’Innocence’: Det er umuligt ikke at blive berørt af fængslende film om Israels nådesløse militær
Man skal være lavet af sten for ikke at få en klump i halsen i de sidste minutter af Oscar-nominerede Guy Davidis slagkraftige dokumentar ’Innocence’.
Med millimeterpræcision, og uden at forfalde til strygertung sentimentalisme, udstiller filmen, hvordan generation på generation af israelske børn og unge får fravristet deres drømme i den konstante konfrontation med landets militærstyre.
Som 18-årige skal alle mænd og kvinder aftjene deres værnepligt i henholdsvis tre og to år. Militæret får man bogstavelig talt ind med modermælken: Til militærparader, i de takkebreve til militæret, man forfatter i børnehaven, hvor man også maler militærsymboler, udflugter til mindesmærker og våbenmuseer og den konstante lyd af bombardementer på Gaza-striben.
»Løber de ikke tør for mål, når de bomber så tit?«, spørger en ung, naiv værnepligtig, der stadig ikke har indset omfanget af den indoktrinering, statsapparatet udsætter befolkningen for fra barnsben. Uskylden er tabt, volden går i arv.
’Innocence’ har ingen reelle hovedpersoner, men skildrer et panorama af børn og unge, der ikke passer ind i det rigide militærstyre. Man er sig hele tiden smerteligt bevidst om, at de helt unge børnehavebørn har en tragedie i vente, fordi filmen i voice-over beretter om al den ondskab, man møder i militæret – baseret på breve og dagbøger fra tidligere soldater, der ikke længere er iblandt os.
Den ældre generation har for længst gennemskuet de forvrængede sandheder, som fravrister israelerne deres barndom og allerede på børnehaveniveau klargør dem på, at de skal i aktiv tjeneste og »ofre sig for deres land«.
Børnene reagerer indirekte på propagandaen: Et barn har fået ondt af dyr, fordi mennesker jagter dem, og har besluttet sig for at blive vegetar. En anden konstaterer trist, at han »ikke er som de andre«, og begynder at græde, da han på en skoleudflugt tvinges til at skyde til måls med et maskingevær.
Davidi skildrer præcist, hvordan man allerede fra barnsben får fravristet sin identitet og bliver en del af en masse drevet af propaganda og fremmedhad. I en dybt foruroligende optagelse ser man en folkemarch, hvor forsamlingen messer »død over araberne«.
Man er aldrig i tvivl om, hvad den herboende instruktør mener om sit hjemland. Filmen blotlægger, hvordan Israel bruger Holocaust som retfærdiggørelse for oprettelsen af en ny apartheidstat, der gennem indoktrinering af masserne viderefører den samme vold og undertrykkelse, nu mod det arabiske folk.
Davidi iscenesætter en flokmentalitet, hvor systemet dikterer israelernes liv, og hvor det har tragiske følger at modsætte sig. Man mærker den altomsluttende afmagt fra de fortabte generationer, der ikke længere har mulighed for at drømme, og som bliver gjort til en stilletiende del af de konforme masser.
Filmens fokus er så skarpt på den omfattende og overbevisende dissekering af militærets indoktrineringsmetoder, at instruktøren kun sjældent finder plads til de menneskelige sprækker af lys i livet under militærets jerngreb.
Måske mener Davidi slet ikke, at de kan findes i et land, hvor vold er så indgroet en del af hverdagen. Men det havde nu klædt filmen, hvis den også løbende havde indfanget nogle af den slags øjeblikke, der gør de sidste minutter så rørende.
Filmen lykkes dog forbilledligt med at skabe en knugende fornemmelse af en ungdom uden fremtid, et samfund uden frihed og et hudløst ærligt indblik i de få skæbner, der tør modsætte sig, men som bliver slået ned af systemet.
Som det lyder i den uafrystelige voice-over: »Jeg havde ikke mere fremtid at opdage, og ingen grund til at skrue tiden tilbage«.
Kort sagt:
Den herboende, Oscar-nominerede instruktør Guy Davidi har begået en fængslende film om det israelske militærstyre, der gennem indoktrinering fravrister ungdommen deres frihed og fremtid.