KOMMENTAR. Blandt det moderne menneskes største ængsteligheder hører frygten for at blive afsløret. Nogle forsøger at afskærme sig ved at puste akademiske ordstillinger og intellektuelle koncepter ind i deres anmeldelser.
Andre skaber kløgtige film i et tempo så hæsblæsende, at man føler sig forført af hvirvelvinden. Men så – mens man tumler rundt i cirkulære sekundmeter – begynder den nagende skepsis: Bliver man ført bag lyset? Lige så lidt som vi har lyst til at blive afsløret, ønsker vi at blive manipuleret.
Denne skepsis har været grundtanken i en stor del af kritikken af Christopher Nolan, der med sin nylige ’Oppenheimer’ atter har stadfæstet sin plads som den moderne filmhistories dygtigste kombinationskunstner med evnen til at skabe syntese imellem bred publikumsappel og oprigtig anmelderros: Den nagende mistanke om, at mandens ærefrygtindgydende oeuvre i virkeligheden er et luftkastel, som kan punkteres, hvis man sætter nålen det rigtige sted.
I starten var originaliteten uanfægtelig. En Nolan-film er et abstrakt koncept pakket ind i stilsikkert håndværk, leveret med 120 kilometer i timen. ’Memento’ (2000) var det første eksempel på denne formel. En film fortalt baglæns gennem øjnene på en mand med hukommelsestab, der er nødsaget til at holde virkeligheden på plads ved at tatovere noter på kroppen.
En tilskyndelse, man forstod efter at have set ’Inception’ (2010), hvor abstraktionernes føg rundt med orkanstyrke, og alligevel blev holdt fast til et stringent narrativ om drømme og virkelighed – et tema afspejlet fra ’The Prestige’ (2006) hvor to rivaler tester grænserne for tryllekunstens anfægtelse af naturlovenes realiteter, og gendyrket i Interstellar (2014), hvor himmeltæppets sorte huller indeholder kærlighedens mulighed som tyngdekraftens byggesten. Verdener hinsides verdener.
’Interstellar’ var imidlertid også filmen, der ansporede den kritik, som havde ulmet siden ’The Dark Knight Rises’ (2012). Den tredje installation i Batman-genren havde åbenbaret en lille sprække i den ellers så ubrydelige Nolan-brynje af velsmedet filmhåndværk: Plottet var for indviklet.
Hvorfor skulle superskurken Bane (Tom Hardy) have tre smarte planer kørende på én gang, når Gotham alligevel (spoiler alert) skulle sprænges i stumper og stykker af datteren af Liam Neeson fra den første film? »Hvorfor…«, spurgte de spirende Nolan-kritikere efter ’Insterstellar’ »… havnede Matthew McConaughey i sin datters bogreol efter at være sprunget ind i et sort hul? Er der nogen, der gider at forklare det?«
Og er der nogen, der gider at forklare ’Tenet’? En film, der gik fuld skrue frem og tilbage med Kierkegaards fordring om at skulle opleves forlæns og forstås baglæns, om end jeg fattede lige lidt begge veje, og således var filmen – kombineret med det relativt lave billetsalg under corona-nedlukningen – måske også blevet en afgørende bremseklods for Nolans momentum, havde det ikke været for den foregående ’Dunkirk’.
’Oppenheimer’s vælling
I en ukarakteristisk omlægning valgte Nolan i 2017 at fokusere på en historisk begivenhed og derved fravige sin forkærlighed for fantasmagorisk high-concept-cinema.
Ifølge en anden mesterinstruktør, Quentin Tarantino, var det ’Dunkirk’, der bankede Nolan på plads med fed skrift i filmhistoriens annaler, fordi han her beviste, at han kunne skabe en medrivende historie uden at forlade sig på konceptuelle virkemidler og vanvittigt fortælletempo. Vi bliver ved den franske kystlinje – til vands, til lands og i luften, og det fungerer fortrinligt.
Med ’Oppenheimer’ sammenlægges Nolans styrker og svagheder i en stor pærevælling, og ja, der er vitterligt tale om en vælling – uagtet at begejstrede Nolanfans vil insistere på det modsatte – for konturerne fremstår uklart, uden at der er tale om den kunstneriske uudgrundelighed, der definerer velvalgt abstraktion. Snarere ender vi med en forvirring imellem koncept og karakter. Det oversvævende og det indgående.
’Oppenheimer’ vil på én gang udforske geniets medbragte bagage af virkelighedsforvrængning – at kunne se verdener hinsides verdener – og den tvivlende tænkers kvantemekaniske superposition imellem yderpunkter (familieliv og faglig dedikation, lyst og pligt, frisind og dydighed, skabelse og ødelæggelse) og samtidig vende kikkertsigtet 180 grader rundt og skabe en distanceret og historisk eksakt fortælling om bombens opbygning, udløsning og efterspil – fortalt i tre spor. Vitterligt fortalt.
Ved Odins makrelbefængte overskæg hvor bliver der ævlet meget i ’Oppenheimer’.
Resultatet er, hvad enten man er begejstret eller ej, den mest uklare Nolan-film til dato. Både højkonceptuel, historisk og biografisk. Og alligevel gav jeg den fire stjerner, og hvorfor egentlig?
Burde afkræve egen pointskala
Jeg talte med en god ven, der også lige havde været i biffen og set Cillian Murphy med blød hat og samvittighedsnag. Han var mere begejstret. Vi diskuterede frem og tilbage, indtil vi blev enige om, at Nolan er en af de få nulevende instruktører (sammen med Tarantino), hvis film burde afkræve deres egen pointskala.
Selv en forvirret Nolan-film som ’Oppenheimer’ er stadig en Nolan-film, altså stadig virkelig god og underholdende, fordi det grundlæggende håndværk er så uanfægteligt.
Måske bliver Nolan aldrig afsløret, for nålen kan ikke sprænge luftkastellet. Den kan finde sprækkerne, men preller af på fugerne, når aldrig helt ind. Fornemmelsen af at blive ’forført’, når man ser en Nolan-film, har intet at gøre med at blive manipuleret af durkdrevne tricks eller væltet bagover af falsk bravado, selvom det kan føles sådan.
Og måske er det, fordi det føles sådan, at jeg føler den diabolske kløe for at pille Nolan-film fra hinanden. Men den er god nok. De stærke billeder, henførte lydside, velvalgte farvekontrast, gode casting, intense skuespillerpræstationer, smukke kostumer, skarpe fortælletempo, lyssætning, scenografi, stunts, fonten på rulleteksterne … alle delelementerne er på plads – selv i ’Tenet’ og også i ’Oppenheimer’.
Konstruktionen er tætnet fra kælder til kvist med en sådan selvfølgelighed, at det virker overflødigt at nævne i en anmeldelse. Man forventer det af en Nolan-film. Selvom ’Oppenheimer’ er en amalgamation af forskellige ambitioner, der savner en ufornuftig menneskelighed, står den også som en bevisførelse for, at Cristopher Nolan sjældent falder igennem.
Manden kan simpelthen bare lave film.
’Oppenheimer’ kan ses i biografen.