»… And Madz Mökkelsjen«.
Danmarks største skuespiller er for længst blevet fast inventar i Hollywoods mainstream og vil formentlig lyse endnu stærkere på stjernehimlen, når han om lidt toner frem som bærende skurk i den nye Indiana Jones-film, ’Dial of Destiny’, der har premiere på onsdag.
Ikke alle danskerens internationale film har været lige mindeværdige, men her tager vi et kig på hans bedste arbejde i udlandet sasmt et enkelt wildcard, der sammenlagt har været med til at gøre nationalkoryfæet Mikkelsen til hele verdens Mökkelsjen.
4. Kaecilius i ’Doctor Strange’
Den her er omdiskuteret. Der er mange, der mener, at Mikkelsens rolle i Marvel-universet endte som en prut i vinden, og at hans talent havde været bedre kultiveret i en anden skikkelse.
Jeg tillader mig at være Rasmus-Modsat: Bevares, Doktor Strange’s (Benedict Cumberbatch) oprindelseshistorie efterlod ikke meget screen time til danskeren, der i øvrigt viste sig at være en subskurk til en større kosmisk CGI-entitet, men den tid Mikkelsen har, bruger han fortrinligt.
Kaecilius er en forhenværende magiker, der er blevet opædt af had efter tabet af sin familie, og som har bekendt sig til mørkemonsteret Dormammus vision om universets sammensmeltning – eller noget i den retning. Det vigtigste er egentlig, at Mikkelsens skuespil på besynderlig vis stadig bevarer sin dæmoniske karisma, selvom han spiller en fuldstændig humorforladt run-of-the-mill-skurk.
Der er ganske enkelt bare noget magnetisk over Mads Mikkelsen. Når han er på skærmen, er der elektricitet i billedet. Og selvom alting drejer, blinker og skifter farve i Doktor Stranges kalejdoskopiske trylle-trylle-univers, bevarer Mikkelsens præstation begge fødder på jorden. En af filmens bedste scener er således også en tre minutters kampfri dialog imellem ham og Cumberbatch. Stille og roligt glimrende skuespil.
Kaecilius er ikke Mikkelsens mest interessante udenlandske rolle, men hans evne til at dimensionere og forfine en – på papiret – forglemmelig skurk i et fjollet univers, vidner om hans imponerende talent. Mikkelsen-magnetismen fornægter sig sjældent.
3. Dr. Hannibal Lecter i ’Hannibal’
Eneste tv-serie-entry for Mads Mikkelsen og samtidig den rolle, der for alvor gjorde ham folkekær på international skala. Og sikke en opgave: At skulle spille Hannibal Lecter på skuldrene af Anthony Hopkins’ præstation svarer til at skulle spille akustisk tværfløjte efter ’Queen’s legendariske optræden på Wembley Stadium i 1985.
Men det lykkedes. En af årsagerne til succesen er, at Hannibal-serien tager udgangspunkt i tiden forinden kannibal-psykologens definitive afsløring, dengang han stadig havde sin konsultation, sit store palæ og sin forfinede veneration for kulinarisk tilberedelse af mørt menneskekød. Der er altså tale om en mere suave og elegant Hannibal Lecter – før han tabte sutten, holdt op med at blinke og begyndte at sige ’fsfsfsfsfsfs’ til Jodie Foster.
Selvom Hannibal-seriens publikumstilfredshed ikke var ligevægtigt afspejlet hos anmelderskaren, der fandt serien en tand for splatterpornografisk, er Mikkelsens præstation blevet ikonisk. Kombinationen af den akademiske kølighed, æstetiske sanselighed og rovmorderiske vanvid gør Hannibal-figuren til en udsøgt seer-fornøjelse.
Og så er det igen en rolle, hvor Mikkelsens fysiske skuespil stråler. Hannibal skifter ham efter kontekst, og Mikkelsen veksler ubesværet imellem den henslængte sofa-terapeut, retryggede anstandsmand og det smidige rovdyr.
Desuden laver han selv maden i alle scenerne. Bon appetit.
2. Nigel i ‘The Necessary Death of Charlie Countryman’
Lang titel, underlig film. ’Charlie Landsmands Nødvendige Afsjæling’ blev ikke en overrumplende succes. For mange mystifistiske knudepunkter, trippede sekvenser og et mildest talt småforvirret plot. Men nu handler det jo om Mads Mikkelsen, og til trods for at ’Charlie Landbos obligate endeligt’ er mættet med problemer, så skinner Mikkelsen i rollen som den psykopatiske Nigel.
Selv hvis man ikke har teatertræningens fintfølende James Lipton-øjne, kan man ret hurtigt vurdere en stærk skuespillerpræstation i en middelmådig film ved at stille spørgsmålet: Giver figuren mig den følelse, som manuskriptet har tiltænkt? Og det gør Nigel.
I ’Charlie medborgers presserende udånding’ bliver Charlie (Shia LaBeouf) forelsket i Gabi (Evan Rachel Wood), da Mads Mikkelsens Nigel bryder ind. Nigel er nemlig Gabis ekskæreste og dertil morderisk forbryder med ar, halstatovering og forkærlighed for vold i alle afskygninger. Nigel er filmens trussel. Plottet fungerer kun, hvis man får den oplevelse, at Mads Mikkelsen ikke er en mand, man skal bide skeer med – og det gør man. Dæmonien og forbitrelsen syder igennem ham.
Vi kommer ind på det senere, men Mikkelsens rolle i ’Charlie C må dø’ viser hans talent for fysisk skuespil, som giver publikum en oplevelse af, at han kan sprænge i luften, hvornår det skal være. En helstærk præstation i en halvslatten film.
1. Le Chiffre i ’Casino Royale’
Lad os ikke dvæle for meget ved Le Chiffres underlige karakterpræmis: At han er verdens bedste pokerspiller, men dog har et umærkeligt tell, der går på, at han bløder ud af øjet, når han bliver stresset. Hmm.
Lad os i stedet dvæle ved konteksten: Da Daniel Craig blev castet som ny Bond, var det som et led i en nyfortolkning af genren. Handlingen startede forfra og tog udgangspunkt i Ian Flemings første Bond-bog af samme navn. Agent 007 blev et blandingsprodukt af generøs gentleman og brutal Bourne.
Og en moderne helt kræver en moderne skurk. Hvor de gamle 007-skurke tøffede rundt i velovervejet kynisme og lagde planer for verdensherredømmet, indtil de blev harpuneret, druknede, brændt osv. i filmens sidste tredjedel, var Le Chiffre en desperat karakter med en økonomisk ligevægt som en freelancejournalist, der – modsat freelancejournalisten (indtil videre) – blev jagtet af machetebærende sideskurke på grund af sin overstigende gæld.
Mikkelsen spiller begge sider af Le Chiffre perfekt. På den ene side den velkalkulerede pokerspiller og på den anden den frenetiske gambler, der er trængt op i et hjørne. Torturscenen, hvor han – med tiltagende desperation – klasker et knudebefængt reb op i nosserne på Daniel Craig, er en af Mikkelsens bedste præstationer, og så er det jo bare cinematisk nationalstolthed i fuld cirkeldrejning, når hans uundgåelige coup de grâce leveres af danske Jesper Christensen.
Wildcard: One Eye i ‘Valhalla Rising’
Nicolas Winding Refns ’Valhalla Rising’ er på papiret en dansk film, men den er indspillet i Skotland og blev internationalt udgivet, og så foregår dialogen på engelsk. Når nogen altså siger noget, for der er ikke mange sludrechatoller i ’Valhalla Rising’. Mads Mikkelsens egen ’One Eye’ er decideret stum.
Til gengæld kan han slå på tæven og formår, sammen med en ung dreng, at undslippe sit fangenskab som mudderwrestlende vikinge-gladiator og begive sig over vandet på jagt efter det hellige land.
’Valhalla Rising’ er en eksperimenterende film, hvori Mikkelsens kreative kammesjuk Winding Refn (’Pusher 1 og 2’ + ’Bleeder’) bruger filmmediets farve, reallyd og visualitet snarere end manuskriptets direkte eksposition til at danne karakter og drive plottet fremad.
Men den slags instruktør-vovemod kræver en utroligt stærk hovedrolle. Hvis skuespilleren ikke må sige et pip, forudsætter det, at vedkommendes blotte tilstedeværelse kan lyse lærredet op. Og det er netop det, Mads Mikkelsen kan.
Hans naturlige magnetisme og undervurderede fysiske skuespil er ingensteds bedre eksemplificeret end i ’Valhalla Rising’. Bare det, at Mads Mikkelsens er på skærmen, giver fortællingen energi, og det er formentlig denne umiskendelige tiltrækning, som har givet Mistah Mökkelsjen sin velfortjente Hollywood-succes.
Selv når man tager alle forudsætninger fra ham, giver ham et dårligt manuskript, fjerner dialogen eller placerer ham i en uforståelig greenscreen-virkelighed, funkler hans talent ufortrødent. Og lad os så ikke tale mere om ’King Arthur’.
’Indiana Jones and the Dial of Destiny’ har premiere 28. juni.