‘Fast & Furious 10’: Det går ned ad bakke for bilfranchisen – ét sted bliver det næsten pinligt
En franchise kan ikke strækkes meget længere, når man først har brugt rumkortet. I den forrige Fast & Furious-film ,’F9’, tager nogle af heltene ud i rummet i en bil foret med gaffatape for at rode med en satellit.
Jo jo, men der er vel stadig enkelte steder, som ikke er udforsket i en muskelbil? Ja, måske et goldt islandskab eller en biljagt under vandet? ’Fast and Furious 10’ får sat kryds ved både Antarktis og ubåd. Men SÅ er der altså heller ikke ret meget tilbage.
Det er nok derfor, Vin Diesel – som også er en af filmens producere – har annonceret, at ’Fast and Furious 10’ er begyndelsen til enden. Hans seneste udtalelse peger på, at det er første film i en afsluttende trilogi. Det er en imponerende bedrift at skabe en absurd succesfuld, international 12-films franchise ud fra en lille Los Angeles-baseret actionfilm fra 2001, der nok dengang blev pitchet som »Point Break bare med biler«.
Jeg var tilfældigvis i L.A. da den første ’The Fast and the Furious’ havde gået i biograferne i nogle måneder. Vi hang ud på Hermosa Beach med nogle surfere, og de prøvede at blive enige om, hvad de skulle se i The 1 Dollar Cinema, for ’Jurassic Park III’ blev også vist.
»I don’t know about the dinosaurs, man. I kinda wanna go with the car movie. I love cars«.
Jeg følte ham. Jeg elsker også biler. Jeg reagerede fysisk, da Dom Toretto tændte sin Dodge Charger i den første film og gassede op. »Whoooa«, udbrød jeg første gang, jeg så filmen. Det var pinligt, for det var til en pressevisning sammen med de andre anmeldere, og det var ikke kutyme at skilte med sine følelser.
Dengang blev Rob Cohens film lavet med rigtige biler og praktiske effekter. Det påstås i pressematerialet, at filmskaberne stadig holder fast i at filme med rigtige biler. Måske enkelte steder i ’Fast and Furious 10’, men alt for tit virker actionscenerne fake og urealistiske. Jeg så dem med samme ligegyldighed som at pløkke en baddie i en first person shooter.
En af de helt store actionscener i ’Fast and Furious 10’ foregår i Rom. Det er noget med en bombe, en guldfarvet Lamborghini og en masse italienske politibiler, der bliver væltet rundt som bowlingkegler i forsøget på at stoppe bomben fra at udradere Vatikanet.
Selvfølgelig skal en masse af Roms seværdigheder smadres undervejs, og selvfølgelig kan de ikke blive smadret i virkeligheden. Derfor er det en CGI-bil, der kører ned af den spanske trappe og splintrer CGI-gelænderet, og marmorfarvede pixels flyver rundt i luften, imens ingen føler, at det betyder noget.
Det er filmens grelleste eksempel på, at teknik og praktik ikke kunne følge med en idé om, at det ville have wow-effekt at smadre Rom i en biljagt. I stedet er scenen næsten pinlig.
’Fast Five’ er stadig den bedste film i rækken efter de famlende forsøg på at finde succesformlen. Det var fra denne femte film, at hovedpersonerne gik fra at være gaderæsere til at være en form for specialagenter, og opskriften lyder nu på mere og mere langt ude stunts, sniksnak om højteknologiske dimser, skurke der bliver til helte afløst af nye skurke, en enkelt scene med letpåklædte dansedamer, nye familiemedlemmer ud af det blå, megastjerner i små biroller og Vin Diesels nonsens-visdom om værdien af familie.
Dom Toretto lærer sin måske 10-12-årige søn at køre bil og opsummerer lektionen med rådet »Find linjen, føl bilen og lad den flyve«. Jeg tror ikke, det giver mening for hverken voksne eller børn. Den realistiske version ville være, at sønnen himlede af gammelfars forbrændingsmotorpoesi.
Men realisme truer ikke i The Fast Saga, hvor Vin Diesel og vennerne snart har været mere igennem end i en sæbeopera. I ’Fast and Furious 10’ dukker psykopatsønnen af en gammel fjende op for at få hævn, Doms bror Jacob – der dukkede op som skurk i forrige film – er nu en hyggelig legeonkel, den (måske) afdøde Mr. Nobody viser sig at have en datter, Cipher og Deckard Shaw skifter til de godes side, afdøde Elena – mor til Doms søn – viser sig at have en søster, og en gammel kending vækkes til live fra de døde.
‘The Fast and the Furious’? Det lyder mere som ‘The Bold and the Beautiful’.
Skuespillet er desværre også kun på niveau med middelgode lægeserier på trods af det imponerende cast. Det er, som om ingen kan få deres replikker og karakterer til at give mening. Dom får dette råd: »Hold us in your heart and you will never lose your way«. Det lyder som noget, der er blevet broderet på en pude i en hvidt-og-slidt butik, hvor det hørmer af duftlys.
Selv ikke den mægtige Helen Mirren får det troværdigt over sine læber. Jason Momoa spiller skurken som en blanding af Jack Sparrow og Harley Quinn, men uden oneliners og charme.
Filmserien er stadig en fryd for bilfans, men på parametre som opfindsomhed og sans for at skabe spænding eller gode grin har kurven været nedadgående siden 5’eren.
Lad os håbe på, at kurven formes til et flyvehop i de sidste film, så The Fast Saga ikke fiser ud, men slutter på et awesome brøl fra motoren. Whoooa!
Kort sagt:
Alle kan trænge til noget underholdende pjat fra tid til anden. Men nu er det snart ikke sjovt længere i ’Fast and Furious’-franchisen.