’Sisu’: Nazister sprænges til sauerkraut i actionbasker inspireret af legendarisk sniper
Den finske sniper Simo Häyhä var kendt som ’Den Hvide Død’.
En camoufleret skarpskytte, der terroriserede de sovjetiske soldater, der invaderede Finland fra den russiske grænse i 1939.
Det siges, at han fik ram på over 500 mand på under et halvt år i vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen fra 1939 til 1940 – hvilket gør ham til den mest dødelige snigskytte i verdenshistorien.
Det er denne legendariske skikkelse, hovedkarakteren Aatami Korpi (Jormi Tommila) er inspireret af i den finske actionbasker ’Sisu’.
Bagtæppet er den del af Anden Verdenskrig, hvor finnerne allierede sig med det nazistiske Tyskland, der hjalp med at slå russerne tilbage.
Men efter fredsaftalen i 1944 mellem Finland og Sovjetunionen blev de tyske venner til fjender, og på nazisternes tilbagefærd gennem Finland, førte de den brændte jords politik, med alt hvad det indebar af voldtægter, byafbrændinger og heftig minering.
Filmens sniper Korpi befinder sig midt i den øde hede i Lapland, da han finder en rig guldåre i 1944 og må transportere sin første sækfuld guldklumper tværs over det billedskønne landskab for at indløse deres værdi.
Men den sammenbidte guldgraver, der allerede er berygtet blandt russere og berømt blandt finner for sin indsats som soldat i den første del af Finlands prøvelser under krigen, møder en hærgende enhed nazister på sin vej.
De tager guldet fra ham, og fra da af er filmen én lang dødskamp mellem tyskerne og den ferme enmandshær.
Mangt en nazist lader livet på kreativ vis. Én ved at få banket en stor kniv hele vejen igennem kraniet, så man kan se spidsen komme ud på den anden side.
En anden får smidt en mine lige i hovedet og bliver sprængt til sauerkraut. Hvorefter hans løst flyvende ben lander på endnu en mine og detonerer den, til hver en celle af tyskeren er udraderet.
Det er ikke for sjov, at russerne kalder Korpi »den udødelige«. Uanset hvor mange gange han bliver skudt i benene eller efterladt til at dø, hakker han sig tilbage i haserne på nazisterne med sin guldgraverhakke.
Actionsekvenserne er dejligt originale, og man fryder sig grumt ved hver en ond tysker, der bliver fejet af vejen, om end det er lige lovlig heldigt, at Korpi aldrig bliver alvorligt skadet.
Det er desuden en skam, at tyskerne – de mest fremtrædende er en skruppelløs SS-officer og hans højre hånd spillet af henholdsvis nordmanden Aksel Hennie og englænderen Jack Doolan – snakker engelsk med hver deres ubestemmelige accent. Et distraherende valg.
Derudover antager Korpi også den uheldige rolle som en fædrelandsglorificerende, patriarkalsk figur.
Udover at karakteren er baseret på et nationalt ikon, bliver Korpis mest følelsesladede scener akkompagneret af en traditionel samisk joik. En form for strubesang, de oprindelige folk i Lapland har udøvet i århundreder.
Og så er han indbegrebet af begrebet sisu, som filmen er navngivet efter. Et uoversætteligt finsk ord, der betyder, at man knytter hænderne, bider tænderne sammen og klarer sig igennem, hvad end man står overfor, og en hjørnesten i den finske nationalfølelse.
Symbolikken omkring Korpi bliver for tyk, og den patriarkfikserede fædrelandsfejring føles gammeldags.
De kvinder, der er med i filmen, er tilfangetagne voldtægtsofre, der godt nok får deres hævnsekvenser i slowmotion med maskinpistoler i hænderne. De maskinpistoler har de bare stadig fået stukket i hånden af Korpi.
Selvom man måske ikke skal se en actionfilm som ’Sisu’ for at få følelsesmæssig dybde og nuanceret historiefortælling, ender manglen på begge ting med at trække filmen ned.
‘Sisu’ kan ses i biografen nu.
Kort sagt:
’Sisu’ leverer på sit løfte om underholdende nazistpløkning, men lider under tyk fædrelandssymbolik og engelsktalende tyskere.