fatal kollisionskurs, og i et seperat plotsspor opruller to teenagedrenge (Dane DeHaan og Emory Cohen) konsekvenserne af de dramatiske begivenheder 15 år senere. Det er en barsk fortælling om fædre og sønner, løs inspireret af Cianfrances eget forhold til sin far, og på sidelinjen brillerer Eva Mendes (Goslings hustru IRL), Rose Byrne og Ben Mendelsohn.
‘The Big Sick’
Den romantiske komedie fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning i2017 af hylende morsomme’The Big Sick’, der skolede samtlige klæge sick flick-film fra de senere år i fræk selvironi og sygesengsamoriner med et jordnært, virkelighedstro twist.
Filmen er således baseret på manusduoen og ægtefællerne Kumail Nanjiani og Emily V. Gordons egen historie, og førstnævnte indtog selvhovedrollen over for overmåde charmerende Zoe Kazan som Emily, der pludselig bliver ramt af en mystisk sygdom og lægges i koma.Så langt, så sæbeopera-agtigt tænker du måske, men ’The Big Sick’ er alt andet end klichetynget, når den udforsker stand-up-komikeren Kumails forhold til de nye svigerforældre–scenestjælerne Holly Hunter og Ray Romano–og ikke mindst hans egen families ihærdige forsøg på at matche ham med en række potentielle indiske kærester.
Kulturforskellene mellem Kumail og Emilys verdner giver ’The Big Sick’ anledning til at tageaktuelle samfundspolitikker under kærlig behandling med et lige dele satirisk og sjældent nuanceret vid–ikke ulig Netflix-serien ’Master of None’–og Kumail Nanjiani spiller veloplagt på sin baggrund som ikketroende andengenerationsindvandrer i det post-9/11-muslimforskrækkede USA.
’The Big Sick’ er en kærlighedshistorie for og af sin samtids hovedrystende diskrepans mellemblomstrende fordomme og politiskkorrektheds-pavernes tyranni–og den mest ærlige romance i årevis.
‘The Prestige’
Christopher Nolan elsker at tage sit publikum ved næsen. Men sjældent har han dog været så drillesyg som i ’The Prestige’, der handler om to rivaliserende magikere, der vil gå meget langt for at overgå hinanden i trylleriets ædle kunst.
Christian Bale skifter superheltekappen ud med tryllekappen og leverer en fantastisk præstation som manisk magiker, der konstant er ved at bukke under for sine egne ambitioner. Hugh Jackman er ligeledes fremragende som hans tryllerival, der er så blind af misundelse, at han ikke kan se, hvor langt ud han er ved at komme i jagten på det perfekte trick. Genistregen ved ’The Prestige’ er, at den på den ene side omfavner illusionerne, mens den samtidig beder os stille spørgsmålstegn ved dem. Vi køber den utrolige historie, men prøver samtidig konstant at regne ud, hvad Nolan trækker op af hatten næste gang. Det er glimrende udtænkt og endnu bedre udført.
‘Hustlers’
»Kravl ind i min pels«, spinner en halvnøgen Jennifer Lopez i en blanding af campet forførelse og moderlig omsorg som stripperdronningen Ramona, der chiller med en smøg på taget af den stripklub, hun lige har givet en showstoppende optræden i – tematisk varslende til Fiona Apples ‘Criminal’.
Lorene Scafarias ‘Hustlers’ er et underholdende true-crime-komediedrama om strippere, der ripper mænd med fede tegnebøger. Filmen er baseret på en New York Magazine-artikel fra 2015 af Jessica Pressler, som i filmen figurerer i skikkelse af Julia Stiles i en rammefortælling, hvor hun interviewer Destiny om begivenhedernes gang.
Filmen blander på underholdende vis de socialrealistiske undertoner med krimi, finansdrama og glamourøs musikvideoæstetik i glossy shoppingmontager og masser af kunstige øjenvipper, pailletter og hoop-øreringe. Kvinderne er toplækre, men bliver aldrig objektiviseret af kameraet. De skildres derimod med et kvindeligt blik som magtfulde aktører, dygtige dansere og hele mennesker.