Det starter med, at jeg hører en lille fugl synge om, at Mikael Bertelsen har ladet sig gå på af den barske kritik af hans og Casper Christensens Viaplay-program ’All Exclusive’ efter premieren i december sidste år.
I stærk kontrast er Casper Christensen lykkeligt uberørt af anmeldelserne, der i flere tilfælde hæftede sig ved frækheden i, at de herrer Christensen og Bertelsen tillod sig at lægge ansigterne i alvorlige miner efter at have dyrket nihilistisk morskab og ironi i 25 år.
Kritikken kulminerede i en dagsordensættende artikel i Weekendavisen, hvor Søren K. Villemoes med udgangspunkt i ’All Exclusive’ slog fast, at »med alvorens genkomst er Generation X’ tid endegyldigt forbi’«.
»Hvad efterlader de os«, spurgte han om 90’ernes funny guys indsvøbt i gummisko og sarkasme, og hans svar på spørgsmålet lå slet skjult: ikke meget.
I ’All Exclusive’ inviterer Casper Christensen a-listers til et luksusresort i Portugal eller en herregård i Sverige for at tilbringe et døgn sammen med Mikael Bertelsen som fluffer sufflør støttende altmuligmand. I første sæson var Iben Hjejle, Sofie Linde, Medina og Helle Thorning-Schmidt de udvalgte, og i den kommende anden ombæring er det Kasper Schmeichel, Paprika Steen, Ulrich Thomsen og Thomas Helmigs tur. Helmig-programmet skulle egentlig have åbnet ballet sidste år, men blev forståeligt udskudt i kølvandet på sønnen Hugos død.
Jeg skrev selv et relativt negativt skudsmål af programmet, men fordi de andre anmeldelser var brutale, kan jeg forstå på den lille fugl, at Mikael Bertelsen har fundet passager i min tekst, som han var glad for, særligt at jeg beskrev programmet som »den tænkende mands reality«.
Så han er frisk på at tale med mig om programmet og kritikken forud for premieren på den nye omgang 25. maj.
Det viser sig, at Bertelsen husker anmeldelsen som overordnet positiv, og måske havde han regnet med en mere generelt allieret i synet på ’All Exclusive’, da jeg møder ham i en herskabelig lejlighed i Gothersgade indrettet som kontor, som han deler med blandt andre Søren Fauli, Frederik Cilius og Rasmus Bruun.
Kortene på bordet
Et af Mikael Bertelsens mål med ’All Exclusive’ har været at lave et talkshowprogram uden skjulte dagsordener og manipulationer – hvor metoden i høj grad er en del af programmet, som når Bertelsen afbryder Casper Christensens snak med Helle Thorning-Schmidt og siger, at de skal være mindre hysteriske, eller når Casper – mod enhver journalistisk fordring – nægter at spørge nærmere ind, når gæsterne blotter deres sårbare sider, hvis de ikke selv lægger op til det.
Så vi kan i samme ånd lægge kortene på bordet i denne artikel.
Min dagsorden med interviewet er forholde Bertelsen til kritikken af programmet, ikke mindst min egen. Mit håb er at få ham til at tale ærligt – ja, sårbart! – om, hvordan det er at få voksenskældud i pressen, når man er vant til at få ros af den samlede kulturelite for sine skæve (’Den 11. time’), originale (’Det sidste ord’) og gennemførte (24syv) koncepter.
Jeg burde have vidst bedre. Jeg har trods alt engang skrevet en hel artikel om Mikael Bertelsens vilde og vanvittige evne til at kapre en samtale med guddommelige anekdoter. Og da vi taler sammen på telefon inden vores møde for lige at aftale nærmere, tager det 31 minutter.
Jeg kunne godt have udeladt det, der nu følger, for der kommer faktisk en forsøgsvist kritisk diskussion af ’All Exclusive’ længere nede, der godt kunne have stået alene, og det her er jo ikke et portræt af Mikael Bertelsen, så der er en risiko for, at læseoplevelsen vil få et lidt skizofrent præg.
Og har man ingen interesse i Mikael Bertelsen som sådan, men vil gerne læse om hans reaktion på kritikken af ’All Exclusive’, kan man bare skippe ned til den næste underrubrik, der hedder »En grov fornærmelse«.
Vi er kun gået en enkelt etage ad trappen mod Bertelsens kontor, da han stopper op og serverer en historie så utrolig, at jeg ikke engang kan trykke den. Det ved jeg godt er nederen at skrive, men den involverer et mord, så det går bare ikke. Men det er blot for at fortælle: På det tidspunkt har jeg været sammen med Mikael Bertelsen i nøjagtig 15 sekunder, og vi har aldrig mødt hinanden før.
Da vi når op på kontoret, spiser vi frokost sammen, og før vi kommer til ’All Exclusive’-sagen, spørger jeg lidt til arbejdet med undergrundsradiokanalen R8dio, der er ved at vokse sig stor.
Herefter taler han i en time, hvor jeg kun siger ganske få ord. Jeg har lavet ok mange interviews, og kun én har været sværere at afbryde, og det var Knud Romer. Hvis man i Folketinget havde samme filibuster-model som i den amerikanske kongres, hvor man kan stalle en lovgennemførelse simpelthen bare ved at snakke længe på talerstolen, ville alle partier kæmpe om at hverve Romer og Bertelsen. Sammen ville de være uovervindelige.
Bertelsens historier er på én og samme tid velfortalte, fascinerende og generøse indblik i nyere tids tv- og radiohistorie fra en af mediedanmarks store originaler og som at lytte til krigsberetninger under et samvittighedsbesøg hos sin gamle bedstefar.
I alt taler vi i fire timer uden pause. Og når jeg skriver »›vi«, mener jeg i al væsentlighed ham. Der sker noget, når man kigger direkte ind i et menneskes ansigt så lang tid uden selv at sige særligt meget. Det forandrer sig ligesom undervejs. Først så jeg bare den karakteristiske mand med de afvæbnende smilehuller, som jeg kender så udmærket fra tv, men på et tidspunkt var det, som om jeg så ham som gammel (han lignede lidt Karsten Ree), og mod slutningen kunne jeg pludselig skimte, hvordan hans ansigt var som barn, drenget og næsvist.
Da vi skal til at tage afsked, kan jeg ikke lade være med at spørge, om hans mord-afsløring ude på trappen er noget, han har planlagt på forhånd for at sætte en særlig scene for interviewet, eller om det bare kommer impulsivt.
»Rasmus Bruun siger altid, at det er herskerteknik. Han bliver vred på mig. Men nej, det er ikke planlagt«, siger han. Dagen efter sender han en sms om, at det ærgrer ham, hvis jeg oplevede mordhistorien som herskerteknik. »Hvis det var forberedt og planlagt, ville jeg jo være syg i hovedet«, skriver han.
Han skriver også på sms, at han håber, at min kritik af ’All Exclusive’ kommer med i artiklen, og seks dage efter vores møde sender han en nøjagtigt gengivet ordudveksling fra vores samtale, som han håber kommer med (det gør den).
En grov fornærmelse
Efter en time til halvanden kom vi til sagen den dag i Gothersgade, så lad os også gøre det her. Jeg starter blødt med at spørge, hvordan ’All Exclusive’ blev til.
»Nu bliver det en meget lang historie«, starter Mikael Bertelsen, men jeg skal prøve at gøre den lidt kortere her.
Mikael Bertelsen mødte første gang Casper Christensen på DR’s ungdomsredaktion i 90’erne, hvor de skulle lave et radioprogram sammen søndag aften. Bertelsen var en overforberedt perfektionist, der finpudsede sit manuskript hele weekenden, mens Casper Christensen mødte fem minutter i sendetid, klar til at tage telefoner fra unge mennesker, der ringede ind.
»Så var der Line på 20 år, der ringede ind om at savne den græske fyr, hun havde mødt på en sommerferie. Der ville man normalt have sagt, hvor er det synd for dig, at du savner din kæreste, men i steder sætter Casper et nummer med Julio Iglesias på og begynder at synge: ’Mooonlight laaady, come along with me’. Og jeg var sådan: Er det her til at lukke op at skide i, eller er der også noget, hvor der faktisk sker noget nu? Det var ret befriende, at der var en, som turde gå fuldstændigt fra koncepterne og havde en meget modig tilgang til bare at falde igennem æteren. Og jeg var så den, der skulle forsøge at holde styr på det«, fortæller Bertelsen.
Kort efter blev Casper Christensen katapulteret gennem stratosfæren med ’Husk lige tandbørsten’, og hans og Bertelsens veje skiltes. Gennem årene har de mødtes tilfældigt.
»Så har vi haft ordvekslinger, hvor jeg sagde, ’det kan godt være, vi skal lave noget sammen en dag, men jeg gider ikke lave noget lort’. Og da jeg så havde sagt det nogle gange, sagde Casper en gang: Hvad er det, der gør, at du tror, jeg har lyst til at lave noget lort?’ ’Njaah, deeeet, det skal jeg ikke kunne sige, hehe! Men du har jo været mere risikovillig og modig end mig’, sagde jeg så«.
Via en fælles samarbejdspartner blev det løse løfte til en konkret mulighed under corona, og fordi Mikael Bertelsen samtidig lavede ’Det sidste ord’, hvor han optræder som interviewer, insisterede han på, at det skulle være Casper, der holdt stafetten.
»Så jeg sagde: ’Jeg har ikke brug for at interviewe, men jeg vil gerne lære dig at interviewe’. Altså jeg kommer dybest set med en grov fornærmelse. Jeg tror, jeg siger: ’Jeg vil prøve at lære dig at interessere dig for andre mennesker’. Det er jo ikke så sødt«.
Hvordan tog han det?
»Det …. var han klar på!«.
Sov med Casper Christensen
Afsættet var at lave noget helt andet end de almindelige talkshows på tv, som Mikael Bertelsen selv hader at være gæst i.
»Man bliver lovet en masse på forhånd, og så sidder man der, og så er der hurtigt en fornemmelse af – nærmest inden man har svaret første gang – at det her bliver for langt. Det bliver kedeligt. Vi skal have det overstået. Og man går meget slukøret hjem«.
Først har Mikael Bertelsen en idé om, at Casper Christensen skal sove sammen med sine gæster.
»Jeg var optaget af det her med: ’Du skal ikke lave et tv-program, du skal bare sove’. Lad os sige Casper Christensen skulle falde i søvn sammen med Kasper Schmeichel, en topfodboldspiller. Den der intimsfære, der ville blive opløst … Men Casper syntes, det blev for låst«.
Ud af den samtale kom i stedet ideen om at gøre talkshowet til et sted, man ikke vil hjem fra, og en oplevelse, man som gæst ikke vil glemme. »I stedet for bare at tage ud i et mørkt studie i DR-byen og så blive hældt ud igen efter 10 minutter«, som Bertelsen siger.
Havde du en god fornemmelse under optagelserne? At det gav noget at have en vært, der ikke er traditionel journalist og kan skabe en anden samtale, end vi er vant til?
»I dag er der stor fokus på en premiere. Det skal fungere fra start, ellers er man dødsdømt. Men hvis du vil se noget udvikle sig, skal man helst være over 50 procent fra start, men det behøver ikke være helt i top … For så kan du ikke se det blive bedre«.
»Jeg havde for eksempel lavet en regel om, at der skulle være en bødekasse for at prøve at være sjov. Som Casper fuldstændigt overholder, men som jeg så bryder. Det fik jeg lidt en selvlede over. Det irriterede mig ret meget. Og i de første programmer synes jeg måske, jeg blev lidt meget tjener Boldt, og at jeg blev lidt nervøs på hans vegne, så det blev sådan noget: ’Du klarer det godt’. Hvilket jo ikke skal være nødvendigt at sige. Men det, synes jeg, jeg er blevet bedre til«.
»Men altså. Som udgangspunkt kræver det, at man har en interesse i Casper Christensen. Hvis du ikke har det, så skal du ikke se de her programmer«.
Hvad synes du lykkes i de første programmer?
»Jeg leder ikke så meget efter, om noget ’fungerer’. Hvis noget fungerer, er det måske allerede forældet i én eller anden form. Jeg leder efter de små dele og glimt. Som da Casper og Helle Thorning spiller bordtennis, fordi hun mødte sin mand over bordtennis, og Casper spørger, hvordan man kommer fra bordtennis til … samtykke. Eller når Casper håber, han kan give Sofie Linde nogle gode råd som en slags nestor, men hun slet ikke har brug for de råd fra ham, tværtimod. Det bliver et slags generationsportræt«.
Nu må du holde op, Mikael
Hvordan reagerede du selv på kritikken omkring premieren?
»Jeg undrede mig lidt over, at det blev anmeldt, som var det en film. Det er måske også en kompliment, at folk har taget det sådan. men det er jo ikke lavet til, at det første program er et færdigt værk. Så jeg tænkte, ’wow, folk tager det seriøst, det er rigtigt godt’«.
»Der, hvor jeg måske tager det personligt på Caspers vegne, er det her med, at her er en mand, som har været god til at være sjov, men måske hænger det ham lidt ud af halsen, og han er ikke interesseret i at være den store entertainer længere. Men kan han det? Hvad kræver det? Hvad mon der sker, hvis Casper Christensen prøver at interessere sig for andre mennesker? Det kræver et mod af ham, og nogle indrømmelser. Han skal udstille sine svage sider. Og ikke fordi det skulle roses eller nødvendigvis lykkes, men jeg ville som udgangspunkt tro, at hvis nogen kaster sig ud i noget nyt, så ville det også blive anerkendt, at det kræver noget at lave det skifte«, siger han.
»Så jeg blev stødt på manchetterne over, at dét ikke blev vel modtaget. Hvor Casper var sådan, ’du skal ikke være bekymret for mig, jeg ved ikke, at det findes. Jeg kan mærke, at mange har fået noget ud af det. Jeg får en slags respons, jeg aldrig har fået før’«.
»Så sagde Casper: ’Nu må du simpelthen holde op, Mikael. Du har siddet i din skrædderbutik og syet den fineste lille jakke på DR2 og andre steder, og folk har godt vidst, at den er meget fint lavet. Men man skulle ned i den ene butik for at få den. Og nu er jakken sat på Zalando. Det kommer ikke til at blive oplevet i din sædvanlige fine sammenhæng, og det er rigtigt godt for dig’. Jeg prøver at lære af ham ikke at gå så meget op i, hvad andre tænker«.
Du taler meget om kritikken af Casper, men du stod jo også selv for skud, især i delen omkring Generation X. Føler du, det var uretfærdigt?
»Nej … Altså alle gode intentioner til trods – hvis du drøner rundt under varme himmelstrøg i sådan noget golftøj, og det bliver sendt i november … Hvis jeg bare havde set det på tv, så havde jeg da også forbandet de to mænd langt væk«.
Der var meget fokus på det her med, at I var eksponenter for 90’er-ironien, men nu pludselig gerne ville tages alvorligt …
»Jeg kan ikke rigtigt forklare eller forsvare, hvorfor jeg arbejder på den måde, jeg arbejder. Det er ikke noget, jeg bevidst vælger. Det er den eneste måde, jeg kan gøre det på. Og det er en længere akademisk diskussion, hvad der er ironi – om det er i det gamle Grækenland, hvor det var et meget stærkt våben, eller Kierkegaards ironi eller 90’er-ironien«.
»Hvis jeg forsker i det, er der noget, der kommer fra min mors jødiske familie, som led store smertelige tab under Anden Verdenskrig. Og der var en sarkasme i den måde, den smerte blev håndteret på af min mor og mormor, fra da jeg var helt lille. Men det er jo ikke en ironi, der stammer fra 90’erne. Den stammer fra Anden Verdenskrig. Det er jeg flasket op med som en måde at håndtere noget, der kan være svært på«.
Men føler du, at Søren Villemoes’ generationskritik er skudt forbi, når det gælder dig selv?
»Prøv at høre: Sådan synes jeg, det skal være. Hvis Casper og jeg løb fra vores alder, ville det for alvor være patetisk. Men det der med – ’nu vil de pludselig være alvorlige’. Altså … hvis jeg skriver 15 titler op, vil jeg måske sætte kryds ved to, hvor jeg har arbejdet med det kraftige våben, man kunne kalde ironi. Men det er også fint nok. Det er også en kompliment, hvis man bliver brugt som et eksempel. Det var også meget sjovt skrevet. Det var faktisk sådan lidt ironisk skrevet. Haha. Måske falder æblet ikke så langt fra stammen«.
»Men altså. Jeg har været på vandreture i Nordjylland, hvor jeg spørger en mand, der står med en traktor: ’Er det den vej til byen?’ Og så siger han, ’hvis du går den vej, så rundt, så til venstre og så’ … og langsomt går det op for mig, at han tager fusen på mig, det er ironisk. Men han tilhører jo ikke en generation af mediefolk fra 90’erne. Det er også noget, der er dybt forankret i den danske folkesjæl. Skal man helt afskrive sig det?«
Det skjulte budskab
Personligt hæftede jeg mig ikke så meget ved generationsaspektet, og måske handler min egen lidt flade fornemmelse ved at se programmet også om, hvor man sætter målestokken. Altså programmet med Kasper Schmeichel, som jeg har set …
(Afbryder): »Har du set et portræt af en sportsstjerne på den måde før?«
Nej altså, sportsstjerner er jo notorisk svære at komme ind på livet af.
»Jo, der er Maradona-dokumentarfilmen, et mesterværk, men de har 400 timers videooptagelser fra hans hjemmearkiv. Det er et reality-program, det her. Har du set et portræt af en fodboldspiller på den måde? Bare når han står og laver mad, og vi ser det niveau af kontrol, det kræver at være sportsstjerne. Målestokken her er, at sportsfolk normalt ikke har noget sprog. Nu forsøger vi«.
Men der, hvor jeg måske blev lidt skuffet, var, at ekstremt dybe og følelsesmæssigt intelligente samtaler er blevet allemandseje, især gennem podcasts. Og der føler jeg, at Casper prøver at overbevise os om, at nu skal de ned i nogle dybe reflekterende lag, men at han ikke helt formår det. Mens musikken smører tykt på i baggrunden.
»Nu er serien jo ikke slut endnu. Så jeg vil sige, vent og se. Men det er jo også meget tro imod, hvad der sker, når to mennesker, der ikke kender hinanden, mødes. Du går ikke dybt efter fem minutter, du starter med høfligheder, og hvis du forcerer det for meget, ser du også en mand snuble på vej mod noget, som ikke lykkes. Folk forventer måske, at det skal være dybere. Vi har haft en gæst, hvor jeg var sådan, det rykker sig ikke ud af stedet. Men Casper sagde bare: ’Og hvad så? Hvad nu hvis det ikke skal rykke sig ud af stedet? Det var det, der kunne lade sig gøre, det var det, jeg kunne’«.
Så sidder jeg jo som seer og tænker: Har han så gjort sit arbejde godt nok?
»Det eneste, jeg er optaget af, er, om det udvikler sig. Der er nogle, der har haft store oplevelser med at se det, nogle synes, det er til at lukke op at skide i, men jeg holder kun øje med, om programmerne ændrer sig«.
Det gør jeg bare ikke som seer. Der skal jeg have noget ud af det enkelte program.
»Altså … Hvis man skal tale om, om der er et skjult budskab i de her programmer, er det, at et menneske ikke er skabt til at være kendt. Og det er ikke særligt misundelsesværdigt at være det. Jeg tror ikke, at Casper Christensen vil ønske for nogen at være ham, nødvendigvis. Og han har ikke noget imod at vise, at det ikke er noget at stræbe efter«.
Men programmet bliver nok også ekstra øretæveindbydende, idet det er meget kendte mennesker, som for de flestes vedkommende er ret rige, som sidder over et dyrt glas hvidvin og lækker mad i Sydeuropa og snakker lidt om, at det er hårdt at være kendt. Ikke for at forklejne deres smerte, men det kan måske også virke lidt provokerende på kritikere.
»Men programmet om Kasper Schmeichel er ikke lavet til kritikerne, det er lavet til fodboldfans, som der er mange af på Viaplay. Og fortæl mig, om du har set et portræt af en fodboldstjerne som det der. Det har jeg ikke«.
»Giv os dog et break«
Jeg tror heller ikke, det hjalp på modtagelsen, at Casper i pressemeddelelsen om programmet udtalte, at han ikke havde set noget bedre tv i Norden i 10 år. Jeg tænkte, det kommer til at ramme ham lige i røven.
»Hah, ja, men det er nok bare… Der skal siges noget i en pressemeddelelse, og så siger han noget, der er helt storhedsvanvittigt, for det er det, man gør i pressemeddelelser. Hah!«
Jeg synes, Casper får fine ting frem i mange af gæsterne, fordi han er den, han er. Men i forhold til Casper Christensen selv synes jeg måske i længden, at han bliver mindre interessant, jo mere jeg ser med ham i programmet. Det er den der med, at hvis man ser sine helte, som de i virkeligheden er, kan man blive skuffet. Og sådan havde jeg det måske lidt.
»Ja… Altså du skal jo sammenligne det med andre talkshows. Tv. Ikke podcasts. Du skal sammenligne det med Helle Thorning, der kommer ind i 10 minutter hos Melvin«.
Ja. Men i ’All Exclusive’ investerer jeg så en time af mit liv.
»Jo. I Melvin investerer du 20 minutter, og så tager det 40 minutter at komme dig over det. Det er også en time«.
Mikael Bertelsen bryder sin deadpan med et grin – og skynder sig at understrege, at han slet ikke har set Melvins talkshow.
Vi har talt i 200 minutter i streg, og vi er nået dertil, hvor det er bedre at tage det hele lidt let, så vi ikke kører i ring og også kommer hjem, inden solen går ned. Bertelsen begynder at se lidt træt og modløs ud, og jeg får det næsten dårligt med, at jeg sidder og piller hans program ned, hvilket er noget mod sædvanen i et lanceringsinterview. Husk på, at ovenstående blot er et koncentrat af den virkelige samtale.
Så for lige at gøre hans humør lidt bedre, siger jeg – hvilket jeg også mener – at det handler om, at programmet er skabt af to mennesker, der har lavet så nyskabende ting tidligere, at man forventer at få tæppet trukket væk under sig.
»Det er jo ikke et værk eller en spillefilm. Det er et talkshow, der er flyttet ud af et tv-studie og ned til et hotel i Portugal med en swimmingpool«, svarer Mikael Bertelsen.
Ja, man forventer bare undervejs, at der sker noget vildt, og …
»Jesus! Giv os dog et break. Hvorfor har vi ikke lov til, bare én gang, at lave noget normallos, når nu alle andre gør det!? Hvis du synes, det er middelmådigt, så synes jeg, det er spændende, for det har jeg ALDRIG prøvet før. Det er helt nyt for mig. Hvorfor må jeg ikke prøve det!?«
Det er denne del af samtalen, Bertelsen seks dag senere sender mig på sms i håb om, at den kommer med.
Vi rejser os fra bordet for at afslutte interviewet.
34 minutter senere forlader jeg kontoret.
P.S. Det var ikke Mikael Bertelsen, der begik mordet. Bare lige for at slå det fast.
Den nye omgang ’All Exclusive’ kan ses på Viaplay fra 25. maj.