Hvis man generelt synes, at udbuddet af film og serier på streamingtjenesterne er tyndt som mellemlægningspapir for tiden (altså ud over The Weeknds tykke *beep*), er det måske, fordi man kigger det forkerte sted hen.
For ét sted bugner det faktisk med fascinerende indhold til hjemmebiografen i disse uger: på dokumentarfronten.
Flere af tjenesterne serverer film og serier om virkelighedens store personligheder og begivenheder, der har skabt overskrifter i medierne om alt fra Arnold Schwarzeneggers ungdomsrivalisering med Sylvester Stallone til de gamle rygter om forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidts mand.
Men heldigvis er der reel kvalitet i de serier, der lige nu lokker æggende fra hvert deres udsigtstårn. Man kommer bag facaden, man ser virkeligheden i et nyt lys, og man (gen)oplever en svunden tid på godt og ondt.
Fra Thorning til Schwarzenegger
Netflix kører frem med to vidt forskellige dokumentariske satsninger.
Der er den ventede serie om sidste års Tour de France, ’Tour de France – med i feltet’, der med stærkt dansk aftryk på både ruten og podiet selvfølgelig er ekstra opsigtsvækkende herhjemme.
Filmholdet kommer godt omkring de forskellige hold, og man får et sjældent indblik i, hvad der foregår i såvel forberedelserne før som turbussen under verdens største cykelbegivenhed.
Man skal nok finde touren spændende i forvejen for at blive alvorligt hooked, men så er der også masser at komme efter, som den lille konflikt mellem Jumbo Vismas kaptajn Jonas Vingegaard og allround-stjerne Wout van Aert i begyndelsen af løbet.
Og så altså ’Arnold’, den underholdende serie i tre afsnit om Arnold Schwarzeneggers vej fra en hård barndom og bodybuilderaspirationer i hjemlandet Østrig til Hollywoods største actionstjerne og guvernator i Californien.
Mens cykelserien lever højt på sin adgang og fantastiske reportageoptagelser, er ’Arnold’ værd at se for sit righoldige arkivmateriale, der får særligt 80’ernes actionepoke til at stå lyslevende frem igen, og som giver nok adgang til Hollywood-stjerner fra Stallone til James Cameron, at man som filmnørd er nødt til at se med. Og så er Arnold selv en veloplagt fortæller.
På TV 2 har man til serien ’Jada’ fulgt den danske musiker i arbejdet med den svære toer, og har man bare den mindste forkærlighed for Jada som musiker, popstjernepersona og menneske, skal man absolut tjekke den ud. Man får en god fornemmelse af det knusende aktuelle skisma mellem sårbarhed og showbiz hos en sanger, der stadig føler, hun har noget at bevise.
Celebs over uopdagede guldgruber
’Jada’ er mere en hyldest end en kritisk dokumentar, og det kan man også godt sige om Viaplays første store dokumentarsatsning, nemlig den todelte ’Statsministeren Helle Thorning-Schmidt’.
Her overtrumfes det lidt ensidige blik af en særdeles velskåret fortælling, som med fantastisk arkivmateriale giver et nyt og sine steder chokerende syn på den behandling, landets første kvindelige statsminister fik, både i pressen og blandt sine partifæller.
Også de nutidige interviews med hovedpersonen, hendes mand og børn samt iagttagere, der har været med hele vejen, skaber tankevækkende refleksioner over landets politiske kultur.
Serien lykkes med at rekalibrere perspektivet på et menneske, hvis politiske æra er blevet fortrængt af hendes eget parti, og som de seneste år mest har været i centrum for sin rolle som influencer, Tessa-ven og kontroversiel kjolebærer. Har man blot den mindste interesse for moderne dansk politik, er ’Statsministeren Helle Thorning-Schmidt’ et must.
Leder man efter en mere eksplosiv politisk dokumentar, skal man i stedet kaste sig over Christoffer Guldbrandsens ‘A Storm Foretold‘, der nu er kommet på DR.
Den danske filmskaber har fulgt Donald Trumps mangeårige ven og rådgiver Roger Stone på nærmeste hold i en film spækket med situationer, hvor man er ved at tabe næse og mund over, at Guldbrandsen – og vi – får lov at være til stede. Et lige dele skræmmende og dybt fascinerende indblik i amerikansk politik med en sand excentriker i fokus.
Dokumentarverdenen ændrer sig hastigt i disse år i takt med streamingtjenesternes dominans på området, og i virkeligheden er alle de ovennævnte titler et klart symptom på udviklingen med ‘A Storm Foretold’ som en delvis undtagelse. Fokus er på kendte personer og begivenheder, som man antager nemmere kan bryde gennem lydmuren, fordi folk i forvejen har en relation til det, de handler om.
Den udvikling kan man i nogen grad godt begræde, for hvis relativt ufarlige celeb-hyldester bliver dokumentarismens fortrop, vil man savne de uopdagede fortællinger om vigtige emner, som dokumentarskabere har en så væsentlig opgave i at formidle. Hvis emnevalget træffes ud fra en idé om de nemmest mulige clicks i et streaming-interface båret af hård konkurrence, risikerer feltet at blive groft udvandet.
Lige nu er en af favoritterne til næste års dokumentar-Oscar sigende nok Michael J. Fox-dokumentaren ’Still’, der er glimrende og kreativt skåret, men som jo altså stadig er inside Hollywood-baseball.
Væk fra true crime
I det mindste kan man glæde sig over, at de nye dokumentarer ikke skærer hjørner i jagten på at servere en saftig dokumentarbøf om kendte personer.
Både Arnold- og Thorning Schmidt-fortællingerne – og Michael J. Fox-filmen, for den sags skyld – har virkelig gravet dybt i gemmerne og er kommet op til overfladen med masser af uimodståeligt materiale, som vi ikke ville have været foruden.
De rider i flere af tilfældene også videre på bølgen med at kaste nye, mere progressive blikke på den ikke så fjerne, men alligevel foruroligende fortid, som vi også har set med alle fra Amy Winehouse til Britney Spears.
Det har i sig selv givet dokumentarskaberne en ny og vigtig mission. De MeToo-relaterede serier om alt fra TV 2 til Bill Cosby har været sin helt egen dagsordensættende undergenre de senere år.
Dokumentarformatet fik sit store streaminggennembrud med true crime-formater som ’The Jinx’, ’Making a Murderer’ og ’Tiger King’, der understregede for tjenesterne, hvor stort potentiale der var i virkelighedens utrolige hændelser. Dokumentarprojekterne er langt billigere end fiktion og kan have mindst lige så stor gennemslagskraft.
I de følgende år blev true crime skamredet til et tåkrummende og til tider slibrigt niveau, og heldigvis virker det, som om krimigenren står i lidt lavere kurs i dag end for få år siden. Mæthedspunktet er nået.
I stedet er bag kulissen-dokumentarer og portrætfilm om særligt musikere, skuespillere, sportsstjerner og magthavere i højsædet, og det er altså det, vi ser topmålet af lige nu.
Men så længe de er så godt eksekveret som historierne om Arnold, Helle, Jada og Touren, skal de være velkomne.
’Arnold’ og ’Tour de France – med i feltet’ kan ses på Netflix. ’Jada’ kan ses på TV 2. ’Statsministeren Helle Thorning-Schmidt’ kan ses på Viaplay.