’Red, White & Royal Blue’: Sikke dog en omgang barnlig royal ragelse
Queerfolk får nu endelig deres egne romantiske komedier, der er lige så dårlige som dem om heteroseksuelle. Det er også en slags fremskridt.
I Prime Videos ’Red, White & Royal Blue’ får romcom-genren et LGBTQ+-twist, når to usandsynligt flotte og voldsomt charmerende mænd på toppen af samfundet starter et hemmeligt kærlighedsforhold på tværs af Atlanten.
Da den enes bedstefar er konge af England, og den andens mor er præsident i USA, kan deres sexede foretagende dog skabe komplikationer i deres respektive familier.
Ud over at være omvandrende nationale stereotyper deler prinsen Henry (Nicholas Galitzine) og præsidentsønnen Alex (Taylor Zakhar Perez) samtidig det store problem, at de i kraft af deres plads i samfundet begge bærer deres privilegie uden på tøjet.
Instruktør Matthew Lopez gør et ihærdigt forsøg på at give de to turtelduer dybfølte, smertefulde øjeblikke omtrent hvert tiende sekund, som får det til at virke, som om de er et fattigt par, der må sige farvel, før en af dem drager i krig. I virkeligheden er de nok bare på vej ud til det privatfly, som de ikke har gjort sig fortjent til.
Filmen har et så forskruet billede af sine karakterers privilegier og klassesamfundet, at man drømmer om at se de to hovedroller fanget i en gabestok, så man kan buhe og kaste rådne tomater efter dem.
En af deres dybfølte scener foregår på et hospital, hvor de har gemt sig i et kosteskab, mens en gruppe sikkerhedsfolk undersøger et potentielt skydevåbenattentat. Denne tid bruger Henry og Alex på henkastet at diskutere deres hidtil overfladisk anstrengte forhold til hinanden uden at skænke deres egen potentielt forestående død eller de mange børnekræftpatienter omkring dem en eneste tanke.
Generelt er det svært ikke at opfatte dem begge som hamrende usympatiske, når de gennem hele filmen virker ligeglade med deres omgivelser og kun tænker på sig selv.
Men okay, det vigtigste ved enhver romcom er vel, at man tror på det forhold, man bliver præsenteret for. Desværre ville ikke engang Walter White kunne skabe kemi mellem Henry og Alex.
Fjerner man sexscenerne, hjælpes parret heller ikke på vej af, at man at dømme på replikker og instruktion nemt kunne forveksle filmen med en Disney Channel Original Movie. Og når man minder sig selv om, at det her ikke er en highschool-film, men at den faktisk handler om mænd i tyverne, bliver det ulideligt tydeligt, hvor barnligt det hele er.
Den debuterende instruktør kommer primært med erfaring fra scenekunsten, hvilket er tydeligt i de falske kulisser og den kedelige lyssætning. Indimellem kan man blive i tvivl om, hvorvidt skuespillerne overhovedet er i samme rum.
Faktisk kan det være svært at gennemskue, om man ser en queer romcom med for et lavt budget, eller om man bruger tid på en fanfiction-filmatisering med for højt budget.
Det er måske ikke overraskende, når man opdager, at bestselleren af samme navn fra 2019, som filmen er baseret på, mistænkes for at være inspireret af en Jesse Eisenberg/Andrew Garfield-fanfiction fra 2011.
Hvis man slår hjernen fra, er der dog måske stadig noget underholdning at hente i det royale ragelse.
I en scene på et fuldt oplyst dansegulv på en klub falder alle gæsterne ned på hug til lyden af ’Get Low’ af Lil Jon & the East Side Boyz, undtagen de to hovedroller, der i slowmotion får øjenkontakt og i dette øjeblik falder pladask for hinanden.
Med en ironisk distance, som filmen mangler, kan man ikke undgå at nyde den grinagtige absurditet. Kærlighed ved første blik, hævet over et hav af undersåtter.
Kort sagt:
Et par privilegieblinde magtfigurer uden kemi falder for hinanden i denne tåkrummende, queer romcom, der er sjovest, når den ikke prøver at være sjov.