‘Sorry to Bother You’
Der er nogen, der siger, at alle historier er fortalt før, men ’Sorry To Bother You’ er beviset på, at det ikke passer. At det stadig er muligt at lave en film, der ikke bare tager røven på én. Men gør det igen og igen og igen.
Alene udgangspunktet er uimodståeligt: I en nær fremtid får den retningsløse fyr Cassius (Lakeith Stanfield) job som telefonsælger af leksikoner, i starten uden den store succes. Men da en ældre kollega (Danny Glover) anbefaler ham at bruge sin »hvide stemme«, sælger han pludselig røven ud af bukserne: Han bliver forfremmet til powercaller i den særlige loge, hvor alle taler med hvid stemme hele tiden, og han jetsetter sig hele vejen til fest med et kokainsniffende, bro-slesk Silicon Valley-fænomen spillet af Armie Hammer i en forrygende komisk rolle (præ-skandalesager).
Men her slutter det ikke, slet ikke. Rapperen Boots Rileys instruktørdebut er surrealistisk (Cassius’ hvide stemme ’spilles’ af David Cross), hyperenergisk, humoristisk og dybt anarkistisk i sin kritik af kapitalisme og raceforhold. En film ulig nogen anden.
’Lady Macbeth’
Stortalentet Florence Pugh (’Little Women’, ’Midsommar’) fik en bragende flot filmdebut i instruktør William Oldroyds isnende gode ’Lady Macbeth’, der fortæller historien om en ung kvinde i 1800-tallets England, Katrine, som giftes bort til en langt ældre, komplet indifferent gårdmand. Katrine er ved at gå til af kedsomhed, men da hun kaster blikket på en af gårdkarlene, vækkes hede, altopslugende lyster. Og et voksende, uhyggeligt magtbegær.
’Lady Macbeth’s kulde kan mærkes helt ind i knoglerne, forbudte kys får kinderne til at blusse og moralske tvetydighed forplanter sig til en ubehagelig fornemmelse i maven.
’Beautiful Beings’
Hvis du ganger ‘Zappa’ med 100 får du ’Beautiful Beings’, der er en næsten uhyggeligt hårdtslående coming of age-film om islandske teenagere.
Bag filmen står den ualmindeligt dygtige Gudmundur Arnar Gudmundsson, som debuterede med ’Heartstone’, og som har et helt særligt blik for at beskrive unge, så det både er følsomt og brutalt.
’Beutiful Beings’ handler om en gruppe 14-15-årige outsiderdrenge, der hvirvles ind i – og ofte selv opsøger – en voldsspiral i det lille samfund, hvor forældrene er fraværende eller fordrukne, og hvor de unge efterlades til deres eget forsøg på at finde mening i et fællesskab af alkohol og konfrontation. Det er både smukt og desillusioneret, skæbnesvangert og indimellem håbefuldt. Og med et par utrolige præstationer blandt de unge af den slags, Gudmundsson er exceptionelt dygtig til at fremkalde.
’Bodies Bodies Bodies’
Man skal ikke tage tingene alt for alvorligt i det spydige gen z-gys ’Bodies Bodies Bodies’. Eller nødvendigvis forvente en gruopvækkende slasher.
Til gengæld skal man nyde den som et blodigt og skarpt generationsportræt leveret med enorm karisma af nogle af Hollywoods sejeste nye talenter, der hver især gør det fremragende som ulidelige unge mennesker.
Det gælder især Rachel Sennot, der har vakt opsigt i ’Shiva Baby’ og ’The Idol’, Amandla Stenberg (’The Hate U Give’), den brutale ’Industry’-stjerne Myha’la Herrold og Pete Davidson.
Præmissen for historien er simpel: En vennegruppe (af den giftige slags) er samlet i et hus, mens hemmeligheder, seksuelle spændinger og uvenskab lurer i kulissen. Så hvad bedre til at sætte fut i konflikten end et spil morder, der udvikler sig til mere end en leg?
‘Den store stilhed’
Som regel møder vi nonner på film i genrefilm- og eksperimenter fra sexploitation til gys og musical. På den måde er den lavmælte danske ‘Den store stilhed’ ikke verdens letteste pitch. Men Katrine Brocks’ spillefilmsdebut er på alle måder et seværdigt, rørende og ikke mindst mærkbart stykke coming of age-drama, der er tillokkende originalt i sit valg af miljø.
For hvem går overhovedet i kloster i 2023? Det giver filmen et meningsfuldt og smukt bud på.
Den 29-årige Alma (stortalentet Kristine Kujath Torp) venter på at aflægge sit endelige løfte til Gud, da hendes forsøg på et fredeligt liv bliver afbrudt af et besøg fra hendes storebror Erik (en dirrende Elliott Crosset Hove). Med ham banker også deres fælles traume fra fortiden på døren, som pludselig skubber al Almas tillærte gudsfrygtighed ud af takt.
’CODA’
Det gribende døvedrama vandt prisen for bedste film ved Oscar-uddelingen i 2022, og Soundvenues anmelder udnævnte filmen til »den ultimative crowdpleaser«.
’Coda’ følger den unge Ruby, der er den eneste hørende i sin familie. Hendes forældre og bror er døve, og de er stærkt afhængige af hende som mellemled for at kunne tjene penge som fiskere i en lille by i New England. Men datteren nærer drømme indenfor musikken, som hun dristes til at forfølge, da hun kommer med i skolens kor.
Det er dog ikke let at få familien til at fatte lysten til at synge, som de af gode grunde ikke helt kan begribe.
Feelgood-filmen blev et stærkt gennembrud for den unge stjerne Emilia Jones og sikrede birollespiller Troy Kotsur en Oscar, som den første døve skuespiller nogensinde. Et stærkt følelsesmæssigt pletskud – men på en moderne måde, hvor der bliver spillet på både stort og småt i en fin balance .
’Decision to Leave’
»En mesterligt medrivende thriller«, skrev Soundvenues anmelder og sendte fulde seks stjerner efter den sydkoreanske mester Park Chan-wook, der er kendt for ‘The Handmaiden’ og ‘Oldboy’.
‘Decision to Leave’ er en lækker noir om en kriminalbetjent, der efterforsker et dødsfald, hvor en mand er faldet ned fra et bjerg. Et uheld? Selvmord? Eller … mord? Mødet med den afdødes mystiske, forførende enke bringer manden i tvivl, også om hvor hans eget hjerte ligger.
Det lidt stille og forførende mysterium er uforudsigeligt og fantastisk flot at se på i sin stilfulde, og aldrig kitschede, homage til Hitchcock, en interessant fortolkning af den klassiske film noir-fortælling, der visse steder også bliver overraskende romantisk. Selvfølgelig med et bizart koreansk vrid.
’The Woman King’
Du har ikke set Viola Davis’ fulde potentiale, før du har set hende som banebrydende actionhelt i ’The Woman King’. Der er noget så sjældent som et elegant koreograferet actionbrag med sorte kvinder komplet i front. Et originalt og medrivende indspark i en genre, der er ikke altid brillerer i risikovillighed, centreret omkring et stykke historie fra det område i Afrika, der i dag udgøres af Benin.
Her bliver tiden skruet helt tilbage til 1823, hvor Dahomey-kongeriget er under trussel fra Oyo-empiriet, der bortfører deres befolkning og sælger dem til slavehandel. Stammens helt store styrke er dog den nærmest uovervindelige kvindelige krigertrup agojie, der bliver ledet af Davis’ bryske og fascinerende general Nanisca. Det er en lise at se energien hos det stærke cast, hvor ’Bond’-skuespiller Lashana Lynch vækker opsigt sammen med det nye stjernefrø Thuso Mbedu. Undervejs bliver der plads til både melodrama og smukke actionscener.
’Once Upon A Time In Hollywood’
Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ skabte Quentin Tarantino sin mest nostalgiske film til dato (hvilket ikke siger så lidt!) – en melankolsk hyldest til Hollywoods gyldne æra anno 1969, hvor den amerikanske nybølge bankede på døren, mens Manson-kulten spøgte i periferien af La La Land med en uafrystelig tragedie til følge.
Men Tarantino tager sig som vanligt friheder med sin fortolkning af historiens gang, når han giver Hollywood uskylden tilbage med en herlig hang out-film om den fallerede tv-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt).
Det er en udsøgt fornøjelse at være i de to has beens’ selskab, når de kører gennem Los Angeles’ gader (optaget på sprød 35mm med en utroligt detaljeret scenografi) og får sig en drink eller to for meget. DiCaprio og Pitt har en gnistrende kemi som to forskellige mandetyper, der er ude af trit med tiden omkring dem. Den improviserede scene, hvor Dalton desperat bryder sammen i sin trailervogn efter at have glemt sine replikker for gud ved hvilken gang, står blandt filmens bedste.
‘Dronningen’
May el-Toukhys grumme drama om en kvinde, der forfører sin teenage-papsøn med voldsomme konsekvenser til følge er slet og ret en af de forgange årtis vigtigste danske film. Trine Dyrholm er frygtindgydende god som (moder)naturkraften Anne, der opsluger svenske Gustav Lindh med hud og hår på et ’Antichrist’-smægtende visuelt bagtæppe af skovens dybe, våde vildnis, der grænser op til familiens skarpkantede skandinaviske designvilla. Og hudfletningen af, hvordan samfundets dyrkelse af ung maskulin virilitet – i modsætning til sager om teenagepigers seksualitet – overskygger svigtets alvor og magtforholdets sjæleknusende konsekvenser, er mesterligt iscenesat og debatværdigt.
’Hereditary’
Nøglen til ’Midsommar’-instruktør Ari Asters særlige succes finder man i debuthittet ’Hereditary’, der med uforglemmelige chok og en vild fortælling om arvelig psykisk sygdom spinder en af de mest fremsynede gysere i nyere tid.
Toni Colette er umulig at tage øjnene fra som den sorgplagede miniature-kunstner Annie, der bliver ubehageligt meget klogere på sin egen familiehistorie, da hun mister sin mor, og de pludselig hjemsøges af en stor flok morens ukendte bekendtskaber.
Det er en lige dele klaustrofobisk og fascinerende oplevelse at mærke det morderne hjems vægge snævre ind.
‘Captain Fantastic’
Hvem drømmer ikke indimellem om at trække stikket, hoppe ud af hamsterhjulet, lukke ned for iPhonens evige informationsstrøm, trække eventuelle børn ud af folkeskolens testtyranni og flytte laaaangt ud i skoven? Hvor der er ro til fordybelse, nærvær og ægte værdier, og man kan mærke sin krop og få kontakt med sit indre urmenneske.
For Ben (Viggo Mortensen) og Leslie (Trin Miller) bliver den ultimative simple living-trang ikke ved fantasien. De har taget et radikalt valg og vendt det kommercielle samfund ryggen ved at opfostre deres seks børn dybt inde i en skov i USA. Men idyllen slår fatale sprækker, da Leslies helbred smuldrer, og Ben pludselig står som alenefar med sin alternative livsstilsfilosofi som eneste værn mod en snigende afmagt.
Viggo Mortensen er bedre end nogensinde som den benhårde bamsefar, og filmen tager en relevant diskussion om, hvordan man kan opdrage sine børn til at have andre værdier end forbrug og intellektuelt dovenskab – og om det er vigtigere end sociale færdigheder. Trods de tunge emner er der feel-good og skæv humor for alle pengene.
‘Bullet Train’
Hvis det er af den rette kaliber, bør ingen være for fine til slå på tæven-action på et tog. Og den tidligere stuntmand David Leitchs kulørte filmatisering af en japansk thrillerroman glider let ned på storunderholdende vis. Når Brad Pitts hired gun træder ind på et tog for at stjæle en mystisk mappe, sætter man sig godt til rette og nyder turen, mens den ene karismatiske lejemorder, gangster og hustler efter den anden stjæler scenen.
Ensemblet er aldeles stjernespækket, men filmens evigt småkværulerende britiske mordermakkerpar Lemon og Tangarine, spillet af Aaron Taylor-Johnson og Brian Tyree Henry er den klare favorit. Som taget ud af en Guy Ritchie-film bringer de charme og skæv personlighed til hele affæren, og især ’Atlanta’-stjernen Henry er filmens MVP, der i flere scener decideret sætter Brad Pitt til vægs med sin underspillede, sørgmodige facon.
’En helt almindelig familie’
Den 11-årige Emma elsker fodbold og sin far. Faktisk er hendes liv helt almindeligt i bedste 90’er-stil med Hawaii-pizzaer og crushes, indtil det hele bliver vendt på hovedet.
En dag springer hendes far nemlig ud som kvinde, og transformationen fra Thomas til Agnete er både underholdende og gribende skildret med udgangspunkt i instruktør Malou Reymanns egen opvækst.
Der er en øm humor på spil, og et originalt dybfølt perspektiv på familieudfordringer. Selvom Reymann fortæller sin specifikke historie, er den alment relaterbar. Ikke mindst på grund af blændende præstationer fra det unge stjerneskud Kaya Toft Loholt som Emma og Mikkel Boe Følsgaard, der gør det grundforandrede fædreskab kærligt og menneskeligt.
‘Everything Everywhere All at Once’
Det er vist en individuel sag, om man blev følelsesmæssigt revet med af Daniels-duoens første film siden ’Swiss Army Man’, den galsindige multiversefilm ’Everything Everywhere All at Once’. Men der kan ikke være to meninger om, hvor fedt det var at se en dybt original, kompromisløs og komplet kuk-kuk-film komme ud af Hollywood og blive en overraskende succes ved billetlugerne.
Med udgangspunkt i den kinesiske immigrant og vaskeriejer Evelyns besøg på et skattekontor stikker filmen af i tusind retninger, hvor Evelyn blandt andet er hemmelig spion, skuespilstjerne og hustru med pølsefingre, helt bogstaveligt. Det er filmen, hvor vi både møder en talende vaskebjørn ved navn Racatoonie, en universtruende bagel og en pokal i numsen, og hvor man ser målløs til, efterhånden som The Daniels alligevel får en nogenlunde sammenhængende film ud af de mange indfald.
‘Mommy’
Xavier Dolans uafrystelige mesterværk ‘Mommy’ er et slags trekantsdrama mellem den ADHD-ramte teenager Steve, hans politisk ukorrekte mor og deres forsagte genbo. Det hele kører i et frenetisk tempo, og de excentriske karakterer balancerer på en hårfin grænse mellem charmerende og irriterende. Hvilket er pointen: De – og vi – skal lære at kapere hinanden trods deres svagheder.
Stilen er virtuos, og når det klaustrofobisk kvadratiske billedformat endelig brydes, er det en åbenbaring af filmhistorisk styrke. Soundtracket flirter lystigt med kitsch, og det virker, for hvem kan holde tårerne tilbage, når Ludovico Einaudis ‘Experience’ akkompagnerer den hjerteskærende montage mod slutningen. En spruttende original oplevelse.
‘Margin Call’ (‘Giftig viden’)
Det er en af de film, som Soundvenues filmredaktion har sat på igen og igen. Instruktør J.C. Chandors (‘A Most Violent Year’) stærkt underholdende debutfilm ‘Margin Call’ (‘Giftig viden’ på dansk) kombinerer nemlig en taknemmeligt stram spilletid med nervepirrende spænding og et bomstærkt cast, der alle giver deres bedste.
Historien følger en række ansatte i et stort investeringsfirma i New York i timerne op til, at finanskrisen bryder ud i 2008 – fra de unge, ambitiøse børsmæglere, der lugter lunten til de garvede, stinkende rige chefer, der dårligt kan tro deres egne øjne, da marmortårnet smuldrer om ørerne på dem. Over én enkelt nat.
Zachary Quinto, Penn Badgly, Kevin Spacey, Demi Moore, Stanley Tucci, Paul Bettany, Simon Baker og Jeremy Irons tørner sammen på kontorets gange, hvor stemningen bliver stadigt værre. Og det er gedigent underholdende.
‘Lady Bird’
»Det komplekse had-kærlighedsforhold mellem mor og datter er sjældent skildret mere rammende og nuanceret end i Greta Gerwig mesterlige soloinstruktørdebut om en ung viljestærk kvindes frigørelse«.
Sådan skrev vores anmelder om instruktør og manuskriptforfatter Greta Gerwigs Oscar-nominerede ’Lady Bird’ og gav fem stjerner til en af 2018’s største små film, der som coming of age-beslægtede ’Call Me By Your Name’ og ’The Florida Project’ skinnede et smukt lys over Hollywoods unge fremadstormende generation af stortalenter. Ligesom den konfronterede samfundets bedagede forventninger til ’pæne piger’.
’Lady Bird’ sitrer af veloplagte dialoger om den akavede teenagetid og sociale forventningspres, der får røgen til at stå ud af ørerne på vor temperamentsfulde hovedperson, hvis navlebeskuende narcissisme ekkoede Gerwigs tidligere kvindelige karakterer i ’Frances Ha’ og ’Mistress of America’: Unge vilde, der på en gang er alt for meget, og samtidig vidunderligt uapologetiske antiheltinder.
‘I, Tonya’
Rapkæftet skøjteprinsesse fra trailertrash-miljø kvalificerer sig stik imod alle samfundssociale odds til de olympiske lege, men isen slår sprækker, da hun og hendes voldelige redneck-mand anklages for at have invalideret den All-American-polerede konkurrent.
For uindviede lyder synopsisen som det pure ’Fargo’-fiktion, men historien om Tonya Harding dækker ikke desto mindre over en af 90’ernes største skandaler i amerikansk sport – her taget under stærkt underholdende, semibiografisk behandling af instruktøren bag ’Lars and the Real Girl’, Craig Gillespie.
Formidable Margot Robbie skøjtede sig til en Oscar-nominering for Bedste kvindelige hovedrolle, men det var kollegaen Allison Janney, der hjemtog den gyldne mand for sin birolle som Tonyas kyniske mor.
‘La La Land’
Damien Chazelles pangfarvede, men umiskendeligt sørgmodige musical-ode til Hollywood og jazz er en rutsjebanetur for følelserne, ledet af Emma Stone og Ryan Gosling som de mismatchede turtelduer Mia og Sebastian, der måske vil drømmen om kærligheden mere end de vil hinanden.
Chazelle er stærkt inspireret af den franske instruktør Jaques Demys musicalklassiker ‘Pigen med paraplyerne’ (filmen, der sløjfede musicalgenrens lykkelige slutninger), men der tippes også med tophatten til ‘Singin’ in the Rain’ og Disneys ‘Tornerose’, mens de elskende synger og danser sig igennem et næsten surrealistisk kulisse-L.A., der bidrager til filmens sælsomme stemning.
Stone vandt fuldt fortjent en Oscar for portrættet af Mia, mens Chazelles faste komponist Justin Hurwitz hjemtog statuetter for både Bedste score og Bedste sang.
‘Spencer’
Hvis man skal tro Pablo Larraíns genfortælling, var det et levende mareridt at være en del af den britiske kongefamilie. I hvert fald hvis man hed Diana Spencer.
Ligesom han bragte en alternativ vinkel på præsidentfruen i ‘Jackie’, formår instruktøren i ‘Spencer’ at nuancere en af nyere tids mest fortalte kongelige historier. Med Kristen Stewart i rollen som prinsesseikonet, følger vi Diana under et besøg på den adelige svigerfamilies slot Sandringham House i juledagene i 1991, hvor hun mildest talt er ved at gå fra forstanden.
Selvom historien om Diana er velkendt og grundigt afdækket, er der noget helt særligt over ‘Spencer’, der forvandler dronningens juleslot og tilhørende traditioner til et intenst fængsel af paranoia. Vigtigst af alt er Diana ikke blot et skrøbeligt offer, men kæmper sit eget oprør. I enkelte sekvenser fremstår prinsessens skæbnesvangre drømme så virkelige, at man bliver revet med af ideen om, hvor anderledes hele tragedien kunne være gået.
‘The Babadook’
Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.
Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.
’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.
Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.
’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.
Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.
‘The Big Sick’
Den romantiske komedie fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning i2017 af hylende morsomme’The Big Sick’, der skolede samtlige klæge sick flick-film fra de senere år i fræk selvironi og sygesengsamoriner med et jordnært, virkelighedstro twist.
Filmen er således baseret på manusduoen og ægtefællerne Kumail Nanjiani og Emily V. Gordons egen historie, og førstnævnte indtog selvhovedrollen over for overmåde charmerende Zoe Kazan som Emily, der pludselig bliver ramt af en mystisk sygdom og lægges i koma.Så langt, så sæbeopera-agtigt tænker du måske, men ’The Big Sick’ er alt andet end klichetynget, når den udforsker stand-up-komikeren Kumails forhold til de nye svigerforældre–scenestjælerne Holly Hunter og Ray Romano–og ikke mindst hans egen families ihærdige forsøg på at matche ham med en række potentielle indiske kærester.
Kulturforskellene mellem Kumail og Emilys verdner giver ’The Big Sick’ anledning til at tageaktuelle samfundspolitikker under kærlig behandling med et lige dele satirisk og sjældent nuanceret vid–ikke ulig Netflix-serien ’Master of None’–og Kumail Nanjiani spiller veloplagt på sin baggrund som ikketroende andengenerationsindvandrer i det post-9/11-muslimforskrækkede USA.
’The Big Sick’ er en kærlighedshistorie for og af sin samtids hovedrystende diskrepans mellemblomstrende fordomme og politiskkorrektheds-pavernes tyranni–og den mest ærlige romance i årevis.
‘The Prestige’
Christopher Nolan elsker at tage sit publikum ved næsen. Men sjældent har han dog været så drillesyg som i ’The Prestige’, der handler om to rivaliserende magikere, der vil gå meget langt for at overgå hinanden i trylleriets ædle kunst.
Christian Bale skifter superheltekappen ud med tryllekappen og leverer en fantastisk præstation som manisk magiker, der konstant er ved at bukke under for sine egne ambitioner. Hugh Jackman er ligeledes fremragende som hans tryllerival, der er så blind af misundelse, at han ikke kan se, hvor langt ud han er ved at komme i jagten på det perfekte trick. Genistregen ved ’The Prestige’ er, at den på den ene side omfavner illusionerne, mens den samtidig beder os stille spørgsmålstegn ved dem. Vi køber den utrolige historie, men prøver samtidig konstant at regne ud, hvad Nolan trækker op af hatten næste gang. Det er glimrende udtænkt og endnu bedre udført.
‘Hustlers’
»Kravl ind i min pels«, spinner en halvnøgen Jennifer Lopez i en blanding af campet forførelse og moderlig omsorg som stripperdronningen Ramona, der chiller med en smøg på taget af den stripklub, hun lige har givet en showstoppende optræden i – tematisk varslende til Fiona Apples ‘Criminal’.
Lorene Scafarias ‘Hustlers’ er et underholdende true-crime-komediedrama om strippere, der ripper mænd med fede tegnebøger. Filmen er baseret på en New York Magazine-artikel fra 2015 af Jessica Pressler, som i filmen figurerer i skikkelse af Julia Stiles i en rammefortælling, hvor hun interviewer Destiny om begivenhedernes gang.
Filmen blander på underholdende vis de socialrealistiske undertoner med krimi, finansdrama og glamourøs musikvideoæstetik i glossy shoppingmontager og masser af kunstige øjenvipper, pailletter og hoop-øreringe. Kvinderne er toplækre, men bliver aldrig objektiviseret af kameraet. De skildres derimod med et kvindeligt blik som magtfulde aktører, dygtige dansere og hele mennesker.