’MerPeople’: Mød virkelighedens havfruer i Netflix’ smukke dokumentarserie
De fleste forbinder sikkert havfruer med eventyr og Disneyfilm, og det er da også i netop Disneys nyeste remake af ’Den lille havfrue’, at de mytiske væsner har fået en del opmærksomhed på det seneste.
Men havfruer – eller havfolk – findes ikke blot i børnefilm. Det viser sig nemlig, at der eksisterer en »half a million dollar business«, hvor et hav af voksne mennesker optræder som havfruer og -mænd på tværs af USA. Den vilde subkultur rykker med Netflix’ nye dokuserie ‘Merpeople’ fra de sociale medier og direkte ind i vores stuer.
Serien udkom på Netflix, blot tre dage før ‘Den lille havfrue’ havde premiere. Ikke dum timing af streaminggiganten. På Instagram henviser de til en af havfruerne fra ‘MerPeople’, hvis nu man »savner flere syngende havfruer«. Blink blink.
Dokuserien er instrueret af Cynthia Wade og smukt filmet af Boaz Freund og Jenny Baumert. Undervandsoptagelserne er simpelthen magiske.
I løbet af fire afsnit introducerer ‘Merpeople’ os til havfolkebranchen og de individer, der har været og er en del af den. Vi møder moderne havpersoner som Blixunami, den nonbinære havfrue med en musikkarriere, og Ché Monique, grundlæggeren af Society of Fat Mermaids. Men der trækkes også tråde helt tilbage til 1940’erne, hvor havfrueoptrædenerne fandt sted i den naturlige Weeki Wahcee-kilde.
De ’originale’ havfruer fortæller en rørende historie om deres liv og oplevelser under vandet, og hvor meget de drømmer om at komme tilbage og svømme i kilden.
Livet som havperson er dog ikke så simpelt. Udover at være en dyr passion – en hale koster mellem 2500 og 5000 dollars – er der også høje krav til havpersonens fysik og helbredsmæssige risici forbundet med at trække i halen. Disse risici spænder fra at blive bidt af fisk og gentagne sinusinfektioner til hypotermi og i sidste ende død.
Allerede i de første minutter af første afsnit bliver kontrasterne i at være en havperson tvunget op til overfladen da også tydelige. Det ene øjeblik underholder de børn og svømmer rundt i et akvarium med deres lange haler viftende bag dem. Der er en vild ro, som man kun kan finde under havets overflade, og hvis man lige lader sig selv gøre det, glemmer man i et øjeblik, at det bare er et show. Dog kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvilket makeup de bruger, for det er helt vanvittigt vandfast …
Men altså. De flyder rundt med deres smukke haler og flotte makeup, og alt er smukt – og så pludselig! Når de elegante væsner er nødt til at vende tilbage til menneskenes verden for at få vejret, opstår kaos. Det hele er gået i fisk. De panikker og græder. PH-værdien i poolen var for høj, og nu betaler de prisen.
Der er ingen tvivl om, at havfolket har en kæmpe kærlighed til det, de gør. Ellers ville de simpelthen ikke udsætte sig selv for det. De kæmper for at få lov til at optræde som havfolk, og man kan ikke undgå at respektere deres passion og villighed til at give alt.
Vilkårene i branchen er afsindigt dårlige og chancen for reelt at tjene penge minimal. Der er bare ikke jobs nok til alle havfolk. Ydermere skal især de kvindelige performere døje med de såkaldte merverts, som de selv kalder dem. Merverts er mænd, der feticherer og udsætter havfruerne for seksuel chikane.
Det er ikke en problematik, serien går langt ind i, men forståeligt nok noget, der fylder og generer kvinderne. Men de giver ikke op på deres drøm af den grund.
Som vi lærer havfolket at kende, bliver det tydeligt, at mange af dem har hårde baggrundshistorier. Det er i høj grad udstødte individer, som ikke har følt, at de passede ind som følge af deres køn, seksualitet, farve eller kropsstørrelse, der bliver tiltrukket af det usikre liv som havperson.
Det gør også, at der i branchen er diversitet og plads til alle. Det prædikes der i hvert fald. Men selvom der ingen tvivl er om, at minoriteterne har plads, og at de er en del af fællesskabet, er det fortsat de konventionelt ’attraktive’ og overvejende hvide havpersoner, der har allerstørst succes.
‘Merpeople’ viser, at en af grundene til, at folk tiltrækkes af det usikre liv under vandet, er, at når de trækker i halen, kan de være 100 procent dem selv. Det er en højnet version af deres egen personlighed og en, som de oplever, at folk hylder, støtter og elsker. Og det er jo smukt.
Der er så mange gode fortællinger i ‘Merpeople’, at den indimellem føles fortravlet. Man forstår godt trangen til at nå så meget som muligt og få så mange nuancer og interessante personer med som muligt, men det gør også, at vi aldrig helt kommer ind til kernen i de problematikker, der bliver præsenteret – der er simpelthen ikke tid, fordi vi skal videre til næste historie.
Vi plasker bare lidt rundt i overfladen, og der er flot og spændende. Men guldet var nok at finde på havets bund.
Kort sagt:
Netflix’ dokumentarserie ’MerPeople’ er et sjovt kig i havmenneskernes verden, og det er svært ikke at blive imponeret af passionen og rørt af den åbenlyse glæde, havfolkene har fundet ved endelig at finde et fællesskab, Men vi kommer aldrig helt dybt nok.