’Love & Death’: Et stort spørgsmål melder sig efter serie om opsigtsvækkende øksemord
En ufrivilligt hjemmebunden husmor er uhyggelig nok i sig selv. Forestil dig hende med psykopatiske øjne og en økse i hånden. Og forestil dig så, at hun bestialsk dræber en anden husmor. Nu er det ægte uhyggeligt.
Men hvor kommer disse psykopatiske øjne fra? Og hvem rakte egentlig efter øksen først?
Det er de bærende spørgsmål i historien om Candace ’Candy’ Montgomery, som er den kristne texanske husmor, der i 1980 slog sin tidligere elskers kone ihjel. Hvorvidt der var tale om selvforsvar, som hun selv hævder, eller om det var et overlagt mord grundet voldsom jalousi, vil for mange fortsat være et mysterium.
Dette mysterium har instruktør Lesli Linka Glatter og manuskriptforfatter David E. Kelley (’Big Little Lies’) forvandlet til HBO Max-dramaserien ’Love & Death’. En langsommelig true crime-fortælling om en misfornøjet kvinde og et tragisk mord.
Men inden mordet, først en forbudt romance, der kickstarter serien. Eller kickstarter og kickstarter. Det første afsnit føles som et langt kontrolleret forspil, hvor en insisterende Elizabeth Olsen i rollen som Candy indleder en affære med den atypiske førsteelsker Allan Gore, der spilles af en ellers fremragende Jesse Plemons.
Herfra er seeren en smågabende voyeur til deres hemmelige og velkoordinerede motelbesøg, hvor Allan tilfører spænding til Candys kedelige tilværelse, og hvor Candy giver Allan den tungeslasker, han aldrig har fået.
Når de ikke knalder rundt og slasker tunger på snuskede moteller, synger de halleluja i den kirke, hvor troen på ægteskabet prædikes med lige så stor alvor som troen på Jesus Kristus.
Og så kommer mordet. Og med mordet et temposkift og seriens anden halvdel, der nu primært består af politiforhør og følelsesladede retssalsmonologer – fuldstændig, som den uddannede advokat Kelley har skrevet dem hundrede gange før i serier som ’Ally McBeal’ og ’Boston Legal’.
Elizabeth Olsen er intens som forstadshusmoren, der skal jonglere et kristent ægteskab, syndige sidespring, afbagning af perfekte cookies, advokatbesøg og senere et lig i lasten. Hun mestrer at holde et porcelænsblankt ansigt i alle løgnene, men når hun er alene med kameraet, spotter man konturerne af porcelænskårene og den indre verden, der enten lidenskabeligt pulserer i eller nedbryder hende. Det har momenter af skærende renhed, men det bevæger sig sommetider på grænsen til en fortænkt og overgjort skuespilpræstation.
’Love & Death’ slægter på mange måder sin storesøster ’Big Little Lies’ på. For også her fremmales en fascination af forstadslivet og dettes (utilfredse) kvinder, hvilket gøres med lige dele støvet melankolsk og stærkfarvet visualitet.
Det er derfor en æstetisk fornøjelse at betragte slut-70’ernes Texas fuld af Lucky Strikes, store amerikanerbiler, mørkeblå denimoutfits, orange køkkener, grønne moteller og overdimensionerede solbriller. Soundtracket er ligeledes formidabelt og spænder fra vibrerende Nina Simone til harmonerende Bee Gees.
Men denne sansemæssige forherligelse af de sprudlende 70’ere bevæger sig – præcis som hovedrolleindehaveren – lige på kanten til at blive en karikatur. Som når Candy i glimmertøj danser fællesdans til førnævnte Bee Gees’ megahit ’Stayin’ Alive’.
Og apropos karikatur.
Troede du, at den fortærskede hollywoodske male gaze-befængte skildring af hurtig penetrationssex delte grav med Jon Stephensens politiske karriere, kan du godt tro om igen. Den ’hede’ sex mellem Allan og Candy minder om de fleste oldschool heterofilms sengekantsscener: Han er i en hvid wife-beater, hun i en lyserød natkjole, begge under et lagen i missionærstilling, hvor de (u)naturligvis kommer på samme tid.
Men nu behøver en serie jo heller ikke have fingeren på sexpulsen eller være kønspolitisk korrekt for at være enten god eller dårlig. Til gengæld er det, som om kræfterne bag tror, at et true crime-stempel partout gør ’Love & Death’ god.
Vi skal i al fald ikke glemme, at der er tale om en virkelig hændelse. Den hårrejsende prolog til hvert afsnit lyder: »This is a true story«. Et effektivt virkemiddel, som i hvilken som helst kontekst efterlader gisp hos seeren.
Man kunne mistænke, at det faktisk er det eneste, serien skal. Inkassere gisp, et heftigt seertal og millionbeløb. For den synes ikke rigtigt at ville andet end at være endnu en true crime-serie.
Den opsigtsvækkende sag er allerede én gang blevet til en serie, Hulus ’Candy’ fra sidste år, og man må udlede det spørgsmål, der i denne tid synes mere relevante end nogensinde: Hvor meget skal streamingtjenester og underholdningsgiganter lukrere på andres lidelse? Og skal vi som seere ikke granske vores etiske kompas og overveje, hvorvidt vi skal lade os underholde af andres blodpøle og livstraumer?
Der er måske vigtigere spørgsmål, end hvem der rakte ud efter øksen først.
Kort sagt:
’Love & Death’ er en 70’er-lækker, men klichefuld og spændingsløs true crime-serie, der lukrerer på andres lidelser.
Anmeldt på baggrund af hele serien.