’Gran Turismo’: Eksorbitant reklamestunt skæmmer ellers god underdog-fortælling
Product placement er langt fra en ny tendens i Hollywood (for en uge siden så vi det med ’Haunted Mansion’), men en fast kapitalistisk tradition, som har været med til at sætte fut under forretningskedlerne.
Tidligere har det dog været implementeret noget mere elegant, end hvad der bliver kastet i hovedet på en i løbet af Neill Blomkamps ’Gran Turismo’.
Alt fra musikafspillere og spilkonsoller af Sony til diverse Nissan-biler/raceroutfits toner frem på skærmen i ét væk, så man knap nok når at fordøje det hele. Det værste er at Blomkamps film i store træk rent faktisk er ganske habil, når man fjerner det tykke og aggressive marketingslag.
’Gran Turismo’ er delvist baseret på racerbilssimulatoren af samme navn og den sande historie om Jann Mardenborough (Archie Madekwe), der gik fra ’Gran Turismo’-gamer til professionel racerkører.
I filmen følger vi Jann på denne utænkelige transformation, der hævder, at et simulatorspil kan gøre en klar til den virkelige racerbane (følger man den småfarlige logik, vil samtlige gamere, der har spillet ’Call of Duty’, være klar til at gå i krig med fuld oppakning, men lad nu det ligge …).
Orlando Bloom spiller den iltre marketingschef Danny Moore (en fiktiv version af GT Academy’s virkelige skaber Darren Cox), der med hiv og sving får overbevist Nissan om at sponsorere GT Academy med det formål at sætte ’Gran Turismo’-gamere bag rattet på en virkelig racerbil.
Moore får også overtalt den vrisne racerkørertræner Jack Salter – spillet glimrende af David Harbour, filmens største trækplaster – til at forberede og udvælge de bedste gamere, som han mener kan stå for presset og tage skridtet fra simulator til virkelighed.
En af dem bliver Mardenborough, som hurtigt viser sig også at have talent for the real deal, men når motorsport er så livsfarlig en disciplin, som den er, er spørgsmålet, om det overhovedet er forsvarligt at sætte en uprøvet nybegynder ind i en racerbil.
Bag det slibrige lag af product placement byder ’Gran Turismo’ rent faktisk på en hæderlig underdog-fortælling, der bæres af David Harbour og Archie Madekwe (’Midsommar’) i de bærende roller og nogle flotte racerbilssekvenser (som giver de fleste ’Fast and Furious’-film baghjul), hvor instruktion og lyddesign fungerer upåklageligt.
Harbour og Madekwe har en fin kemi, som filmen sagtens kunne have brugt mere af sine 134 minutter på at udforske, og sammen med den altid gode Djimon Hounsou, der spiller Janns far Steve, står de for de stærkeste følelser.
Orlando Bloom kæmper med sin rolle, men for en gangs skyld kan man formentlig ikke klandre hans eget håndværk, men tværtimod manuskriptforfatterne Jason Hall og Zach Baylin, der har givet ham en papirtynd skitse af en karakter at arbejde med.
Foruden den store brug af product placement har filmen også fået på puklen for at skildre virkelige begivenheder på en fejlagtig og kontroversiel facon, såsom Mardenboroughs styrt på Nürburgring, der endte med at koste en tilskuer livet.
Kritikken er velbegrundet, og man kan også fundere videre over, om en hyperkommercialiseret Hollywood-film som ’Gran Turismo’ har de bedste forudsætninger for at genskabe en så forfærdelig ulykke.
Kort sagt:
’Gran Turismo’ er en svinedyr reklame for Nissan og Sonys mange forskellige produkter, som løber med det meste af opmærksomheden. Det er en skam, for under motorhjelmen gemmer der sig en velspillet og teknisk flot bilfilm.