’Indiana Jones and the Dial of Destiny’: Ægte Indy-øjeblikke og charmerende svagheder præger eventyrarkæologens svanesang
Jeg kan med glæde rapportere, at ’Indiana Jones and the Dial of Destiny’ har en lille håndfuld ægte, gode Indy-øjeblikke, som gør filmen seværdig, og måske er det også nok til at udgøre et værdigt farvel til den ikoniske filmhelt.
En energisk Harrison Ford indtager rollen som den piskesvingende helt for sidste gang, og han ser ud til at have haft det sjovt. Han vil gerne sige farvel med manér. Ford kan ellers godt virke lidt ugidelig i roller, han ikke brænder for.
Filmen foregår i 1960’erne, rumalderen i USA, en tid med kulturelle forandringer. Indiana Jones er ude af trit med resten af verden. En uforfængelig Ford er ikke bange for at vise sin 80-årige krop frem, med hængehud og indsunken brystkasse, forvandlet til en gnaven gammel mand, der banker på hos naboerne for at få dem til at være stille.
Det er dagen, hvor han skal pensioneres, og det er vist på tide, for eleverne gaber under hans forelæsninger. Vi er langt fra dagene med tilbedende studenter, der skrev »I love you« på øjenlågene og ikke kunne få nok af den sexede professor i arkæologi. Sørgeligt, men også fascinerende.
Især fordi denne scene kommer lige efter den 25 minutter lange introsekvens, der foregår under Anden Verdenskrig. Her ligner en digitalt forynget Ford sig selv fra 80’erne i en sådan grad, at jeg undervejs glemte CGI’en. Mærkeligt nok var det den stadig aldrende stemme, der ødelagde illusionen, og så et stort skud, hvor Indy løber på et tog og ligner en computerspilfigur fra 90’erne. Det burde ellers ikke være det sværeste at lave.
Mads Mikkelsen spiller hovedskurken, en nazist med planer om at bruge Arkimedes’ særlige urskive til at realisere sine onde planer. Det er vigtigt ikke at afsløre for meget, for slutningen er faktisk så gakket, at man kun kan blive imponeret over, at de har kastet sig ud i at få publikum med på den. Det var et af de øjeblikke, hvor filmen smagte lidt af den gamle Indy-magi.
Mads’ fjæs er perfekt til en gal/genial nazi-superskurk, men det er ærgerligt, at han ikke har fået en for alvor mindeværdig scene.
Dr. Jones bliver revet ud af sit ellers velfortjente otium af guddatteren Helena, som også vil have fat i urskiven, dog mest for at sælge den for kolde kontanter. Spillet af Phoebe Waller-Bridge er Helena vittig, stærk og anti-dullet, lige som vi kan lide Indys kvindelige kompagnoner.
Sammen skal de løse alverdens gåder, undgå talrige booby traps og gøre sig fortjent til at holde skatten i hånden … et kort øjeblik, for så kommer skurkene og snupper skatten. Hvordan kan Indy ikke vide, efter så mange eventyr, hvor det samme er sket, at der er folk efter ham? For sidste gang, Indy: Sørg for ikke at blive forfulgt!
Nå ja, og hvis du netop har narret skurken til at tro, at du skal til det gamle Alexandria og derfor skal sejle mod øst, men i virkeligheden skal du til Sicilien i vestlig retning … så vent til du er ude af syne, så Mads Mikkelsen ikke bare kan stå med sin kikkert sige: »Hva’ faen, de sejler mod vest. Nå, så er vi nok blevet narret. Følg efter dem vestpå, gutter!«
Det er næsten charmerende, som denne film også gentager de gode gamle films svagheder. Næsvise Reddit-typer har fremhævet noget, de kalder en fejl ved den nærmest perfekte ’Raiders of the Lost Ark’.
Nemlig at hvis Indy bare havde passet sig selv, var blevet hjemme og hygget sig, så havde nazisterne til sidst fundet Arken, åbnet den, og alle i nærheden ville dø, hvorefter den kunne samles op, puttes i en kasse og sættes på lager. Altså præcis det, der sker i filmen. Indys handlinger gør ingen forskel for udfaldet.
Der er lidt den samme fornemmelse i ’Dial of Destiny’. Indy gør ikke nogen reel forskel. Der ville ske, hvad der ville ske. Men at være med på eventyret er i sig selv også noget værd.
Der er store, ambitiøse antræk til den slags vilde, sjove actionsekvenser, som Indy er kendt for. Ved en parade til ære for de hjemvendte Apollo 11-astronauter stjæler Indy en hest for at flygte fra lumske dobbeltagenter.
Og i den eksotiske by Tanger bliver der lagt op til tuktuk-jagt igennem de smalle gader. Der er alle muligheder for at skabe noget spektakulært, men det er, som om de ikke har kunnet finde på, hvad der egentlig skal ske. En anden mulighed er, at det alligevel har været for begrænsende at have en 80-årig i hovedrollen.
Det er det rigtige valg at lade ham sidde i tuktukken og ikke for eksempel lade ham springe fra tag til tag. Al reel fysisk udfoldelse ville foregå i slowmotion og enten være kedeligt eller urealistisk, hvis de brugte CGI eller en stuntman uden en 80-årigs kropslige begrænsninger.
I tuktuk-scenen ledte jeg bare efter, at de så brugte noget mærkeligt som en bro, eller at det ene hjul falder af tuktukken, så de må køre på to hjul … et eller andet. I stedet fik jeg ti håndbremsevendinger, som lignede hinanden, og så sluttede scenen.
Hvad man også får rigeligt af er scener, hvor folk får en knytnæve i fjæset, med den der old school, stumpe tssch-lyd man kun finder i de gamle lydarkiver fra dengang, foley til en slåskamp blev optaget ved at banke knytnæver ind i store skinker.
’Indiana Jones and the Dial of Destiny’ kæmper for at blive lige så mindeværdig som dens gode forgængere. De er alle fra 80’erne. Jeg er ikke imod, at man forsøger at genskabe magien, fordi … hey, måske lykkes det. Og de gamle film bliver jo ikke dårligere af den grund.
Men det bliver absolut ikke nemmere at lave en god eventyrfilm med en olding som eventyreren. Jeg havde foretrukket, at man i 90’erne filmatiserede ’Indiana Jones and the Fate of Atlantis’, baseret på det fremragende computerspil. Den fik vi ikke, og nu er det for sent. Og det er også okay. Den nye Indiana Jones-film er okay.
Det meste af filmen føles som en greatest hits-plade med din fars yndlingsband. Heldigvis spiller de også nogle af de nye numre, og der er et par perler imellem.
Kort sagt:
James Mangold er bedre til at være Steven Spielberg her, end Spielberg var i den forrige film. Men Mangold er ingen Spielberg, når Spielberg er bedst. Men hvem er det?