’The Pope’s Exorcist’: Eksorcismegyser mangler ét altoverskyggende element – nemlig uhygge
Instruktøren Julius Avery har et lille bagkatalog med film af, lad os sige, blandet kvalitet.
Hans to seneste film, ’Overlord’ fra 2018 og ’Samaritan’ fra 2022, fik henholdsvis fire og tre stjerner af Soundvenue, så med denne to-stjernede anmeldelse af ’The Pope’s Exorcist’ begynder der at tegne sig en lidt ærgerlig nedadgående kurve.
Russell Crowe-gyseren, der tager afsæt i Fader Gabriele Amorths erfaringer som pavens førende eksorcist, er i hvert fald langt fra det skelsættende nybrud, som den selv tror, den er.
Filmen starter, som så uendeligt mange andre af slagsen, med en indledende eksorcisme, hvor den småexcentriske, Lambretta-kørende Fader Amorth tilsyneladende redder en ung mand fra en dæmonbesættelse. Det viser sig dog, at Amorth er mere skeptisk anlagt end som så – ifølge ham var det nemlig snarere en psykisk sygdom, han behandlede, end en okkult djævleuddrivelse.
Og her når man lige at tænke, at filmen måske har et strejf af originalitet, når selveste pavens eksorcist mener, at 98 procent af alle hans sager har en jordisk, logisk forklaring. For det kunne da være interessant med en eksorcist, der for en gangs skyld var den, der skulle overbevises, og ikke vice versa. Men hans kritiske tankegang bliver aldrig brugt til noget, og hans karakter bliver aldrig mere spændende end hans lidt asynkrone opførsel.
Der ligger faktisk en enormt dragende udvikling i karakteren, problemet er bare, at han allerede har gennemgået den, inden filmen starter. Og vi får den kun kort skitseret igennem flashbacks.
Resten af filmen udspiller sig på et gammelt kloster i Castilien, som en amerikansk familie er i gang med at istandsætte. Byggeriet bliver dog hurtigt sat på pause, da sønnen uheldigvis bliver besat af en dæmon (den er god nok denne gang), hvorefter Amorth bliver tilkaldt. Sammen med den lokale præst, Fader Esquibel, må han nu tage alle sine færdigheder og værktøjer i brug for at komme familien – og måske selveste Vatikanet – til undsætning.
Filmen er langt hen ad vejen – okay: hele vejen – ikke specielt uhyggelig. Den forlader sig på ældgamle kneb (høje lyde, hurtige klip, forvrængede stemmer), som faktisk stadig virker i film som ’Nattens dæmoner’ takket være James Wans mesterlige instruktion, men som laver en eklatant maveplasker her.
Man behøver ikke genopfinde hjulet, hver gang man laver en ny gyser, men når man tryller en kanin frem fra hatten for 117. gang, må nummeret i det mindste gerne serveres med stil. Og det gør det simpelthen ikke her.
Omkring filmens midtpunkt begynder plottet så at tage en drejning mod noget, der godt kunne minde om ’Da Vinci Mysteriet’, men der går ikke mange minutter, før man indser, at det her mysterium ikke er meget mere interessant, end hvor tryllekunstnerens kanin befandt sig, før den dukkede frem fra hatten.
Og så er der de sidste tyve minutter, der, genren tro, bare er en stime af latinsk plapren blandet med nogle tilforladelige, men komplet ubrugelige computergenererede effekter.
Hvis vi lige skal afslutte på en positiv klang, er Russell Crowe ret underholdende som pavens kuriøse eksorcist. Men om han alene kan bære det paranormale filmunivers, som ’The Pope’s Exorcist’ lægger i ovnen til, er … tvivlsomt.
Kort sagt:
’The Pope’s Exorcist’ er ikke det nybrud inden for eksorcist-genren, som den selv tror, den er. Det havde dog været tilgiveligt, hvis den i det mindste var uhyggelig.