KOMMENTAR. Vi kender historien alt for godt. En ung musiker vil egentlig bare gerne udgive noget musik og nå ud til og røre nogle mennesker. Men pludselig bliver musikeren kastet ud i en masse situationer, som denne ikke er forberedt på. Situationer, musikeren ikke har lyst til at være en del af. Situationer, hvor musikeren pludselig skal stå til ansvar for noget, selv om denne ikke har gjort noget forkert.
Sådan er historien om Jada. Eller, sådan er en smule af historien.
Den nye DR3-dokumentarserie ‘Jada – lillebitte kæmpestor’ følger over fire afsnit Jadas første års tid som popmusiker. Og som meget af kanalens dokumentarstof, selv meget af det bedste, er dokumentaren i højere grad sammensat for at vække følelser end at levere en konkret, samlet pointe.
Det er der intet i vejen med. For når målsætningen jo er at dække Jadas rejse ind i popmusikkens verden, ville det da være lidt skruppelløst at gøre hele hendes liv og karriere til en pointe. Og det virker da især som om, DR3-holdet har taget den rette beslutning, når man ser det i lyset af en begivenhed, vi ser udfolde sig i starten af tredje afsnit.
Jada er her blevet kontaktet af holdet på ‘Vi ses hos Clement’, der foreslår, at Jada kommer ind for eventuelt at snakke »om kropsidealer og det at fremme en dagsorden med sin musik«.
Om dette siger Jada: »Det er ret vildt at være blevet aktivist for at se ud, som jeg ser ud. Det føles super snævert, at hvis jeg skal være glad for min krop, som den er, så må det være fordi, jeg er aktivist«.
Jada har det underligt med, at hun bliver spurgt om ting som »hvor kommer den selvtillid fra, der gør, at du tør vise din krop?« Hvilket et eller andet sted antyder, at der er noget bizart ved, at hun føler sig glad.
»Hvad fanden havde du også regnet med?«
Senere i løbet af samme afsnit spiller hun på Roskilde Festival, og nogen stund derefter falder hun over en video, Red Bull Music har udgivet med hendes optræden. Videoen er blevet delt på Facebook, hvor en masse hadske kommentarer kommenterer hendes udseende.
»Det er det klammeste, jeg nogensinde har set«. »Jeg brækker mig over at se hendes arme og hendes armhulehår«. »Godt hun ikke crowdsurfer, for så var vi alle sammen døde under hendes vægt«.
Jeg husker også selv den video. Overdynget med negative kommentarer, bræk-emojis og ‘haha’-reaktioner. Jeg har ikke været i stand til at finde den specifikke video igen, men man skal ikke lede længe for at finde folk, der har sådan nogle ting at sige om Jada.
Jada svarer det, der nok endte med at være det mest rørende øjeblik i serien: »En tanke, jeg fik, var: ‘Hvad fanden havde du også regnet med?’ Jeg skammer mig også over, at jeg troede, jeg kunne stille mig op på scenen og ikke få sådan noget lort i hovedet«. Fem minutter efter at have læst kommentarerne begynder Jada at græde og får et angstanfald.
Det mest tragiske er et eller andet sted, at Jada har ret. Når man stiller sig op på en scene, gør man sig selv til en offentlig skikkelse – og folk føler, at det er deres ret at dele deres grummeste tanker. Der bliver etableret en slags envejskommunikation, hvor folk glemmer, at der er et menneske på den anden side.
Det kan føles uundgåeligt. Og mange vil forsvare deres ringe opførsel med det samme spørgsmål, som Jada stillede sig selv: »Hvad fanden havde du også regnet med?«. Der er en kultur, hvor folk antager, at det at mennesker stiller sig op i offentligheden gør, at der ikke er noget i vejen med at chikanere dem. Jada er langt fra det eneste eksempel. Vi hørte også for nyligt lignende historier vedrørende ‘Star Wars’-skuespillerne Ahmed Best og Kelly Marie Tran – for ikke at tale om et antageligt utal af personer, der ikke har delt deres historie.
Offentlighedens søgelys er voldsomt psykisk skadeligt, uanset om man er en gigantisk popstjerne eller en person med en semiviral Youtube-video. Og det er endnu værre, hvis man samtidig er en kvinde, en transperson, en etnisk minoritet – eller for den sags skyld har en krop, der falder uden for mediernes arbitrære normer.
Men blot fordi der er så mange, der føler, de kan chikanere offentlige skikkelser, betyder ikke, at der bør være det. Og en ‘det er bare sådan det er’-attitude gør intet for at ændre situationen.
Den lykkelige slutning
I fjerde og sidste afsnit går Jada ned med stress. Hun sygemelder sig, udskyder sin ep (der senere bliver til et album) og aflyser sine koncerter. Det er naturligvis ikke kun på grund af de negative kommentarer, det er også på grund af mange andre problematikker ved at være en spirende popsensation.
Hun tager en velfortjent pause fra hele maskineriet, og det er katartisk til sidst at se hende overvinde sin stress, vinde priser til P3 Guld og Steppeulven, give en fremragende koncert for et udsolgt Store Vega, blive overdænget med ros – og ikke mindst genvinde glæden ved musikken.
Men det er også vigtigt at huske, at ikke alle har den mulighed, Jada her fik. Det er ikke alle, der er i stand til at trække sig fra rampelyset. Der er nogle, der aldrig genvinder glæden ved at spille musik – eller glæden ved livet. Og selv om dokumentarserien ender lykkeligt, er Jadas tid i spotlyset kun lige begyndt. Det er vigtigt at huske, at vi bør behandle vores medmennesker med respekt, uanset om de producerer kunst eller ej.
Slutteligt vil jeg bare sige, at dokumentaren skildrer så meget mere end blot denne ene problematik – det var bare et punkt, hvor den gjorde særligt stort indtryk på mig. ‘Jada – lillebitte kæmpestor’ er en berigende, følsom fortælling, der følger en oprigtigt charmerende og dygtig kunstner gennem både hendes personlige og kunstneriske færden. Den er fyldt med kærlighed, skrøbelighed og indsigt, og man føler, man kommer helt tæt på Jada som person, når man ser den.
Læs også: Track-by-track: Jadas personlige gennemgang af debutalbummet ’I Cry a Lot’