Det er den måske hårdeste morgen i Kendall Roys liv.
Aftenen forinden har han sniffet coke med en tjener til sin søsters bryllup, som han efterfølgende har slået ihjel ved at køre hans bil i vandet. Hans nøglekort er blevet fundet på stedet, men hans store fader, som han ellers var i gang med at kuppe, tager ham til nåde og hjælper ham med at sørge for, at det aldrig bliver opdaget.
De krammer, mens Logan Roy hvisker de slibrige ord »You’re my number one boy«.
Det er et klip fra sidste afsnit i første sæson af ’Succession’, der bliver vist. Fra før dens skaber Jesse Armstrong vidste, hvor mange sæsoner de ord fremover ville hjemsøge Kendall Roys karakter. Eller at serien ville blive en større succes, end den 52-årige forfatter nogensinde havde forestillet sig.
Han sidder på scenen på Copenhagen TV Festival, knap tre måneder efter ’Succession’s storslåede finalesæson er løbet af skærmen, mens førnævnte sekvens fra serien bringer hvin og latterbrøl med sig.
Der er ikke meget ved den rolige brite bag serien med de 13 Emmy-priser, der skriger medierøvhul, incestjokes eller »fuck off«-fornærmelser. Men kærligheden til det absurde og tragikomiske sniger sig frem, når han taler om seriens balance mellem sitcom og drama. Finkultur og lavkultur. Shakespeare og reality-tv.
»Selvom det her er en af de mest traditionelt tragiske scener i serien, er der også ting i det, der gør, at du kunne skrive den scene som en joke. (…) Den samme dynamik kan fungere for både komedie og tragedie. Nogen, der lyver om en andens død, er et tragisk øjeblik, men der er også et komisk twist ved det. Alle ved, han lyver, også os, og det er ekstremt underholdende«, fortæller han den danske klipper Molly Malene Stensgaard, der interviewer ham på scenen.
Armstrong er ikke nødvendigvis en genkendelig stjerne som seriehittets skuespillere. Han gør ikke stort væsen af sig i sin lidt løse jakke, og inden han gik op foran publikum, stillede han sin rygsæk ved siden af scenen. Men i det her rum, hvor han er omgivet af hundredvis af instruktører branchefolk og tv-nørder, er han et idol på sin egen underspillede måde.
»Interessante er det vigtigste. Mere end elskelige«, lyder hans regel, når det gælder seriens karakterer, der udforsker alle poler af ’frygteligt menneske’.
Han gennemgår også detaljerne omkring seriens tilblivelse, der med sit slægtskab med virkelighedens Murdoch-familie er sin egen del af seriens mytologi.
Den går over 20 år tilbage, hvor Jesse Armstrong ikke engang endnu var kendt som medskaber af den britiske sitcom ’Peep Show’, der blev hans første nationale hit.
’Succession’ startede nemlig som et billigt dokumentarformat om den magtfulde Murdoch-families forretningshemmeligheder med en skuespiller som Fox-ejeren, som er det tætteste, virkeligheden kommer på Brian Cox’ bandende mediemogul og lede faderskikkelse Logan Roy.
Så blev det til et 90 minutters tv-teater, som var umuligt at få finansieret. Men mange år efter genopstod det som sit eget serieunivers om WayStar Royco-lederen og børnene, der kæmper om hans firma og gunst. Og stilelementer fra den kringlede vej til skærmen er bestået.
Armstrong nævner inspirationen fra virkeligheden. En række begivenheder fra store mediemogulers biografier som inspiration for blot det ene skæbnesvangre Kendall Roy-øjeblik, der er blevet vist.
CBS og Paramount-ejeren Sumner Redstone, der var ved at dø i en brand midt i sit liv, et fejlslaget forsøg på at kidnappe Rupert Murdochs kone, der i stedet kostede en af hans ansattes kone livet. Grænsen mellem højspændt drama og noget, der føles virkeligt, er en afgørende del af ’Succession’s særlige tone.
»Du har de her meget barokke, ekstraordinære, tragiske øjeblikke i liv, der ellers er udgjort af forretningsbegivenheder. Vi ville have, at serien skulle være virkelig ægte, men en del af virkeligheden er af og til ekstraordinære begivenheder, så jeg følte altid, at der skulle være noget i det, der kunne give en udtalt ‘Dallas’-smag«.
’Dallas’-referencen stammer fra et af seriens oprindelige pitches. Her solgte Jesse Armstrong serien som »’Dallas’ møder ’Festen’«.
»Der er en joke i Hollywood om, at alt er ’X-Men’ møder ’Coronation Street’. Det var lidt en vittighed at tage så forskellige ting fra forskellige dele af kulturen, men det var også ikke en joke«, fortæller han.
Det er en ’Succession’-detalje, der siden har stået ridset ind i mange danske fanhjerter.
Og som Jesse Armstrong hverken slipper udenom at fortælle om på scenen, eller da jeg efterfølgende interviewer ham på tomandshånd, hvor han gentager, at det var ment »friskt eller komisk«, men derefter snildt går i gang med at nævne danske inspirationskilder i flæng.
Den danske ’Succession’
Ingen i Danmark har glemt, at du i sin tid pitchede ’Succession’ som »’Festen’ møder ‘Dallas’«. Hvad er dit forhold til Danmark, dansk film og danske titler?
»Jeg er fan! ’Festen’ fandt jeg meget kreativt inspirerende. Jeg er blevet ved med at synes godt om Vinterbergs arbejde – og Lars von Trier og ’Breaking the Waves’. Jeg kan huske at se den og være blæst fuldstændig bagover af den følelsesmæssige kompleksitet. Også tv-serier – ’Broen’ og ’Borgen’«.
Adam Prices DR-serie om Birgitte Nyborg fungerede faktisk som en slags tonal kontrast, da Armstrong skrev på den politiske satireserie ’The Thick of It’ og filmen ’In the Loop’, der begge er skabt af landsfællen og kollegaen Armando Iannucci.
Og det blev et trick, han genbrugte ved ’Succession’s tilblivelse.
»Jeg indtog en masse kultur og bøger, da jeg prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre ’Succession’ til en virkelig verden. En af dem var ’Arvingerne’. Serien om kunstnermatriarken, hendes forhold til 60’erne, og hvordan det afspejler sig i familien og konflikten, der følger med. Det var en inspiration for ’Succession’«.
»Hele familiekonceptet og forholdet mellem søskende er bare spændende. Det er ikke en unik eller ny observation, men for en serieforfatter er det et fantastisk sted at placere en historie. Det har den grad af relaterbarhed, som studiechefer er så glade for. Den forståelse byder dig indenfor, selv hvis du aldrig har været i position til at arve et medieselskab eller en avis«.
Udover ’Festen’ er der jo flere skandinaviske islæt. Lukas Mattson er svensk, WayStar Royco-slænget tager til Norge i tredje sæson. Hvad var attraktionen i det skandinaviske?
»Vi har jo et par forbindelser. Jeremy Strongs kone er dansk, og han tilbringer meget tid her. Det er i virkeligheden nok mest et tilfælde, men måske sniger det sig ind i serien, at han kender lidt til skandinavisk kultur«.
»Techbranchens verden er mere eller mindre udgjort af den amerikanske vestkyst, men Skandinavien er et af de få steder, der har haft mere end én opsigtsvækkende figur på området. Seriens verden er meget amerikansk, men jeg er fra Europa, så jeg ville gerne undgå at skabe endnu en ’west coast tech-bro’, men give det en anden smag. Med castingen af Alex (Alexander Skarsgård, red.) var det et af de tilfælde, hvor castingen og ideen kom på samme tid«.
»Jeg har holdt af at føre karaktererne ud af rammerne, tage dem til Storbritannien og Italien til bryllup. Effekten af de der amerikanere omkring europæere og især den skandinaviske tankegang var interessant, for de er ret anderledes ikke?«.
Det blev i hvert fald til mange vittigheder om vikinger!
»Ja, haha. Men udover vikingejokes så også den her i nogen grad demokratiske stemning, der er i skandinaviske lande, og tilgang til, hvordan mennesker bør relatere til hinanden. Den er antitesen til deres verden (’Succession’-karakterernes, red.)«.
Og det er helt ned til en detaljegrad, hvor Lukas Mattson ligger og æder Bilar-slik og drikker svensk Julmust-sodavand – hvorfor er den slags detaljer sjove at have med for andre end folk fra Skandinavien?
»Det er vigtigt at have styr på detaljerne. Ligesom med detaljegraden omkring forretning, rigdomskulturen i New York City og det internationale miljø omkring den type mennesker, vi portrætterer. Jeg ved ikke, hvad det rigtige for dem er at spise og drikke, så det var production-design – og så hjalp Alex også«.
Nu nævnte du Jeremy Strongs tilknytning til Danmark. Var Danmark nogensinde på tale til et shout-out eller en gæsterolle?
»Jeg ønskede det helt sikkert. Fordi Alex er fra Sverige, troede vi, at vi skulle til Sverige, men så fandt de Juvet-hotellet i Norge, der var så smukt. Jeg tror ikke, de ledte efter locations i Danmark. Men jeg kunne godt tænke mig at optage her«.
Hamlet på TikTok
Mens serien er skredet frem i sæsonantal, er der så noget, som har overrasket dig ved den plads, den har fået i popkulturen?
»Helt ærligt har jeg været overrasket over, at serien er blevet så succesfuld. Jeg tror, den har et ekstra stort fodaftryk, fordi den handler om medierne. Så er journalister lige lidt mere interesserede i den end i andre serier«.
»Det var vigtigt for mig, mens vi lavede serien, at holde en vis afstand. Du kan ikke lukke al den kulturelle støj eller anmeldelser ude, og det skal man heller ikke, men det specifikke vil jeg ikke have i mit hoved. Nu er jeg til gengæld ret så interesseret i at se den slags«.
@seaofsin88 #KENDALLROY: i’m just Ken sc: cunningdevilga and mrwellickga on ig, and mine #succession #successionhbo #successionedit #kendallroyedit #barbie #barbieedit #jeremystrong #jeremystrongedit ♬ original sound – sonia💫
Undervejs fandt serien også et ret dedikeret publikum på TikTok, hvor folk havde en anden, mere fanfiction-agtig måde at interagere med den på. Er den slags noget, du interesserer dig for overhovedet?
»Jeg kender godt til lidt af det. Jeg kan se karaktererne og den her meget rige og ret så afskårne verden af medier og magtpolitik, som folk relaterer til på ret direkte og personlige måder, og det har været spændende for mig at se. Jeg havde ingen anelse om, at det foregik, men det er sjovt!«.
Det siger vel også lidt om, hvordan seriens position har udviklet sig, at der også en anden type fangruppe, der kalder Kendall for ’babygirl’ på TikTok?
»Folk tapper ind i noget ægte, som de kan mærke, og der er noget meget rigtigt over den måde at se den der Hamlet-agtige lille dreng. Ligesom den magtfulde mand, der lader som om, han er en mediemogul«.
I løbet af finalesæsonen kom det til at handle meget om ’hvem vinder’. Kommer den slags tankegang til at overskygge andre af seriens pointer?
»Jeg synes, det er legitimt. Det hedder jo ’Succession’«.
»Der er et citat fra ’Superman’, som Mario Puzo, forfatter til ’The Godfather’, skrev manuskriptet til. I den siger Lex Luthor, at nogle mennesker læser ’Krig og fred’ og tænker, at det er en enkel eventyrhistorie. Andre mennesker læser et stykke tyggegummipapir og opdager livets hemmelighed. Jeg tror, mennesker er præcis sådan«.
»Du møder én ven, der har indset det mest utrolige, fordi nogen har været venlige over for dem på en kaffebar. Så møder du også folk, der har været på et seks måneders yogaophold og bare kommer tilbage og siger, at de godt kan lide mango. Mennesker tager forskellige ting med fra serien. Jeg vil ikke kontrollere hvad«.
En ting, der undrede mig i den sidste sæson, var, at folk mere end tidligere oprigtigt holdt med karaktererne og lod til at have sympati med dem. Er det noget, du genkender eller undrer dig over?
»Det er noget, der bare sker. Jeg har altid været fokuseret på at finde det, der føles ægte og rigtigt – de spændende små stykker menneskelig psykologi«.
»Det er lidt ligesom med et menneske, du har kendt i årevis, men hvis du introducerer dem til folk, ved du godt, de er ret irriterende. Fordi man er gamle venner, så ser man bort fra det, men når man introducerer dem, tænker man, ’åh nej, de kommer til at synes, vedkommende er et kæmpe røvhul’. Men du kender dem eller elsker dem, fordi du har set hele billedet. Det er lidt sådan, jeg har det med seriens karakterer. Jeg er tilstrækkeligt interesseret i dem til at være i stand til at tilbringe tid med dem, selv når jeg ikke synes, de er gode mennesker«.
Slutning der mimer det virkelige liv
Havde du en klar idé fra start om, hvordan serien skulle slutte, og hvornår Logan skulle dø, eller udviklede det sig undervejs?
»Det udviklede sig. I starten da jeg pitchede det, troede jeg, der ville være mere rum, efter han døde, og at serien ville være mere koncentreret om det. Da jeg skrev starten, ville jeg have, at han i hvert fald skulle være med i hele første afsnit. Så da vi skitserede første sæson, blev det åbenlyst, at det var stærkt at have den her sol, de andre karakterer kunne bevæge sig rundt om. Så jeg skubbede det tidspunkt, hvor han skulle dø, længere og længere væk«.
»Så virkede det naturligt, at det skulle ske i sidste sæson. Og så er det jo lidt af en narrativ narrestreg. Jeg ville have, at hans død skulle forsøge at mime effekten af at få chokerende nyheder i det virkelige liv. Soundtracket skifter ikke til trist eller glad, før du får et telefonopkald med dårlige nyheder. Det rammer bare ud af ingenting, og det ville jeg gerne efterligne«.
Du har omtalt finalen som en »komplet tragedie«. Kunne man i virkeligheden ikke se det som nogle mennesker, der får som fortjent?
»Det kommer an på, hvordan man definerer tragedie. En version er, at på en måde får folk det, de har fortjent, det er bare ikke det, de har fortjent i en komedie. Når du tænker på de fire søskende, måske især de tre – Kendall, Roman og Shiv – så er den periode i deres liv, som er åben og fuld af muligheder, slut«.
»Selvom de er midt i deres tilværelser, har de nået slutningen for den ting, de blev fortalt, var det vigtigste, de kunne opnå – magten og deres fars kærlighed, som af en eller anden grund blev bundet sammen – den mulighed er væk. Det er deres tragedie, som jeg ser det. De jagtede noget, der nok var en illusion. Men de jagtede det og jagtede det, og nu er resten af deres liv en sidebemærkning, efter den præmie blev taget fra dem«.
Du sagde tidligere, at du forsøgte at holde den kulturelle støj ude. Hvordan har du oplevet modtagelsen af seriens slutning?
»Jeg har kigget på det nu. Jeg håber, jeg ville have været ærlig nok til at sige, ’hør, det her er sådan, vi synes, serien skulle slutte’, selv hvis folk ikke havde kunnet lide den eller fundet den falsk og hyklerisk. Men med indtryk af, at det ikke har været reaktionen, er jeg rigtigt tilfreds, for jeg vil gerne have, at folk skal nyde serien og synes om den. Føle det er ægte«.
Ingen ’Game of Thrones’-underskriftsindsamlinger, der protesterer over det sidste afsnit.
»Præcis«.
Overstreget eller understreget?
Der er nogle detaljer i serien, som bliver udeladt for at skabe mystik. Som hvad Marcia hvisker til Kerry. Kan du fortælle os, hvad der foregår, eller hvad effekten er ved at udelade det?
»Der var intet ønske om at drille publikum med ting, som var puslespil. Måske hvis man kunne høre, hvad Marcia sagde til Kerry, ville det ikke være en eller anden gigantisk hemmelighed a la, ’Du er hans datter’. Det var nok bare trøstende ord«.
Ok. Men var Kendalls navn understreget eller streget ud i Logans testamente?
»Til sidst endte jeg faktisk med selv at tegne den streg på settet, for vi havde et antal af dem, og jeg var sådan, ’Jeg tror bare, den liiiige skal hælde den her vej, hov måske kan jeg lige tage din blyant, og så gør jeg det bare’.
»Jeg har ikke selv et svar på spørgsmålet. Jeg ved ikke, hvad Logan gjorde, og jeg tror ikke, det var vigtigt, at jeg vidste det. Jeg læste dog noget godt online. Nogen skrev, at hvis man krydser noget ud, så ville man ikke starte nedenunder ordet, så måske var det understreget? Det gav mening i mit hoved«.
Apropos fremtidsplaner kan du så sige noget om, hvad du selv gerne vil lave fremover?
»Jeg strejker. Jeg prøver virkelig at tage den med ro. Det har været det mest nydelsesfyldte kapitel i min karriere at lave ’Succession’, men også det mest angstprovokerende og stressende hele tiden at håbe, at vi ramte plet fra afsnit til afsnit og sæson til sæson, så jeg føler mig frigjort af ikke at skulle være lige så bekymret, som jeg var i alle de år, haha. Så jeg tager lidt af en pause«.
Jesse Armstrong var inviteret til Danmark af Copenhagen TV Festival, som er organiseret af Producentforeningen, der foranstaltede dette interview.