’Jada’: Ny TV 2-dokumentar er et seværdigt indblik i et paradoksalt popstjerneliv
Jada er en naturkraft for mig og så mange andre unge i Danmark, der spejler sig i kulturen og alt omkring os i jagten på forbilleder.
Hun bevæger sig frit og stoler på naturens love til at fortælle hende, hvornår hun skal hvile, være i bevægelse, græde, trække vejret.
En inspiration, en lille fredfyldt pause i en verden af kunstighed, lige linjer og forventninger.
Det er noget, vi har set til hendes koncerter, i hendes musik og i alt det, hun viser os fra sit privatliv. Ikke mindst sådan som hun gjorde det i DR-dokumentaren ’Lillebitte, kæmpestor’, hvor hun var popstjerne on the rise, der tog til sin kærestes statskundskabsrevy i stedet for til L.A. og viste sin kærlighed for ’Rejseholdet’ og sin sofa.
I 2022 udgav hun ’Elements’, og det er denne svære toer, den nye TV 2-dokumentar ’Jada’ har som udgangspunkt. Verden og omstændighederne rundt om Jada – eller Emilie Molsted, som hun også hedder – har forandret sig, og ydre vilkår presser sig ind i Jadas kosmos. For som hun selv reflekterer over, så er et enkelt album ikke nok til at udstikke en kunstnerisk retning, men det er nok til at skabe en masse forventninger.
’Jada’ er et særligt kig ind i et paradoksalt popstjerneliv, hvor Emilie både vil holde fast i sin naturkraft og udleve sin barnedrøm om at være en del af en bizar musikbranche, der ikke kan identificere sig med »almindelige mennesker«.
I seriens begyndelse er vi til pladeselskabsmøde, hvor nogle pr-ansvarlige har udviklet en strategi til sociale medier, der kombinerer ’Nudes’ med nogle »kropspositive« klip af ubarberede ben. De tænker, at det kan forlænges med et samarbejde med Ganni.
»Jeg kan ikke passe Gannis tøj«, forklarer Emilie dem i et bestemt, men imødekommende tonefald og gør det klart, at hun ikke er interesseret i noget, der klinger den mindste smule hult eller falskt.
Men den slags situationer opstår regelmæssigt, når man er chef eller »cirkusdirektør«, som hun kalder sig selv, for den voksende flok, der har med Jada at gøre. De er familie, men de er også hendes ansatte. Og hvordan er man så den, der bestemmer? Den, der vælger, hvem der skal og ikke skal med, når hun bliver tvunget til at nedskalere deres europaturné?
Dokumentarens optagelser fra studier, backstage til koncerter og bandmøder er suppleret af interviews med enkelte af dem omkring Emilie og med Emilie selv. Næsten som en form for deep dive i Jada-mytologien hører vi om hendes storhedsvanvid, hendes svingende usikkerheder, grædeturene, hendes særlige forhold til kvinderne i sin familie og om at gå klædt i outfits, hun blandt andet beskriver som »slutty Mary Poppins på travbanen«, stedvis afbrudt af klip af hende i havet, hendes rette element.
Jeg kom til at tænke, om ikke dokumentaristerne bag ’Jada’ er lige så store fans af hende som mange af os, der ser den, formentlig er. Emilies historier og de andres rosende ord om, hvor »autentisk« hun er, gav mig lyst til, at der lige blev stillet et ekstra spørgsmål.
Ikke fordi ’Jada’ bør være kritisk eller hårdtslående, men fordi dens hovedperson er så interessant, vild og modsætningsfuld, at der virker til at være meget mere at fortælle.
Det ironiske ved Jada som dokumentarhovedperson er jo, at hendes musik og hele hendes persona handler om, at hun er sårbar, at hun græder meget, at hun er i sine følelsers vold. Det kræver ikke en graverjournalist at få de sider frem.
I seriens tredje og bedste afsnit bliver vi taget med tilbage til tiden før corona og de notoriske klip først af Jada med orange cowboyhat, der annoncerer et nyt højdepunkt i sin karriere, og få måneder senere af hende der råber sin vrede ud, da Roskilde Festival og hendes koncert på Orange Scene er blevet aflyst.
Herefter følger vi hende, da hun i 2022 får revanche og skal planlægge, udøve og udføre et show, hun har set frem til i to år. Det er både nervepirrende, imponerende og rørende at se hende gøre sin ting som kunstner og performer med kæmpe ambitioner og følelserne uden på sine ikoniske outfits.
Ud over at være en god historie i sig selv er det et af de steder, hvor ’Jada’ virkelig lykkes med at folde flere sider af hende ud: Som cirkusartist, cirkusdirektør og alt for meget naturkraft til at kunne være i et hashtag.
Kort sagt:
’Jada’ er seværdig som indblik i en paradoksal popstjerneverden, som vi forhåbentlig får flere lejligheder til at lære mere om i fremtiden.